Jeg er vild med Doctor Who. Jeg har været fan af Batman siden... for evigt. Jeg var flad af grin til Lego-filmen. Ja, jeg på det nærmeste ELSKER Lego.
Alligevel var jeg sådan lidt på vippen omkring det nye Lego-spil med undertitlen Dimensions.
Lego Dimensions er et computerspil og så lidt til. Foruden den (fornøjelige) underholdning formidlet via Playstation, Xbox eller Wii U skal man nemlig også bevare overblikket over en Lego-plade med figurer, som kobles til konsollen via USB-kabel. Lego-pladen skal man selv bygge via en af de velkendte step-by-step-guides, der toner frem på skærmen indledningsvis.
Det var faktisk en positiv overraskelse; at blive mødt af en samling klodser, der kunne fremmane en Stargate-agtig portal, og, for en kort stund, var jeg revet tilbage til mit børneværelse, hvor der blev samlet alt fra piratskibe over ridderborge videre til rumfærger. Nogle efter anvisning fra manualer, andre fra fri og krøllet fantasi.
Min begejstring fortsatte, da selve spillet tog fart; indenfor den første time havde Orlando Bloom (Legolas), Elizabeth Banks (LEGO The Movie), Peter Capaldi (Doctor Who), Dan Castellanata (Homer Simpsons) og Michael J. Fox (Marty McFly) ladet deres velkendte stemmer lyde igennem spillets afsindigt velproducerede små filmklip.
Det er en super oplevelse at kunne genkende helte og hovedpersoner fra film og tv-serier fra de seneste 20 år, og gør det kun sjovere, når man hopper fra Lego-verden til verden.
Skurken i spillet, Lord Vortech (Gary Oldman), har stjålet en dims, der kan true hele universet, så selvfølgelig skal han stoppes. For at spillet ikke bliver alt for kort og kedeligt, er han assisteret af skurkene fra de mange medregnede universer. The Joker, Saruman, Bane, GLaDOS, Gollum og alle de andre gør storartede entréer undervejs.
Spillets narrativ er bygget op omkring den fysiske LEGO-portal; heltene hopper herind og sendes til nye verdener fyldt med opgaver, monstre og bosser. Hvad enten det er Ninjago, Doctor Who eller Batmans hjemmebane, man gæster, virker plot, stemning og soundtrack tro mod kildematerialet og burde please alle fan-grupperinger, selvom der indrømmet er mange.
Netop de mange fangrupper, som skal pleases, er en af mine anker ved Lego Dimensions; man kommer måske lige en snas for vidt omkring. Jeg har svært ved at se, hvilken demografi der synes, at alle verdener og figurer er lige interessante. Selv hvinede jeg begejstret, da Batman ville fange fugleskræmslet fra Troldmanden fra Oz, da han jo deler navn med superskurken fra flagermusens eget univers, men jeg var larmende uinteresseret i Ninjago- og/eller Legends of Chima-universerne.
Jeg kan ikke forestille mig, at der er et ret stort overlap imellem folk, der har VHS-maskinen stående fremme, så man kan nyde Marty McFly i sin grynede storhedstid, og så dem der har reolerne fyldt med Ninjago-figurer.
Myriaden af figurer, man kan spille, er både forfriskende, forvirrende og foruroligende, for selvom det er sjovt at høre den karikerede Batman hyggesnakke med Gandalf, imens Wyldstyle kommenterer på Batmobilens look, så ville jeg da helt vildt gerne høre, hvadDoctor Who ville sige til Doc Brown eller Shaggy fra Scooby-Doo.
Det kan også snildt lade sig gøre, det forudsætter bare, at jeg foruden Startpakken til 799 kroner supplerer med indtil flere pakker af 129-199 kroner. Pludselig er det altså et halvpebret underholdningsprodukt, man har med at gøre.
Det er da smart, at forældre kan forkæle deres poder med både Lego og gode spil til hjemmets konsol, og at bedsteforældre, onkler og tanter har oplagte gave-idéer for de næste par sæsoner, men er man så småt vokset fra de hårde pakker under juletræet, er det pludselig en god slump penge, man skal finde frem i budgettet for at få pleaset alle dele af sit fan-skab.
Lego har uden tvivl kigget Skylanders og Disney Infinity over skulderen i den nye kreative forretningsmodel, men har skruet godt op for alle knapperne, så man er langt over et par tusinde kroner, hvis man vil hele spillet igennem.
Og det er synd, for Dimensions er solid underholdning efter klassiske legospil-principper; det hele ses skråt bagfra og undervejs i banerne skal der nedkæmpes fjender, trykkes på knapper og løses overkommelige hovedbrud. Det er velpoleret, sjovt og bare all-around godt spildesign. Lego-spillene har længe bejlet til Marios trone som regent over de børnevenlige spil, og Lego Dimensions gør intet andet end at sætte streg under, hvem der er kronprinsen i dét regnskab.
Det, der trækker fra i oplevelsen, er, at man konstant mindes om, hvordan spillet havde været lige lidt sjovere, havde man punget ud for flere udvidelsespakker. Fordelt med rund hånd gennem de mange baner er der områder spærret af med den ene eller anden slags forhindring og et stort pop-up skilt, der gør opmærksom på, at her kan kun Superman, Marty McFly eller Scooby Doo komme ind, og de koster altså mere end Lego-klodser.
Det er synd, for det bryder med det fantastiske flow i banerne, og minder i stedet om, at spillet kunne have været SÅ meget mere, hvis der bare var blevet tænkt i sjov og ballade snarere end i kroner og ører.
Læs også: Anmeldelse: Vanvid og dødsræs i den postapokalyptiske Mad Max-verden