God plads på mager dansk CeBIT-stand

Kun halvt så mange virksomheder som normalt udstiller på IT-Brancheforeningens fællesstand på CeBIT-messen. De henter masser af visitkort med hjem, men tyveri og dårlig forberedelse tager på humøret.

Hannover: Tredje gang blev ikke lykkens gang for IT-Brancheforeningens projekt med at arrangere en dansk fællesstand på CeBIT-messen i Hannover.

Men med kun 10 udstillere er der dobbelt så meget plads til hver enkelt virksomhed som normalt, og det hjalp på humøret hos de udstillere, Computerworld Online mødte på messen torsdag.

Den første fællesstand kunne første gang opleves på CeBIT i 2001, da flere af IT-Brancheforeningens medlemsvirksomheder havde opfordret foreningen til at arrangere standen.

Nu kæmper foreningen for at fylde pladserne op i en tid, hvor mange af de mindre medlemsvirksomheder er lukket eller vender blikket mod deres hjemmemarked, der kræver rigelig opmærksomhed.

Forberedelse nødvendig

Knap 40 danskere er af sted med IT-Brancheforeningen. De bor flere timers kørsel fra messen og står op hver morgen klokken fem for at være på messen i tide.

- I år har vi brugt meget tid på at fortælle udstillerne, at de skulle forberede sig godt hjemmefra. De skal ikke regne med en masse strøgkunder, der tilfældigvis kigger forbi, siger Annette Larsen, konsulent i IT-Brancheforeningen.

Den magre tilslutning krævede dog også ekstra forberedelser hos brancheforeningen, og Annette Larsen har brugt megen energi på at presse de forskellige leverandører på priserne, herunder Deutsche Messe, der arrangerer CeBIT.

Godt med liv på fællesstanden, da Computerworld Online kiggede forbi. Foto: Jens Bertelsen
Derfor kommer IT-Brancheforeningen heller ikke til at tabe de 350.000 kroner, der tidligere var udsigt til.

- Tabet er slet ikke i hundredtusindekroner-klassen, siger Annette Larsen uden at ville uddybe økonomien nærmere.

Fik stjålet prototype

En af de opsigtsvækkende stande, der faktisk tiltrækker strøgkunder, er Nextlink, der står bag en række trådløse Bluetooth-headset med navnet Bluespoon.

Humøret var dog på frysepunktet torsdag eftermiddag, da firmaet netop havde fået stjålet en funktionsdygtig prototype på et kommende headset - det havde ligget frit fremme på standen et kort øjeblik, mens medarbejderne havde kigget den anden vej.

- Det var en rigtig dyr prototype, sagde marketingchef Jan Hansen, Nextlink, og låste et skab op, hvor de tilbageværende dummy-headset lå trygt og godt.

Nextlink er på jagt efter distributører, og allerede på dag nummer to var der en bunke visitkort, som Gentofte-firmaet nu skal følge op på.

Masser af infostandere

Fællesstanden rummer også to danske producenter af infostandere, Ipos og Ceboline, der begge har hjemsted i Silkeborg.

Ceboline var med for to år siden, både med egen stand og et hjørne på IT-Brancheforeningens fællesstand. Dengang var det en succes med kontakter til 47 lande og efterfølgende eksport til 12-13 lande.

Salget gik dog ikke bedre, end at Ceboline sidste år gik konkurs for at blive overtaget af erhvervsmanden Benny Jensen, der nu passer standen sammen med direktøren, Bo Christoffersen.

De fremviste nye infostandere med indbygget webcam, så eksempelvis hotelgæster kan tage et selvportræt i foyeren og sende det per e-mail hjem til familien.

Ceboline har især nydt godt af den gode plads og har fået lov at udstille en stribe forskellige infostandere, med og uden fødder, med og uden tastatur og så videre.

- Den første dag (onsdag, red.) var noget deprimerende, men i dag har interessen var meget stor, sagde Bo Christoffersen og skruede godt op for højttalerne på en infostander, så den kunne overdøve softwarefirmaet Borlands larmende stand overfor.

Jagter e-learning-interesserede

På den anden side af fællesstanden, ud mod ydervæggen, stod Peter Carstensen fra softwarefirmaet Etiro og kedede sig.

Firmaet udvikler software til at producere e-learning, men det er svært at fange opmærksomheden fra de få forbipasserende med det budskab. Etiro har også forsømt at have aftaler med hjemmefra.

- Det har vi ikke nået, undskylder Peter Carstensen.

Han og de to kolleger oplevede også den første dag som deprimerende stille, så nu var kollegerne sendt ud på messen for at finde e-learning-interesserede, de kunne invitere hen på standen.

Fredag skal der skabes ekstra opmærksomhed omkring standen, når den gæstes af prinsesse Benedikte, Danmarks ambassadør i Berlin, Gunnar Ortmann, og udenrigsråd Birger Riis-Jørgensen, Danmarks Eksportråd.

Når CeBIT lukker på onsdag, skal IT-Brancheforeningen og udstillerne evaluere forløbet. Foreningen skal ikke mindst tage stilling til, om der bliver tid og råd til en fællesstand igen næste år.

Med 10 udstillere eller derunder kan det være svært at retfærdiggøre den store indsats over for de øvrige mere end 200 medlemmer af foreningen.

Relevant link:

Fællesstandens hjemmeside

Læses lige nu

    Event: Computerworld Cloud & AI Festival 2026

    Digital transformation | Ballerup

    Eksplosiv udvikling i cloud og AI kræver overblik og viden. Computerworld samler 3.000 it-professionelle, 70+ leverandører og 120+ talere om AI, infrastruktur, data, compliance og sikkerhed. To dage med viden og netværk. Tilmeld dig nu.

    16 & 17 september 2026 | Gratis deltagelse

    Navnenyt fra it-Danmark

    Sharp Consumer Electronics har pr. 1. april 2026 ansat Daniel Eriksson som salgsdirektør for de nordiske lande. Han skal især beskæftige sig med at accelerere virksomhedens vækst i Norden. Han kommer fra en stilling som nordisk salgsdirektør hos Hisense. Han har tidligere beskæftiget sig med detailhandel, kommerciel strategi og markedsudvidelser med bemærkelsesværdige resultater til følge. Nyt job

    Daniel Eriksson

    Sharp Consumer Electronics

    Trafikstyrelsen har pr. 1. maj 2026 ansat Nihad Hodzic som IT og Digitaliseringschef. Han skal især beskæftige sig med med IT-projekter og digital transformation, herunder især det strategiske løft af Trafikstyrelsens digitale niveau. Han kommer fra en stilling som Kontorchef hos Udviklings og Forenklingsstyrelsen. Han er uddannet i statskundskab og har en lederuddannelse fra MIT Sloan, samt en igangværende Master i IT-Ledelse. Han har tidligere beskæftiget sig med IT-udvikling og større projekter på momsområdet, hvor han har ledet et projekt- og udviklingskontor. Nyt job

    Nihad Hodzic

    Trafikstyrelsen

    IFS Danmark A/S har pr. 2. marts 2026 ansat Marlene Gudman som HR Business Partner. Hun skal især beskæftige sig med HR i Danmark og Norden og lede udvalgte internationale HR-projekter. Hun kommer fra en stilling som Nordic Lead HR Business Partner hos Salesforce. Hun har tidligere beskæftiget sig med international HR med fokus på udvikling af og udfordringer i HR ud fra et forretningsperspektiv. Nyt job

    Marlene Gudman

    IFS Danmark A/S

    Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Jeppe Spanggaard, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med Digitalisering med Microsoft-platformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Nyt job

    Jeppe Spanggaard

    Pinksky ApS