Artikel top billede

CW-læsere i klokkeklar udmelding: Edward Snowden skal have asyl i Danmark

Et klart flertal af Computerworlds læsere peger på, at NSA-whistlebloweren Edward Snowden skal have politisk asyl i Danmark. Afstemningen står i skærende kontrast til holdningen hos Christiansborg-politikerne.

Hvis det stod til Computerworlds læsere, ville NSA-whistlebloweren Edward Snowden være en helt oplagt kandidat til politisk asyl i Danmark.

Det fremgår med al tydelighed oven på den afstemning, som Computerworld har afholdt med mulighed for at stemme 'ja', 'nej' eller 'ved ikke' til spørgsmålet om, hvorvidt Edward Snowden skal have politisk asyl i Danmark.

Med godt 500 afgivne stemmer viser det sig, at 76,57 procent af Computerworlds læsere stemmer 'ja' til, at Edward Snowden bør få politisk asyl her til lands, mens 19,62 procent stemmer 'nej' til at tildele NSA-whistlebloweren politisk immunitet.

De resterende 3,81 procent 'ved ikke'.

Stor forskel på politikere og CW-læsere

Dermed er Computerworld læsernes holdning til at give politisk asyl til Edward Snowden i skærende kontrast til stemningen i Folketinget.

For Computerworlds mail-undersøgelse har vist, at der ikke er politisk opbakning i Folketinget til at huse Edward Snowden.

Læs også: Lars Løkke og Folketinget nægter at give Snowden asyl

Heller ikke selvom, at EU-Parlamentet ved en nylig afstemning har opfordret alle EU-medlemslande, herunder Danmark, til at slå en streg over eventuelle kriminelle anklager og give NSA-whistlebloweren beskyttelse.

Den store forskel mellem Folketinget og Computerworld-læserne er også bemærkelsesværdig, da tidligere CW-undersøgelser har vist, at to ud af tre læsere tilhører den såkaldte blå blok.

Snowden kan banke på

I den blå blok lyder meldingen fra det regeringsbærende parti Venstre, at:

"Snowden må opfylde de sædvanlige betingelser gældende også for andre udlændinge med hensyn til ophold."

Edward Snowden har da også yderligere to muligheder for at få politisk asyl i Danmark, hvis/når han nu ikke kan få hjælp fra Folketinget:

Enten kan han henvende sig til de danske myndigheder ved eksempelvis den dansk-tyske grænse, eller ved at søge fra sit nuværende eksil i Rusland.

Udlændingeordfører Dan Jørgensen fra landets største parti, Socialdemokraterne, forklarer i lighed med partiet Venstre, at Edward Snowden kan søge asyl på lige fod med alle andre.

"Og så bliver han behandlet efter reglerne. Jeg ikke, at myndighederne vil give ham asyl," udtaler Dan Jørgensen til Computerworld.

Læser: Rejs en statue af Snowden
Disse politikerudsagn er også meget svære at genfinde i Computerworlds debatfelt, hvor grundtonen er, at Edward Snowden skal hyldes som en frihedshelt.

"Der burde rejses en statue af ham. Selvfølgelig skal han have asyl. Han har nok ramt USA hårdt på mange af deres spionage muligheder, men det har også været en øjenåbner for mange for hvor slemt det i virkeligheden er," skriver CW-debattøren Jens Holm.

Læs også: Verdens største it-sladrehanke hyldes med statuer i Danmarks naboland

Han møder opbakning hos Computerworld-debattøreren Claus Juul, som udtrykker sit ønske om at give Edward Snowden asyl på følgende måde:

"Skulle Danmark give asyl til Snowden, selvfølgelig. Han er forfulgt af hans egen regering, at den regering har bopæl i USA er bare kedeligt, da vi ellers regner USA for en allieret. Er det praktisk muligt at give Snowden Asyl, Nej, det er det ikke netto på grund af det forhold, Danmark har med USA."

Deciderede negative mishageytringer om at give Edward Snowden asyl er derimod sværere at finde i kommentarsporet.

Peter Jacobsen formulerer sig dog på følgende måde oven på Enhedslistens og Alternativets fælles genfremsætning af et beslutningsforslag om at give Edward Snowden asyl:

"Mit synspunkt er, at partierne kun bør fremsætte forslag, der rent faktisk er en god ide, hvis de blev gennemført. Og det er forslaget fra Cirkuspartiet og Enhedslisten ikke. Men nu bliver forslaget ikke gennemført og så er der ingen skade sket."

Læs også: 
Hollywood kører stjernerne i stilling til kommende Snowden-film