Billeder: Kim Stensdal.

På besøg hos Googles udviklingsafdeling i Aarhus: Fra Chrome og V8 til det nye danske projekt

Reportage: Googles danske udviklingsafdeling har sat et solidt stempel på it-gigantens produkter med Chrome-browseren og V8-motoren. Vi har besøgt afdelingen i Aarhus for at få hele historien - og for at høre om fremtidsplanerne.

Reportage: Der er ikke meget, der afslører Googles tilstedeværelse, da vi ankommer til Åbogade i Aarhus N, en spytklat fra it-byen Katrinebjerg.

Men den er god nok. På anden sal i den grå bygning, der huser en stribe forskellige virksomheder, holder Googles danske udviklingsafdeling til.

I entréen finder vi da også Google-logoet i danske farver og med Danmark, som det ser ud fra oven - eksempelvis på Google Maps.

Her møder Computerworld lederen af afdelingen, 37-årige Kasper Lund, der for ni år siden var med til at etablere Google i Aarhus sammen med Lars Bak.

"De første par år, vi arbejdede her, fortalte vi ikke nogen, hvad vi lavede. Vi holdt kortene tæt på kroppen og fokuserede på bare at få lavet noget," fortæller Kasper Lund.

Da først det danske projekt blev offentliggjort, var ingen dog længere i tvivl om Aarhus-afdelingens eksistens.

Det var nemlig Chrome-browseren og især den virtuelle V8-maskine, der er kernen i browseren, der blev udviklet i Aarhus. I dag er Chrome verdens mest udbredte browser.

Internationalt team i Aarhus
Kasper Lund beskriver det team på 30 medarbejdere, der i dag driver den danske udviklingsafdeling:

"Vi har en rigtig god blanding af folk. Næsten halvdelen er fra lokalområdet og uddannet lige på den anden side af gaden, men det er også lykkedes os at tiltrække en masse folk fra de øvrige dele af Europa og fra Rusland og USA."

"Noget af det, der gør, at vi har haft mulighed for det, er, at det er et meget specialiseret kontor. Vi er kendt for at lave programmeringssprog og virtuelle maskiner. Folk, der er dygtige til det og interesserede i området, ved godt, at det er her, man kan lave den slags. Det gør det lettere at tiltrække folk."

Læs også: Kul under kode-kedlerne: Her udvikler TDC alle dine apps og streaming-løsninger

Kasper Lund husker, hvordan det i starten var noget sværere at skaffe de helt rette folk til kontoret på grund af al hemmelighedskræmmeriet om Chrome-projektet.

"Da Chrome blev lanceret som produkt, og vi offentliggjorde, at vi havde bidraget med V8 JavaScript-motoren, så ændrede det sig. Så var det straks nemmere at finde folk, der passede ind."

Kasper Lund er selv uddannet datalog fra Aarhus Universitet og er, som han selv siger, også glad for, at Google-kontoret ligger i Aarhus.

"Jeg har arbejdet sammen med Lars Bak i 15 år og også før Google - og det, vi har lavet tidligere, har været inden for samme område," fortæller han og tilføjer, at det aldrig har været Googles mål at have en afdeling i Aarhus, men at derimod et mål at have en bestemt type udviklere samlet ét sted.

Idéen om et nyt sprog fører til Dart
Chrome blev lanceret i 2008, og selvom browseren stadig spiller en vis rolle i Aarhus-afdelingen, så har tingene udviklet sig hen ad vejen.

"Efter vi fik Chrome på gaden, brugte vi lidt tid på at gøre V8 bedre, men vi kunne også se, at der var nogle begrænsninger i, hvad vi kunne gøre med V8 og JavaScript som teknologi. Så opstod tanken om at gøre noget, der var endnu bedre og at tilbyde folk et nyt programmeringssprog," fortæller Kasper Lund.

Resultatet af de tanker blev programmeringssproget Dart, som Google første gang præsenterede for omverdenen på en dansk udviklerkonference i Aarhus i 2011.

"Formålet med Dart var, at vi gerne ville gøre folk mere produktive og give dem mulighed for at udvikle bedre applikationer."

Læs også: På besøg i Saxo Bank: 800 internationale it-folk og benhård projektstyring

"Vi så internt i firmaet, at når man kigger på de meget store web-applikationer fra Google - Gmail eller kalendersystemet - så var det relativt store udviklerteams, der sad og arbejdede på det, og det var mere på trods af den teknologi, de arbejdede med - ikke på grund af den - at de gjorde fremskridt," forklarer Kasper Lund.

"Så vi satte os for at udvikle et system, der ville gøre store udviklingsteams mere effektive."

"Vi kom på at lave et nyt programmeringssprog, der har nogle nye egenskaber - blandt andet at der er noget mere struktur på programmerne."

"Det vil sige, at hvis to programmører sidder uafhængigt af hinanden og udvikler noget, er der en meget større chance for, at de to ting kan passe sammen. Det er sværere at spænde ben for hinanden, fordi der er noget mere påkrævet struktur."

"Der er også mere dokumentation indbygget i systemet, så det er nemmere for folk at beskrive intentionerne med det, de har lavet. Det skal ikke være noget, der ligger implicit mellem linjerne, og som man så skal prøve at regne ud," lyder beskrivelsen af Dart-missionen fra Kasper Lund.

Her er Dart i dag
Kasper Lund forklarer, at dokumentation og struktur især er afgørende, når man har mange folk, der arbejder sammen om store udviklingsprojekter. Derfor har Dart i dag også fået en afgørende rolle internt i Google:

"Internt i firmaet er der mange af de afdelinger, der laver rigtig store web-apps, der begynder at bruge Dart, fordi det gør dem mere effektive."

I forhold til de eksterne udviklere, har Dart dog haft en noget sværere fødsel, selvom interessen blandt udviklerne generelt har været stor.

"Det er svært at få folk til at tage nye ting til sig. Det er svært at starte op med et nyt programmeringssprog, fordi man ofte skal omskrive meget af det, man havde i forvejen. Derfor passer vi rigtig godt ind der, hvor folk i forvejen har haft lyst til at omskrive deres app og nu er klar til det."

Det lyder som om, at Dart mest er rettet mod jeres interne udviklere?

"Det er der, vi har bedst fat i øjeblikket i forhold til at forstå, hvad der virker godt. Det er lidt sværere med eksterne udviklere, hvor feedback er lidt mere løs af natur. Men der er også rigtig mange, der bruger Dart eksternt, og som vi heldigvis aldrig hører fra."

"Vi har også en tro på, at de ting, der fungerer godt for store teams af Google-udviklere, også fungerer godt for store teams eksternt," lyder det fra Kasper Lund.

Fra Aarhus til USA
Var det Googles hovedkontor, der kom til jer og sagde, at man havde brug for et programmeringssprog - eller var det jer, der bød ind med det?

"Google er et firma, der ikke er specielt topstyret på teknologifronten. Jeg synes, at en af de rigtig gode ting er, at de folk, der leder Google, alle er folk med en meget stærk teknologisk baggrund. Det gennemsyrer hele firmaet."

"Det er ikke fordi, de ikke har visionerne for, hvad der skal ske på den tekniske side, men der er rigtig stor plads til, at tingene kommer fra de grupper, der sidder rundt omkring."

Læs også: Kul under kode-kedlerne: Her udvikler TDC alle dine apps og streaming-løsninger

"Dart er også opstået lokalt her, hvor vi har set et behov - og så foregår der selvfølgelig et vist salgsarbejde, når man laver sådan et projekt og tager til Mountain View i USA og fortæller om mulighederne i det."

Kasper Lund har selv en chef i USA, som han rapporterer ind til, mens han så selv står i spidsen for teamet i Aarhus.

"Google har en relativ flad struktur, så det betyder, at vi bestemt også er til møde med topledelsen i ny og næ, og som er interesseret i at se, hvad for noget teknologi, der bliver udviklet rundt omkring."

Fremtidsplanerne for Dart
I har været i gang i ni år med Chrome, V8 og nu Dart. Hvordan har den mobile transformation, der har fundet sted i de år, påvirket jeres arbejde?

"Vi startede Dart tidligt i den proces fra, at det primært var til web, til at tingene i dag næsten er primært mobil. I virkeligheden er sandheden dog nok et eller andet sted midt imellem, for der foregår rigtig meget på webben stadigvæk."

"Men interessen for at bruge Dart i mobile sammenhænge er bestemt stigende. Det giver rigtig gode muligheder for os, fordi mange af de ting, vi har udviklet til web, kan bruges til at gøre folk mere effektive til at programmere til mobilapps. Det ser vi bestemt som en stor del af vores fremtid."

"Det er den transformation, vi er i gang med nu: At sørge for, at den teknologi, vi har, ikke bare er god til at at lave mobilapps, men er fantastisk til det. Det er et spørgsmål om at sikre, at fundamentet for at bygge mobilapps oven på Dart er solidt hele vejen."

Dart har efterhånden nogle år på bagen, men "Projekt nyt programmeringssprog" er slet ikke i mål endnu.

Internet of things giver nye muligheder for Dart
Kasper Lund fortæller at en anden ny tendens, der påvirker arbejdet i Aarhus-afdelingen, er de nye indlejrede systemer og hele bølgen med internet of things.

"Internet of things er et stort begreb, der dækker over rigtig mange ting - blandt andet over, at man har en masse små devices med funktionalitet, der virker smart og intelligent rundt omkring i hjem, industrier og byer og så videre."

"Det er et område, hvor der er en relativt lille udvikler-skare, der typisk er højt betalt. Og det er rigtig svært at komme i gang for små startups med de indlejrede systemer."

"Der ser vi nogle muligheder for Dart, der kan gå i retning af at gøre det nemmere at programmere og for at lave et system, der er mere åbent og tilgængeligt for folk. Det er næste trin."

"Det tiltaler mig personligt rigtig meget at forsøge at lave udviklingsplatforme meget nemmere at have med at gøre."

Stadig større krav til udviklere
Er det generelt blevet lettere eller sværere at være udvikler over de seneste 10 år med mobile, cloud og nu internet of things som nogle af de store tendenser?

"På nogle områder er det blevet sværere, men jeg tror også, at det er, fordi ambitionsniveauet er steget så meget."

"Da jeg for efterhånden for mange år siden startede med at programmere, var jeg temmelig stolt, hvis jeg kunne lave et lille tekstbaseret spil, hvor computeren spurgte mig, om jeg ville gå til højre eller venstre, og jeg så kunne taste mit svar ind."

"I dag er der jo ikke nogen, der udvikler sådan noget, for det skal også se fantastisk flot ud, være 60 frames per sekund og perfekt animeret, før det er imponerende."

"Jeg tror, at det er er blevet meget lettere at lave det helt enkle, men fordi ambitionsniveauet er steget meget, er der store krav til, at vi også skal være gode designere og grafikere."

"Forventningsniveauet er steget rigtig meget. Det er en god ting, for det betyder, at udviklere kan udvikle apps, der er kvalitetsmæssigt helt i orden. Tålmodigheden med ting, der ikke virker, er blevet meget mindre."

Strømpesokker på kontoret
Hvordan er det at være leder af en afdeling som denne, hvor kreativitet og innovation må spille en vis rolle?

"I vores fag er produktiviteten hos folk, der er motiverede og engagerede for det, de laver, ikke bare lidt højere, men utroligt meget højere."

"Folk er måske 10 gange så produktive, hvis de er engagerede og synes, at det, de laver, er spændende. Så en stor del af opgaven her er af tilpasse den tekniske retning og sørge for, at vi laver de rigtige ting, men også at sørge for, at folk forstår, hvorfor vi laver det, vi gør, og dermed er engagerede."

Jeg kan ikke undgå at bemærke, at jeres sko står ude i entréen - og du har også kun strømpesokker på. Hvor bevidst er det?

"Jeg er ikke specielt begejstret for sko," griner Kasper Lund.

"Det starter nok med, hvordan de første af os heroppe godt kunne lide det. Vi valgte også meget tidligt, at det var lidt farligt at have sukker og slik inden for rækkevidde. Så vi valgte, at vi ville have et kontor, der var sukkerfrit. Det har vi også kørt videre med."

"Engang imellem ændrer vi lidt på tingene, for det er ikke sikkert, at de ting, der fungerer godt med fire personer, også fungerer godt med 30. Men der er stadig den basale fornemmelse af, at det er et startup-kontor, hvor alle kender alle, og alle arbejder sammen, og tonen og faconen er, som det nu bliver i en lille sammentømret flok.

"Der er dog meget lidt af det, der er super bevidst. Folk er velkomne til at tage deres sko på."

Stadig plads til nye folk i Aarhus - hvis det er de rette
Er de 30 personer, I er nu, også det antal, I skal være fremover?

"Det er et godt spørgsmål. Jeg synes faktisk, at det er et rimeligt passende niveau, som det er i øjeblikket."

"Det betyder, at vi kan løse nogle relativt store opgaver og løfte nogle store ting, og det er stadig ikke så mange personer, at vi er nødt til at fokusere på flere forskellige teknologier eller projekter. Hvis man er et kontor med 100 mand, er det ofte nødvendigt."

"Men vi har det da stadig sådan, at når de rigtige folk kommer og ringer på døren, så er vi interesseret - og det er også den måde, vi har fået de ansatte på, som vi har i dag."

"Men selvom vi måske ikke gør det helt store ved team-størrelsen, er jeg sikker på, at den teknologi, vi arbejder på, kommer til at flytte sig. Vi kender nogle af byggestenene og nogle af tendenserne i markedet - men det er svært at sige, præcis hvor det ender."

"Det er i virkeligheden også det, jeg godt kan lide; at det ikke er så nemt at forudsige, hvor det ender."



Flere reportager fra danske udviklingsafdelinger:

Kul under kode-kedlerne: Her udvikler TDC alle dine apps og streaming-løsninger

På besøg i Saxo Bank: 800 internationale it-folk og benhård projektstyring



Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne
Indlæser debat...

Computerworld
Live fra Retten i Glostrup (afsluttet): Retten vurderer: Må Computerworld fortsætte liveblog eller ej?
Live fra Retten i Glostrup: Vi er tilbage i retten til Atea-sagens tredjesidste dag inden jul. Følg med i sagen her live og hør om, hvorvidt en rejse til USA var ren ferie på skatteydernes penge eller ej.
CIO
Efter masser af luksusbilag i Atea-bestikkelsesretssagen: Tiltalte it-topfolk fastholder uskyld - vil frifindes
Efter 18 retsdage med timelange afhøringer af de tiltalte og tonsvis af bilag står sagen stadig åben. "Hvis der er kommet noget frem her under sagen, så er det noget, der taler for vores påstand om frifindelse," mener forsvarer Michael Skjødt.
Comon
Ny topmobilprocessor afsløret: Her er de fire ting, du skal vide om Snapdragon 845
Qualcomm har præsenteret sin Snapdragon 845-chipsæt, som vil være at finde i mange af næste års bedste Android-telefoner. Her er alt, hvad du skal vide om chippen
Job & Karriere
Dansk it-virksomhed indførte fire-dages arbejdsuge: I dag er sygefraværet rekord-lavt og direktøren har tabt sig 13 kilo
Interview: Great Place To Work kategori-vinderen IIH Nordic har indført en fire-dages arbejdsuge og taget et opgør med forstyrrende storrums-kontorer og en frustrerende mailkultur. I dag er medarbejderne gladere end nogensinde før.
White paper
Mobility - her er de aktuelle udfordringer
Hvad med sikkerheden? Mobility-bølgen fejer igennem danske virksomheder, og der er masser af muligheder og faldgruber. Sikkerheden halter, men det kan der gøres noget ved. Produceret af Computerworld.dk i oktober 2014.