Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024
1 / 11
Der er bygget en kolossal og indbringende industri op om at lave ekstraudstyr til Apples iPhone, iPod og iPad. Noget af dette tilbehør er faktisk brugbart - eller i det mindste med en ubestridelig nørd-faktor (såsom Parrots AR.Drone iPhone-kontrollerede quadricopter) - mens andet bare ser dumt ud og ikke tjener ikke noget fornuftigt formål. Dette galleri drejer sig om den sidste kategori og fremhæver tilbehør, der i bedste fald er åbenlyst spild af penge og i værste fald kan lægge brugerens sociale liv øde.
Du kan takke os senere for at have sparet dig for at ødsle både dine penge og din bekendtskabskreds væk.
Af Daniel Ionescu, PC World
2 / 11
"Pølsefingre" får en helt ny betydning af denne underligt udformede stylus. Pennens producent, CaseCrown, fremhæver selv, at dette design gør denne stylus "perfekt at bruge i koldt vejr, hvor man gerne vil beholde sine handsker på," at stylus'en er "kompakt og slank, så den passer i enhver lomme," og at den "ikke er spiselig." Okay... men hvorfor er den formet som en pølse? (Den er tilsyneladende et stort hit i Sydkorea.)
Denne sære stylus kan blive din for kun 40 kroner for en stor udgave og 30 kroner for en lille - men lad være med at bruge den, når du er sulten, for den egner sig virkelig ikke til grillen.
3 / 11
Håndklædet Hi-Sun har indbyggede højtalere til din iPhone eller iPod Touch - sikken fantastisk og brugbar ting, ikke sandt? På nær selvfølgelig at du allerede har minihøjtalere til brug på hver side af hovedet - de kaldes for hovedtelefoner. Det eneste tidspunkt, det kunne være brugbart med en rigtig højtaler på hver side af hovedet, er hvis du spiller et arkade-racerspil. Men måske er pointen med dette produkt, at ledningerne fra dine hovedtelefoner ikke skygger for solen, når du solbader?
Du kan få fingre i Hi-Sun-håndklædet for den nette sum af 450 kroner. Advarsel: Modellen på billedet er IKKE inkluderet.
4 / 11
Apple har skåret al overflødigt fedt af sin iPad og præsenteret os for en slank, attraktiv tablet-pc. Hvis du gerne vil se en smule sul på din iPads krop, kan du købe dette lækre lag af fed beskyttelse af brugeren Antjes på kunsthåndværks-e-handlen Etsy.com.
For kun omkring 340 kroner kan din iPad komme til at ligne en fedtet skive rå bacon. Der er også andet Apple-tilbehør i bacon-tema såsom et iPhone-etui til 226 kroner eller et etui til MacBook Air til knap 460 kroner. Antjes tilbyder blandt andet også etuier med motiver af spejlæg og schweizisk ost - men ingenting med pølser.
5 / 11
Er denne iPhone-tilsluttede solhat fremtiden for mobilt medieforbrug? Det håber vi ikke, for det ser virkelig tåbeligt ud - selv hvis man ikke vælger camouflage-farven. Det kan godt være, det lyder fristende med sin egen private biograf på stranden eller på flyet, men tag nu imod et velment råd: Du ødelægger dit sociale liv, hvis du bærer en miniature-biograf til 170 kroner på hovedet, som ligner en halv mulepose.
6 / 11
Det kan være besværligt at anvende en iPad med en høj grad af komfort - det er jo en tablet-pc - så der findes meget iPad-tilbehør med indbygget dock og stander. Men hvorfor ikke gå hele vejen? I stedet for at købe en stander og sidde på din gamle, kedelige sofa kan du gøre som producenten Elite Home Theater Seating foreslår og købe en hel stol, der er udstyret med sin helt egen indbyggede iPad-dock. Priser fra 14.000 til 34.000 kroner.
iPad-holderen sidder i stolens ene armlæn, men man skal bruge to hænder til at betjene en iPad, så vi er ikke sikre på, hvor ergonomisk korrekt din holdning bliver, når du swiper og kniber på livet løs i denne kiropraktiker-godkendte stol. Men alle lykkens ingredienser er til stede: En iPad-holder, en polstret, blød stol og hvad der ligner en drinkholder i det andet armlæn. Du behøver aldrig rejse dig igen!
7 / 11
Griffins iPad-etui, Standle, er tyk og ligner en billig værktøjskasse af plastik - uden den fordel at indeholde brugbare værktøjer. Dets eneste praktiske funktion (ud over måske det foldbare bærehåndtag) er den indbyggede sammenklappelige stander. Du kunne selvfølgelig også bare placere din iPad op ad dine ben helt gratis.
Standle kan købes i elektronikbutikker (i hvert fald i USA) for omtrent 280 kroner.
8 / 11
Thiphones salgstale lyder i første omgang næsten fornuftig: Spænd din iPhone fast på låret i stedet for at holde den i din ene hånd. Den vil aldrig falde af, og nåh ja, så vil du ligne en komplet idiot. Vil du ærligt talt betale 170 kroner for at kunne spænde din iPhone fast på låret - særligt når det placerer telefonen så langt væk, at du ikke kan skrive på den med nogen grad af nøjagtighed? På den anden side kan du sikkert nedsætte mængden af latterliggørelse ved i stedet at bruge produktet til at spænde en jagtkniv fast på låret - og hvis du kommer til skade, kan stroppen også fungere som en skuffende ineffektiv årepresse.
9 / 11
iArm Forearm Mount er taget direkte fra kategorien: "Jeg kan ikke tro, at det her faktisk eksisterer." Produktet er vidunderligt til de øjeblikke, hvor et behov for at have sine lår fri til andre formål gør Thiphone upraktisk. Okay, iArm eksisterer faktisk heller ikke i virkeligheden: Den er blot en spøg, der foregiver at give dig, hvad der svarer til en ekstra arm, ved at gøre det muligt at spænde en iPad eller andet mobilt it-udstyr fast til din underarm. Selve produktet er ren fantasi, men for 45 kroner kan du få den falske gaveæske.
10 / 11
Tango Case fra Ten One Design er et slet ikke helt grimt etui til din iPhone, men den går stik imod hele formålet med multitouch-skærme. Dette etui har også plads til en stylus i siden (som sælges separat for 85 kroner). En fed nok egenskab... for 10 år siden.
Vis dine kolleger, hvor retro-cool du er ved at slå kløerne i en Tango Case for 225 kroner. Og når du nu er i gang, kan du jo lige så godt kaste dig over iSlideRule, hvilket er en skydelære som iPhone-app, der kan få dette etui til at virke helt moderne.
11 / 11
Ligner dette noget, du kunne tænke dig at slæbe rundt på, hvis du nu pludselig løb ind i det perfekte Kodak-øjeblik med din iPhone 4 i lommen? For kun 395 kroner kan du få hele syv stykker fotoudstyr at slæbe med dig overalt. Disse kameralinser til iPhone - vidvinkel, fiskeøjelinse og telefoto med otte gange zoom - vil sikre, at du altid vil fremstå som turist. Det er næsten som at være professionel fotograf (med et lommekamera på fem megapixel.)
Og en sidste ting: Denne samling dingenoter skyder hele ideen i sænk med at være i stand til at putte sin iPhone i lommen.
Se også galleriet Totalt ubrugeligt iPad-tilbehør
Oversat af Thomas Bøndergaard