Ingen vej tilbage: Nu har konkurrenterne slået det første hul i KMD's monopol

KMDs konkurrenter står på spring for at få en bid af det kommunale it-marked. Det vil kunne spare kommunerne for trecifrede millionbeløb. KMD ærgrer sig.

Artikel top billede

(Foto: Povl D. Rasmussen)

Onsdag udpegede det kommunale it-fællesskab Kombit it-koncernen EG som leverandør af et nyt fælles kommunalt it-system til beregning og administration af kommunale ydelser til borgerne.

EG's sejr markerer slutningen på en flere år lang proces, hvor kommunerne har gjort op med KMD's reelle monopol på en hel stribe af it-systemer, som kommunerne gennem årene har betalt rigtigt mange penge for.

Afgørelsen af udbuddet er nemlig kun et eksempel ud af en lang række på, at kommunerne i fremtiden har frie hænder til at sende it-ordrer i udbud på markedsmæssige vilkår.

Det kan både give bedre kvalitet og ikke mindst lavere priser, når kommunerne skal anskaffe nye it-systemer.

"Vi vil i fremtiden helt generelt se flere helt nye leverandører på markedet. Det seneste udpegning af EG som leverandør af det nye ydelsessystem er et godt eksempel på, at KMD nu ikke løber med det hele, og at monopolet reelt er brudt," siger Henrik Brix, formand for de kommunale it-chefer til Computerworld.

"Det kunne lige så godt have været KMD, der vandt, hvis selskabet havde udarbejdet det bedste tilbud. Men det afgørende er, at vi nu anskaffer vores nye systemer på et helt andet grundlag end tidligere," siger Henrik Brix.

Han understreger, at KMD fremover kan deltage i de kommunale udbud på lige fod med konkurrenterne.

Skuffelse

Hos KMD lægger man ikke skjul på, at man ærgrer sig over at være blevet fravalgt på det seneste udbud.

Men tabet ændrer ikke på, at KMD fortsat har som ambition om at være kommunernes foretrukne it-leverandør, lyder det fra Ole Jensen, der er direktør for salg og ydelser til den offentlige sektor.

"Vi er naturligvis ærgerlige over, at vi ikke har vundet opgaven. KMD har leveret et attraktivt og konkurrencedygtigt tilbud, men må konstatere, at kontrakten er gået til anden side. I de kommende dage vil vi nærlæse og vurdere afgørelsen og tildelingen," siger Ole Jensen.

Han peger på, at KMD i oktober i fjor vandt udbuddet af de såkaldte støttesystemer, som er et andet navn for den infrastruktur, som en række nye kommunale systemer skal kunne samarbejde med.

Kommunerne har igennem flere år kæmpet hårdt for at vriste sig fri af KMDs såkaldte "monopolsystemer".

Udover det seneste udbud af det kommunale ydelsessystem, udpeger Kombit senere i denne måned vinderne af yderligere to ud bud - KSD (Kommunernes Sygedagpengesystem) og SAPA (Sagsoverblik og Partskontakt).

Tilsammen løber de tre udbud op i tæt ved en milliard kroner.

Store besparelser

Henrik Brix fortæller, at Kombit forventer, at kommunerne kan spare op mod en fjerdedel af udgifterne alene til indkøb af nye systemer.

Dertil kommer de besparelser og effektiviseringer, som de nye og mere tidssvarende systemer giver i kommunernes daglige arbejde.

"Kombit forventer en direkte besparelse på 25 procent på de direkte it-omkostninger. Derudover forventer vi, at de nye systemer giver besparelser på arbejdsgangene. Jeg tror, at de besparelser, som ligger der, er større end besparelser på de rene it-omkostninger," siger Henrik Brix.

Udover de tre nye systemer har regeringen og kommunerne aftalt at overføre en række opgaver til det nystartede Udbetaling Danmark.

Her bliver der også udbudt nye it-systemer, som KMD hidtil har haft monopol på.

Det første udbud af et system til styring af barselsdagpenge blev afgjort i december, hvor NNIT løb af med sejren.

Desuden vil Kombit senere i år udbyde en stribe nye it-systemer til administration af ejendomsoplysninger og beregning af den kommunale beskatning på området.

Læs også:

Banker KMD af banen på monopolsystem: EG får kommunal kæmpe-ordre

It-firmaer satser millioner på kommunalt kæmpeudbud

Annonceindlæg fra DE-CIX

Enhver strategi for applikationsmodernisering bør tage netværket med fra start

Modernisering af ældre on-premise-applikationer til cloud-løsninger er en topprioritet for virksomheder globalt.

Navnenyt fra it-Danmark

IT Confidence A/S har pr. 1. oktober 2025 ansat Johan Léfelius som it-konsulent. Han skal især beskæftige sig med med support, drift og vedligeholdelse af kunders it-miljøer samt udvikling af sikre og stabile løsninger. Han kommer fra en stilling som kundeservicemedarbejder hos Telia Company Danmark A/S. Han er uddannet (under uddannelse) som datatekniker med speciale i infrastruktur. Han har tidligere beskæftiget sig med kundeservice, salg og teknisk support. Nyt job

Johan Léfelius

IT Confidence A/S

Adeno K/S har pr. 22. september 2025 ansat Steen Riis-Petersen som ServiceNow Expert. Han kommer fra en stilling som Senior Manager hos Devoteam A/S. Nyt job
Netip A/S har pr. 1. november 2025 ansat Nikolaj Vesterbrandt som Datateknikerelev ved netIP's afdeling i Rødekro. Han er uddannet IT-supporter ved Aabenraa Kommune og videreuddanner sig nu til Datatekniker. Nyt job