Artikel top billede

Her udvikler Atea innovative løsninger: "Vi har været nødt til afskedige folk, fordi de hang fast i deres erfaring og antagelser fra fortiden"

Interview: Danmark lider ikke af mangel på teknologi, men af en mangel på visionære teknologiske løsninger, mener Natasha Friis Saxberg, direktør for Ateas nye Future Growth Lab. Hun anbefaler, at man ikke giver udviklings-afdeling mange penge. "Putter du for mange penge i denne type projekter mister man en del af det pres, der kendetegner startup-virksomheder," siger hun.

Danmark lider ikke af mangel på teknologi. Vi lider af en mangel på visionære teknologiske løsninger.

Det mener Natasha Friis Saxberg, der er direktør for Future Growth Lab - et nyt innovations-initiativ, som den nordiske it-koncern Atea satte i søen sidste år. 

For det gælder for Atea - ligesom det gælder for Danmark - at den fremtidige vækst ikke alene bygger på teknologiske fremskridt. Nej, den bygger på evnen til at omsætte teknologi til nye og visionære løsninger.

Og det er netop, hvad Natasha Friis Saxberg forsøger at skabe med Future Growth, der nu har knap 12 måneder på bagen.

Atea Future Growth ligger på Papirøen i København tæt på designskolen, tæt på havnen og lige ved siden af Copenhagen Street Food, der hver sommer tiltrækker tusindvis af turister og unge københavnere, som ankommer på cykler eller skibe.

Og netop skibe er den metafor, som Natasha Friis Saxberg bruger, når hun skal beskrive Future Growth Labs arbejde.

"Ateas kerneforretning er det store tankskib, mens vi er speedbåden, der hurtigt kan sejle til havs og afsøge nye områder og bagefter vende tilbage tilbage til moderskibet med nyt input," forklarer hun.

Men hvorfor har Future Growth til huse her i stedet for hos moderskibet i Ballerup, hvor Ateas kerneforretning hører hjemme? 

"Det er min erfaring, at det er nødvendigt at have en fysisk distance til hovedkontoret. For jo tættere du er på kerneforretningen, jo mere tilbøjelig er du til at lægge dig op ad virksomhedens mål om at skabe organisk vækst og inkrementelle forandringer. Men vi er - som vores navn antyder - sat i verden for at skabe den fremtidige vækst ved at udvikle helt nye og innovative løsninger," forklarer Natasha Friis Saxberg. 

Del af en trend

Denne tankegang er en del af en ny trend, og Atea Future Growth er en del af en bølge af nye innovationsinitiativer, som vi i øjeblikket ser blive iværksat af store danske og udenlandske corporate virksomheder

I den seneste tid har vi eksempelvis set rengøringskoncernen ISS lancere innovations-initiativet "ISS Corporate Garage", mens den danske medicinalvirksomhed Leo Pharma har investeret 500 millioner kroner i et nyt såkaldt innovation lab.

Virksomhederne er ofte drevet af et ønske om at tilegne sige noget af den kreativitet og agilitet, som vi normalt forbinder med iværksætter-virksomheder, der ofte er i stand til at afprøve nye ideer og teknologier i en hastighed, hvor store corporate virksomheder sjældent kan følge med.

Læs også: Her er Danske Banks særlige udviklingsafdeling: Tag med på besøg i "Project X"

Atea skal have et skud startup

Natasha Friis Saxberg har 10 års erfaring i startup-miljøet, hvor hun har stiftet social-media-virksomheden Gignal og mentor-netværket Mentory.

Derudover har hun 10 års erfaring i corporate-verdenen, hvor hun har arbejdet med it-løsninger hos blandt andet DSB og GE Capital. 

Natasha Friis Saxberg forklarer, at det er de to erfaringsverdner, hun nu forsøger at smelte sammen hos Atea. 

Her forsøger hun kort sagt at give den nordiske it-gigant et skud startup-ånd. 

Future Growth har til huse i et kontorfællesskab i en nedlagt fabriksbygningen, og når du træder ind i de rå lokaler, fornemmer du straks startup-ånden. 

I følge Natasha Friis Saxberg har det været en del af ambitionen at skabe en pioneer-ånd og samtidig sikre, at omgivelserne ikke bliver alt for magelige .

"Vi vil gerne have, at der opstår en følelse af sult, og den opnår du bare ikke på samme måde i et 'corporate miljø'," siger hun. 

Derfor opererer Future Growth-initiativet ifølge Natasha Friis Saxberg også med et relativt lavt budget, selvom Atea i Danmark omsætter for mere end seks milliarder årligt. 

Det kan være fristende for virksomheder at afsætte store budgetter til denne type iniativer, men det advarer Natasha Friis Saxberg mod.

"Vores lave budget er et aktivt valg. Putter du for mange penge i denne type projekter 'up front', tror jeg, du mister en del af det pres, der ofte kendetegner startup-virksomheder, hvor en del af dynamikken kommer af, at du er begrænset på både økonomiske ressourcer og tid," siger hun.

Det afspejler sig ifølge Natasha Friis Saxberg også i de profiler, Atea rekrutterer til Future Growth Labs

Skal være 'newbies'

Her er nysgerrighed og kreativitet vigtigere end erfaring. 

Sætninger som "Det har jeg prøvet før. Det kan ikke lade sig gøre" er bandlyst, fortæller hun. 

"Vi er alle newbies, og det skal vi fortsætte med at være. Hvis du skal lave noget helt nyt, kan du ikke bruge erfaring til en skid. Tværtimod har jeg oplevet, at vi har været nødt til afskedige folk, fordi de hang fast i deres erfaring og antagelser fra fortiden," siger hun.

Læs også: Tim Vangs mirakel-kur: Er denne succes-opskrift fra Google lige det, som vi alle har brug for?

Arbejder med IoT-løsninger

Future Growth arbejder især med løsninger, der bygger på IoT-teknologi. 

Natasha Friis Saxberg kan ikke røbe, præcis hvad der bliver arbejdet på i øjeblikket, men hun fortæller, at initiativet især har fokus på nye it-løsninger, der kan forbedre behandlingerne og patient-oplevelser i sundhedssektoren. 

Men hun forklarer, at det altid er brugeroplevelsen og løsningen, der er i centrum. Ikke teknologien. 

"Vi kigger ikke på teknologi først. Teknologien er aldrig i centrum hos os, og derfor vil vi aldrig gå ud og sige, at 'nu skal vi lave noget med virtual reality'. I stedet kigger vi på, hvilke industrier der er klar til en digital transformation, og hvordan vi kan levere nogle nye og bedre løsninger til den industri," siger hun.

Læs også: Kendt designer og iværksætter røber hemmeligheden: Her er opskriften på det perfekte tech-produkt

Inspiration fra Philips

Future Growth-initiativet er i høj grad formet af Natasha Friis Saxberg selv. Atea hyrede hende i 2015 som konsulent, der skulle skabe en ny digital strategi. 

Men Ateas administrerende direktør Morten Felding, der har en baggrund hos Philips, ønskede med inspiration fra den hollandske elektronik-gigant at skabe en innovations-enhed, der kan afsøge nye forretningsområder og teste nye ideer. 

"Atea skal som mange andre virksomheder levere vækst på den korte bane, og når man har det fokus, kan det være svært samtidig at agere langsigtet. Så kort sagt handler det om, at vi ikke blot ønsker at skabe organisk vækst, men vi skal skabe nye profitpuljer, som kan skabe vækst for Atea og i sidste ende vores kunder på den lange bane," fortæller Natasha Friis Saxberg. 

Atea fremstår som en meget salgsdrevet virksomhed, og her er det meget let at måle sin egen succes. Hvordan måler I jeres succes? 

"Jeg har nogle helt faste KPI'er, hvor jeg skal levere to såkaldte profitpools på mellem 100 millioner kroner og en milliard kroner om året."

"Det vil sige, at jeg skal udarbejde to koncepter, der adresserer et forretningsområde, der ikke bliver løftet i dag, men har en potentiel omsætning på mellem 100 millioner kroner og en milliard kroner, men hvor timingen inden for teknologi og brugernes behov er klar til, at vi kan levere en ny service, hvis vi anvender vores værktøjskasse inden for teknologi." 

Hun forklarer, at det er et helt afgørende succeskriterium, at Future Growth er i stand til at identificere forretningsområder og koncepter, der endnu ikke er på radaren inde på hovedkontoret i Ballerup. 

"Folk fra kerneforretningen spørger tit, hvad de skal gøre, hvis de sidder og arbejder på noget, som vi også arbejder med. Her er mit svar altid, at hvis de gør det, skyldes det, at vi ikke har gjort vores arbejde godt nok, og så skal de bare løbe med ideen. For os er det et succeskriterium, at vi skal udforske nyt terræn. Vi bliver derfor nødt til at at levere helt nye løsninger, som ikke kan skabes på en workshop eller en kreativ fredag". 

Men den rigtige succes for jer opstår vel først den dag, I rent faktisk har skabt en løsning, der har opnået den omsætning

"Ja, jeg bliver først rigtig glad, når vi i samarbejde med kerneforretningen kan levere profit pools, som rammer vores kunder. Men der er mange succeskriterier, der skal lykkedes på tværs af organisationen for at nå i mål med corporate innovation," siger Natasha Friis Saxberg. 

Ud over at skabe fremtidig vækst, skal innovations-enhederne også fungere som en fortrop for resten af virksomheden, der kan holde hovedforretningen orienteret om nye tendenser og nye trusler. 

"Desuden er der naturligvis også et aspekt, der hedder branding. Det er vigtig for virksomheder at sende et signal til kunder og medarbejdere om, at fremtiden er vigtig for os," siger hun.

Mange menneskers fordom om den type initiativer er vel også, at det netop kun handler om branding. Er det tilfældet hos jer?

Nej, det er det ikke kun. Det primære formål er at blive klogere på, hvordan vi kan leve i fremtiden, og den afledte effekt er så branding. Tag for eksempel MobilePay. Det handler naturligvis om forretning for Danske Bank, men det er også fremragende branding, der har gjort enormt meget for Danske Banks image. Det er en værdi, der er værd at tage med. Jeg tror også, at MobilePay er en del af forklaringen på den positive udvikling, som Danske Banks aktier har set," siger hun.

Læs også: Lær af verdens mest succesrige virksomheder: Succes afhænger af din evne til at tænke som en designer