Nu koster internettet penge

Tirsdag åbnede det første organiserede danske mikrobetalingssystem, Valus, med indtil videre fire deltagere. Langt det meste indhold vil fortsat være gratis, og betalingen vil primært blive afkrævet for nye tjenester.

Danskerne skal nu vænne sig til, at et lille Valus-logo popper op på skærmen, når vi vil bestille en service eller en vare på nettet.

På et pressemøde tirsdag åbnede Foreningen af Danske Internet Medier (FDIM) for sluserne til det nye mikrobetalingssystem, der lægger forsigtigt ud med fire sites som prøveklude.

Det ene er TV2 Interaktiv, hvis chef, Rune Bech, er formand for den styregruppe i FDIM, der siden sidste år har beskæftiget sig med Valus-systemet.

- Vi agter at flytte en stor del af indtægterne på mobile tjenester over fra teleselskaberne til TV2 ved at benytte Valus, forklarede Rune Bech og henviste til, at tv-stationen nu vil tilbyde ringetoner til ni kroner stykket mod den sædvanlige overtakserede SMS-pris på ti kroner per styk.

Spil skal drive mikrobetalinger

Derudover vil TV2 markere Valus-åbningen med at lægge sit indslagsarkiv med historiske nyhedsindslag fra eksempelvis TV2/Nyhederne tilgængeligt på nettet.

Hidtil har det kostet 1.250 kroner at købe en kopi af et nyhedsindslag, men det kan gøres billigere over nettet, sagde Rune Bech.

Indtil videre er fire websites klar med Valus-betalinger:

Jubii
TV2
MyMusic
Easypark

En anden pionér hedder Jubii, der er Danmarks mest besøgte website. Her underbyder direktør Martin Thorborg straks TV2 ved at sælge ringetoner via Valus til en pris på otte kroner stykket.

Både TV2 og Jubii kan enes om, at spil bliver den helt store driver i forbindelse med mikrobetalinger. Begge sites vil nu satse yderligere på at lægge spil på nettet, som brugerne til gengæld skal betale for at få adgang til.

- Vi har mange erfaringer fra vores Jubii Nation (betalt medlemskab hos Jubii, red.), hvor vi nu har 10.000 betalende brugere. Men vi har også hørt på meget vrøvl og brok fra brugerne, så vi er glade for, at vi nu i mere samlet flok kan forklare forbrugerne, at nu skal nogle tjenester altså koste penge, sagde Martin Thorborg.

Dyrere tjenester hos Jubii

Hos Jubii bliver det primært lidt dyrere tjenester, der skal betales igennem Valus. Det kan være antivirussoftware, indrykning af boligannoncer og trykning af visitkort.

Jubiis børstjeneste, Euroinvestor, vil tilbyde aktiekurser uden den sædvanlige 15 minutters forsinkelse mod en mindre Valus-betaling.

Idéen med Valus er, at forbrugeren kan forudbetale et bestemt beløb ind på en konto, eller opnå en kredit, og det ser Martin Thorborg som et væsentligt incitament:

Ikke meget at tabe

- Vi kan sige til forbrugeren, at det er fair nok, at han er bange for at bruge sit Dankort på nettet. Med Valus skal han bare én gang indbetale et beløb på måske 200 kroner, og han kan aldrig miste mere end det, sagde Martin Thorborg og sammenlignede det med en bytur, hvor man kun tager 200 kroner med i pungen:

- Uanset hvad der måtte ske i løbet af aftenen, vil man ikke kunne miste mere end de 200 kroner, og det er psykologisk vigtigt at vide, mener Thorborg.

De to sidste websites, der tilbyder betaling via Valus, er musikportalen MyMusic og Easypark, der formidler mobilbetaling af parkeringsbilletter.

MyMusic har 50.000 registrerede brugere og vil bruge Valus til at kræve penge hjem til nogle af de over 450 bands, der har lagt musik ind på portalen (læs første test af Valus hos MyMusic her).

Flere tjenester henover sommeren

Easypark vil åbne sine tjenester for privatpersoner, der kan forudbetale et beløb til parkeringsbilletter og - via mobiltelefonen - købe parkeringstid direkte fra p-pladsen.

En lang række andre indholdsudbydere vil henover sommeren stable Valus-tjenester på benene. Men overordnet vil de fleste nuværende gratistjenester forblive gratis, bedyrer udbyderne, der samlet tæller omkring 50 forskellige websites.

- Hvis vi kigger 6-8 uger frem, vil langt over halvdelen af Top 20 over de meste besøgte sites herhjemme være med i Valus, sagde Søren Queitsch fra FDIM på pressemødet.

Valus får konkurrence fra et mikrobetalingssystem fra en række danske pengeinstitutter.

Relevant link:

Valus.dk

Navnenyt fra it-Danmark

Renewtech ApS har pr. 1. februar 2026 ansat Mads Linné Kaasgaard, 31 år,  som Marketing Specialist. Han skal især beskæftige sig med med at løfte Renewtechs brand og kommunikation yderligere ud globalt. Han kommer fra en stilling som Marketing Manager hos Induflex A/S. Han er uddannet fra Aalborg Universitet og har en Cand. Merc. i Sprog & International Virksomhedskommunikation. Nyt job

Mads Linné Kaasgaard

Renewtech ApS

Immeo har pr. 1. februar 2026 ansat Claes Justesen som Principal. Han kommer fra en stilling som Director hos Valtech. Nyt job
Adeno K/S har pr. 2. februar 2026 ansat Casper Barner Kristensen som ServiceNow Expert. Han kommer fra en stilling som Senior Automation Architect. Nyt job
Lector ApS har pr. 5. januar 2026 ansat Per Glentvor som Seniorkonsulent i LTS-gruppen. Per skal især beskæftige sig med med videreudvikling af Lectors løsning til automatisering og forenkling af toldprocesser. Per kommer fra en stilling som freelancekonsulent. Per har tidligere beskæftiget sig med løsninger indenfor trading, løsninger til detail, mobil samt logistik. Nyt job

Per Glentvor

Lector ApS