Jeg har en indrømmelse. Da jeg var teenager, brød jeg loven, og jeg brød den ofte.
Napster var lige kommet. Det var fremtiden. Gratis musik i endeløse baner. Udvalget var gigantisk, og det var kun et klik væk.
Det var næsten for godt til at være sandt. Og ja, det var rent faktisk for godt til at være sandt. For det var naturligvis kun gratis, fordi vi stjal det.
Akkurat som det er tilfældet på moderne pirat-tjenester som Popcorn Time.
Jeg var en pirat-hykler
Dengang var jeg en lille nærig pirat-hykler. For inderst inde vidste jeg godt, at det var forkert, men alligevel havde jeg masser af undskyldninger for mig selv, og jeg havde kun hån til overs for Lars Ulrichs kamp for musikernes rettigheder og for AntiPiratGruppen, der lovede, at de ville sagsøge os alle langt ind i helvede.
For de havde jo ikke forstået, hvordan den nye digitale verden hang sammen:
Nettet var nyt, og her var alt frit. Alt var gratis, og musikerne skulle jo nok få deres penge igen. For selvom jeg hentede musik gratis på nettet, så lovede jeg højt og helligt, at jeg jo stadigvæk ville købe musikken og komme til koncerterne.
Well, måske ikke lige nu, men når jeg fik råd.
Indtil da skulle rettighedshaverne bare være glade for, at vi gad lytte til deres musik.
"Det er jeres egen skyld"
Jeg hørte mig selv og andre sige ting som: "Det er jo rettighedshavernes egen skyld. Det er bare, fordi de ikke forstår internettet" og "Hvis bare udvalget var bedre, så ville jeg jo gerne betale".
På moderne dansk har vi et ord for denne type argumenter: Victim blaming.
Ingen af argumenterne var gangbare dengang. Og de er slet ikke gangbare i dag, hvor en ny generation af pirater forlyster sig med gratis film på Popcorn Time.
For modsat i starten af 90'erne, er udvalget af lovligt digitalt indhold på nettet blevet historisk stort.
Vi har Netflix, HBO, Viaplay, Spotify og mange andre tilbud. Men alligevel hører vi de samme undskyldninger. "Jamen, hvis bare udvalget var lidt bedre, og hvis bare prisen var lidt lavere".
Ikke en rigtig forbrydelse
Det skyldes måske, at mange folk ikke betragter det som en rigtig forbrydelse. Det er lidt som at gå over for rødt. Det er måske forkert, men ingen tager jo sådan for alvor skade af det.
Den holdning er let at indtage, når det ikke er ens eget arbejde, der forsvinder, og når det ikke er ens egen løncheck, der skrumper.
I dag overraskes jeg, når jeg indimellem ser danske og udenlandske journalister bekymringsfrit omtale pirat-tjenesterne, som var de at sammenligne med fuldt lovlige tjenester.
Ironien er ikke til at overse. For paradoksalt nok er der få faggrupper, der selv går så meget op i ophavsret som vi journalister.
Lad os for en stund forestille os, at det var os journalister og vores arbejdergivere i den danske mediebranche, der pludselig systematisk fik indhold stjålet på fildelingstjenester.
Der skal ikke meget fantasi til forestille sig ramaskriget i medierne, og de ophedede diskussioner i Presselogen på TV2 News.
Information wants to be free
Når piraten løber tør for undskylninger, forfalder han eller hun ofte til lettere højpandede ideologiske argumenter.
"Information wants to be free," siger de. Bevares. Der er uden tvivl nogen, der oprigtigt mener det, og de skal være mere end velkomne til at dele deres eget indhold frit.
Men når jeg hører den type argumenter, hører jeg, som oftest ikke andet end en bekvem undskyldning for at stjæle andre folks arbejde.
Så kære bruger Popcorn Time-bruger. Du er næppe en frihedskæmper. Du er formodentligt bare en nærig pirat-hykler.
Akkurat som jeg selv var engang.
