Den seneste årlige spørgerundersøgelse inden for applikationsudvikling fra analysefirmaet Evans Data viser, at Linux er faldet i popularitet til en tredjeplads efter Mac OS X på andenpladsen og selvfølgelig Windows på en dominerende førsteplads.
OS X er nu den primære udviklingsplatform for 7,9 procent af udviklerne, mens kun 5,6 procent angiver Linux som primær udviklingsplatform, viser undersøgelsen.
"Det overrasker mig ikke," siger direktør for applikationsudviklings-software hos IDC, Al Hilwa.
"Der er fremgang for Mac, og jeg har set mange udviklere foretage denne omstilling."
De fleste sværger stadig til Windows
Men hvad dækker disse tal egentlig over? Apple har altid sigtet efter de "kreative professionelle," men det plejede at betyde grafiske designere, og folk der arbejder med lyd og video, men altså ikke softwareudviklere.
Men lige siden nu afdøde Steve Jobs valgte at anvende Unix BSD som grundlag for styresystemet til Apples computere, har OS X og Linux haft fælles rødder.
Det betyder, at disse to platformes udviklere faktisk har ikke så lidt tilfælles.
Og i hvert fald har de en fælles fjende: Windows-platformen, som ifølge spørgeundersøgelsen fra Evans Data stadig tiltrækker over 80 procent af udviklerne.
Softwareudviklerne på Linux og OS X har dog stadig hver især deres forskellige præferencer.
Linux-udviklerne er generelt vilde med, at Linux som udgangspunkt er gratis, mens styresystemet fint kan nøjes med at køre på billigt hardware.
Derudover giver de udtryk for at værdsætte muligheden for at rode rundt under styresystemets kølerhjelm og dele deres erfaringer på ægte open source-manér.
Enkeltheden rykker
OS X-udviklerne er vilde med brugergrænsefladens enkelthed og muligheden for at udvikle applikationer til den seneste generation af populære produkter fra Apple.
Herudover er det vigtigt at bemærke, at resultaterne af spørgeundersøgelsen fra Evans Data udelukkende har at gøre med udviklingsplatform, ikke udrulningsplatform.
Her er Linux' status som serverstyresystem stadig ubestridt.
"Der er stadig mere end dobbelt så mange udviklere, der primært udvikler til Linux som til Mac," påpeger Evans Data.
Derudover erkender både Linux- og OS X-udviklerne, at deres foretrukne udviklingsplatform har visse ulemper.
Senioranalytiker hos ZapThink påpeger:
"Der er altid et forbehold. For nogle få år siden var der problemer med Java på Mac, fordi Apple fortolkede standarden anderledes end Sun."
Med offentliggørelsen af OpenJDK fra Apple og Oracle sidst på året i 2010 så denne krølle ud til at være blevet glattet ud, men Oliphants underliggende pointe er stadig gyldig: Den perfekte platform til applikationsudvikling findes ikke.
Artiklen fortsætter på næste side...