Skal måske osse have det her med ang. kopisikring.
Kilde:
http://www.kum.dk/sw5335.aspSvar på spørgsmål om kopispærring (tekniske foranstaltninger)
Et bredt flertal i Folketinget vedtog den 11. december 2002 en ændring af ophavsretsloven. Lovændringen, der trådte i kraft den 22. december 2002, har navnlig til formål at gennemføre EU-direktivet om ophavsret i informationssamfundet (det såkaldte infosoc-direktiv) i dansk ret.
Et af elementerne i den nye lov handler om beskyttelse af såkaldte tekniske foranstaltninger, dvs. typisk kopispærringer (kopisikringer) på cd’er, dvd-film osv. De nye regler indebærer, at det bliver forbudt at omgå en kopispærring med henblik på at fremstille en kopi.
Der er opstået mange myter og misforståelser omkring den nye lov, som er en afspejling af infosoc-direktivet. Derfor understreges følgende:
· De nye regler beskytter alene tekniske foranstaltninger, der har til formål at forhindre eller begrænse ophavsretligt relevante handlinger, navnlig kopiering. Privat fremførelse af et værk er ikke en ophavsretligt relevant handling. Foranstaltninger, der forhindrer eller besværliggør den personlige tilegnelse af et værk – typisk afspilning og afvikling af cd’er, dvd’er osv. i privatsfæren – omfattes dermed ikke af beskyttelsen.
· I det omfang det er nødvendigt at omgå en kode eller kryptering for eksempelvis at kunne se en dvd-film eller lytte til en musik-cd eller netradio i privatsfæren, vil dette ikke være omfattet af forbuddet. En privatperson, der fx har erhvervet en dvd-film, som ikke kan afspilles på open source-softwaresystemet Linux (men alene på fx Microsofts styresystem), vil efter de nye regler ikke blive forhindret i at bryde koden i det omfang, dette er nødvendigt for at kunne afspille filmen, herunder fordi vedkommende i sin computer ikke har Microsofts styresystem. Den ændrede ophavsretslov medfører heller ikke et forbud mod at bryde dvd-regionskoder. Det vil derimod ikke være tilladt at bryde en kopispærring med henblik på fremstilling af en kopi af dvd-filmen.
· Det er således op til rettighedshaverne at sørge for, at kopisikrede cd’er og dvd’er også kan afspilles på fx Linux, og på den måde forhindre, at forbrugerne må omgå koden for at kunne afspille musikken eller filmen på deres Linux-software.
· Hvis fx en cd med kopispærring ikke kan afspilles på en cd-afspiller, er der tale om en mangel ved det pågældende produkt, og man kan kræve at få varen byttet. Her er det reglerne i købeloven, der gælder. Ophavsretsloven har intet med en sådan situation at gøre.
· Reglerne medfører ikke, at det bliver forbudt at udvikle og distribuere open source-software, som skal sikre muligheden for, at man kan afspille og afvikle dvd’er og andre medier, bl.a. fordi denne form for software har andre ikke-uvæsentlige formål end at bidrage til omgåelse af kopispærringer. Derimod vil udvikling, distribution m.v. af software, hvis væsentligste formål er at omgå kopispærringer, være forbudt.
· På baggrund af infosoc-direktivet er kulturministeren af Folketingets Kulturudvalg blevet pålagt at søge at fremme anvendelsen af frivillige foranstaltninger, der gør det muligt for privatpersoner at fremstille kopier til privat eller personlig brug, jf. ophavsretslovens § 12. Kopispærringer bør indrettes på en sådan måde, at de forhindrer eller begrænser ulovlig kopiering m.v., samtidig med at de muliggør lovlig brug i henhold til ophavsretslovens undtagelsesbestemmelser. Kulturministeren har tillid til, at pladeselskaberne m.v. vil følge denne opfordring.
· De nye regler om tekniske foranstaltninger skal tages op til revision om senest tre år. Til den tid skal erfaringerne altså evalueres. Det vil bl.a. ske på baggrund af en rapport, som EU-Kommissionen skal aflevere i december 2004. Denne rapport skal især handle om, hvorvidt lovlige handlinger (såsom kopiering til personlig brug) påvirkes negativt af anvendelsen af tekniske foranstaltninger.
· Det fremgår af infosoc-direktivet, at der ved fastsættelse af størrelsen af det såkaldte blankbåndsvederlag skal tages hensyn til anvendelse eller ikke-anvendelse af tekniske foranstaltninger. Omfanget af brugen af kopispærringer skal således indgå i vurderingen af blankbåndsordningen i fremtiden.
· Det fremgår nu udtrykkeligt af ophavsretsloven, at reglerne om tekniske foranstaltninger ikke er til hinder for forskning inden for kryptering.
Det skal således understreges, at det fortsat er lovligt at tage kopier af bl.a. cd’er og dvd-film til personlig brug inden for en husstand. Kopier, der er fremstillet lovligt før lovens ikrafttræden, forbliver lovlige. Hvis der er en kopispærring, må man imidlertid ikke omgå denne for at fremstille kopien, men det forventes, at kopispærringer i fremtiden indrettes på en sådan måde, at det er muligt at tage en eller flere kopier til personlig brug; dette er i hvert fald intentionen med loven. Det bemærkes, at det fortsat er sådan, at det ikke er tilladt at kopiere fx musik til blanke cd’er og mp3-afspillere på grundlag af et ulovligt forlæg, herunder downloading af musik fra internettet, der er stillet til rådighed uden rettighedshaverens samtykke.
Man skal huske på, at de nye regler har til formål at bidrage til at dæmme op for den alvorlige piratkopiering af navnlig musik, film m.v., som er til skade for såvel plade- og filmselskaber som kunstnere. Beskyttelsen af tekniske foranstaltninger forekommer at være et nødvendigt supplement til den ophavsretlige beskyttelse.