Tele2 vil have hver femte ADSL-kunde

Med et nyt fremstød vil Tele2 give konkurrence til den altdominerende spiller på ADSL-markedet, TDC. Priserne ligger under TDC's, medmindre man er superbruger.

Teleselskabet Tele2 satser på at stjæle kunder fra hovedkonkurrenten TDC med et nyt ADSL-tilbud på det danske marked.

- Vi er ikke klar som de første eller for de få. Vi kommer, når markedet er klart, og det er det nu, sagde markedschef Henriette Høyer på et pressemøde tirsdag.

Produktet minder meget om det, TDC allerede tilbyder i dag, bortset fra at Tele2 har øget fokus på sikkerhed med antivirus og firewall inkluderet i abonnementet.

Priserne ligger en smule under TDC, og på årsbasis lover Tele2, at kunden kan spare omkring 500 kroner på at skifte fra TDC. Abonnementet omfatter også den traditionelle fastnettelefoni.

Det er imidlertid ikke erfarne ADSL-kunder, der udgør den primære målgruppe i første runde.

Tele2 vil hellere markedsføre sig over for sine egne hundredetusindevis af kunder på fastnet- og internetmarkedet samt de 14.000, der via selskabets hjemmeside har bedt om at blive kontaktet, når ADSL-produktet er klart.

Bruger TDC's netværk

Tele2 mener, at markedet rummer 1,3 millioner potentielle kunder, så det er meget mere attraktivt at gå på jagt blandt dem i stedet for at stjæle blandt de eksisterende 200.000 ADSL-brugere herhjemme, hvor TDC sidder på en markedsandel på 73 procent.

Tele2's målsætning er inden for tre år at opnå en markedsandel på 15-20 procent, hvilket i øvrigt er selskabets mål på alle øvrige forretningsområder.

ADSL-løsningen kører over TDC's netværk, og derfor tilbyder Tele2 dækning til 95 procent af danskerne fra første dag.

Metoden med at leje sig ind på et andet selskabs netværk (virtuel netværksoperatør) betyder, at Tele2's investering i ADSL har været begrænset.

Frem og tilbage

Kunder hos TDC, der ønsker at skifte til Tele2, får dog et lille problem. De skal nemlig levere ADSL-modem og skillefilter tilbage til TDC. Og bagefter kommer en tekniker fra TDC (betalt af Tele2) og monterer tilsvarende udstyr igen.

- Vi arbejder på en løsning på det problem, siger Henriette Høyer blot.

Priserne starter ved 449 kroner om måneden for en 256/128 kbit/s forbindelse inklusive et telefonabonnement, hvilket er 30 kroner billigere end TDC's tilsvarende løsning.

I forhold til superbrugere kan Tele2 ikke prismæssigt konkurrere med TDC eller en anden ny spiller på markedet, Telia. Tele2 forlanger 934 kroner om måneden for en 2 mbit/s forbindelse, mens prisen hos Telia, der afregner afhængigt af forbruget, maksimalt kan blive 650 kroner om måneden.

Udover tilbuddet til private lancerer Tele2's erhvervsafdeling, Uni2, nu også en ADSL-løsning til små og mellemstore virksomheder.

Løsningen lægger vægt på sikkerhed og kan kombineres med hjemmearbejdspladser.

Relevante links:

Tele2adsl.dk
Uni2 ADSL

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Jakob Dirksen, SVP, Nordic Customer Delivery & Operations hos GlobalConnect, er pr. 1. maj 2026 forfremmet til EVP, Infrastructure Delivery & Operations. Han skal fremover især beskæftige sig med at lede Infrastructure Delivery & Operations, der har til opgave at drive og udvikle fibernetværket på tværs af virksomheden. Forfremmelse

    Jakob Dirksen

    GlobalConnect

    Den danske eID-virksomhed Idura har pr. 1. april 2026 ansat Kari Lehtimäki som Country Manager. Han skal især beskæftige sig med at styrke kendskabet til Iduras løsninger i Finland samt fremme samarbejdet med økosystemet omkring det finske Trust Network. Han kommer fra en stilling som Salgschef hos Telia Finland. Han er uddannet uddannet civilingeniør (M.Sc. Tech.) og medbringer ledelse, markedsindsigt og praktisk erfaring. Han har tidligere beskæftiget sig med salg og forretningsudvikling inden for Telias trust services-forretning. Nyt job

    Kari Lehtimäki

    Den danske eID-virksomhed Idura

    IFS Danmark A/S har pr. 1. april 2026 ansat Sarah Warm som Account Executive, Energy & Utilities. Hun skal især beskæftige sig med salg af IFS' løsninger til nye kunder inden for energibranchen. Hun kommer fra en stilling som Account Executive hos Synergy Investment Group i Holland. Hun er uddannet BSc Economics and Business Economics, Neuroscience & MSc Business Administration Digital Business. Hun har tidligere beskæftiget sig med Solution Sales & Cybersecurity. Nyt job

    Sarah Warm

    IFS Danmark A/S

    Netip A/S har pr. 1. marts 2026 ansat Maria Lyng Refslund som Marketing Project Manager ved netIP Herning. Hun kommer fra en stilling som Marketing Project Manager hos itm8. Nyt job