Når snakken falder på gys og gru, er det svært at komme uden om Resident Evil. Capcoms ikoniske horror-spilserie fra midt halvfemserne mere eller mindre opfandt genren med afsæt i Alone in the Dark et par år tidligere. Nok kom det i en fjollet b-films-indpakning, men gruen og chok-effekterne var ægte. Ja, mange en kaffekop er blevet spildt over Resident Evil.
Det oprindelige Resident Evil fra 1996 blev starten på et mangeårigt forløb med det ene gruopvækkende spil efter det andet, kulminerende med Resident Evil 0 i 2003, der var det sidste af den gamle Resident Evil-skole, der med fireren to år senere gik i helt nye retninger.
Resident Evil 0 var en skelsættende udgivelse, det sidste af en svunden form for gys, hvor der var tid til at mærke uhyggen. Ikke som i dag, hvor chok-effekterne nærmest står i kø for at overrumple hinanden, vel vidende at det er det, der giver clicks på YouTube.
Ikke desto mindre har Capcom vurderet, er der er plads i markedet til et gensyn med Resident Evil 0, selvfølgelig nøje dikteret af sidste års Resident Evil-genudgivelse, der blev en bragende kommerciel succes, men ikke desto mindre var et vovet forsøg. Om Resident Evil 0 kan gøre originalen kunsten efter er tvivlsomt, for med nulleren er tale om et mere middelmådigt spil.
Men lad os først kaste et blik på, hvad vi konkret har med at gøre her. Capcom har løftet ResidentEvil 0 op til moderne standarder, både hvad angår opløsning, opdateringsfrekvens og onlinefunktionalitet, men ellers fremstår spillet mestendels uændret.
De meget detaljerede baggrundsbilleder og figurer klarer sig flot, selv efter moderne standarder, et resultat af den statiske kameraføring. Controller-understøttelse er også kommet med, komplet med klassisk tank-styring for nørderne, ligesom man selv kan vælge, om billedet skal skæres til i 16:9-format eller holdes i den oprindelige 4:3-størrelse. Teknisk kompetent nyudgivelse uden en finger at sætte på.
Modsat det oprindelige Resident Evil, der på mange måder er en tidløs klassiker, mærker man metaltrætheden i Resident Evil 0, eller rettere sagt de ændringer, Capcom måtte foretage for ikke at lægge serien præmaturt i graven i starten af det nye årtusinde.
Nulleren eksperimenterer mindre vellykket med den klassiske formular, blandt andet ved at introducere to samtidige hovedpersoner frem for en. I praksis styrer man to figurer på en og samme tid, og i Resident Evils klaustrofobiske omgivelser kombineret med den tunge styring giver det hurtigt anledning til frustration. Så støder man ind i hinanden, pludselig løber den inaktive figur i en fælde eller brænder for megen ammunition af, og det er kritisk i et spil, hvor ressourcerne er knappe.
Samtidig insisterer Capcom på, at figurerne død og pine skal samarbejde for at nå i mål, hvorfor man tvinges til at sende opsamlede nøgler og andre genstande frem og tilbage mellem hinanden i et kluntet interface, man aldrig rigtig bliver fortrolig med.
Når det er sagt, er den ikke helt gal med Resident Evil 0. Det velkendte gameplay, hvor farer lurer om hvert et hjørne, og ressourcerne (ammunition, helende urter mm.) må udnyttes til fulde for at overleve, er spot-on. Hvert et skud, hver en forplejning, tæller, fornemmer man, og de første par forsøg skal nok ende galt, indtil man lærer spillets layout og rutiner at kende.
Derudover er Resident Evil 0 et oprigtig uhyggeligt spil, et resultat af spilmekanik såvel som æstetik, og i virkeligheden langt mere uhyggeligt end nyere indslag i serien, der har mere Michael Bay end George Romero over sig. Om man kan lide det ene eller det andet, er selvfølgelig en smagssag, men underkende kan man ikke, at Resident Evil, underforstået den gamle skole, var meget skummel.