Artikel top billede

Foto: Kim Stensdal. (Foto: Kim Stensdal)

Ekspert er ikke i tvivl: Det er nødvendigt at indføre helt nye KPI’er i virksomhederne

Interview: Mange virksomheder er nødt til at indføre helt nye KPI'er, der skal bruges til at måle og styre den digitale indsats. Gartners toprådgiver Peter Søndergaard forklarer, hvorfor det er nødvendigt - og hvordan du kommer i gang.

De fleste virksomheder forsøger i disse år at udnytte de mange forretningsmæssige muligheder, der opstår i takt med, at digitaliseringen skrider frem. Men måden, mange virksomheder måler fremskridt og værdiskabelse på, er ikke tidssvarende.

Det er derfor nødvendigt at supplere de traditionelle KPI’er - key performance indicators - med en stribe helt nye digitale KPI’er.

Sådan lyder budskabet Peter Søndergaard, der er executive vice president i Gartner.

“Virksomheden skal beslutte, hvad der er vigtigt for virksomhedens digitale strategi, hvordan man gerne vil positionere sig, og hvad der skal ske med forskellige kundesegmenter. Og så skal man finde de KPI’er, der definerer, om man er på vej i den retning,” siger Peter Søndergaard.

Læs første del af interviewet: Du skal træffe et afgørende valg: Vil du underlægge dig de store it-giganter eller bekrige dem?

Du skal tage de digitale platforme seriøst

Han forklarer til Computerworld, at behovet for nye digitale KPI’er vokser i takt med, at de digitale platforme bliver stadig mere afgørende. De traditionelle KPI’er er nemlig ikke velegnede til at måle og styre den digitale indsats.

“Det er i dag muligt at positionere et produkt ikke kun på hylderne i et supermarked, men også at positionere produktet mere bredt digitalt. Dermed kan man skabe en ny vision omkring brandet og også repositionere brandet mere aktivt blandt forskellige kundesegmenter,” siger Peter Søndergaard.

“Hvis man ikke gør det, er der den risiko, at produktet på eksempelvis Amazon bliver placeret som værende blot ét produkt i en kategori-søgning.”

“Hvis man ikke er er meget påpasselig med, hvordan man positionerer ens brand digitalt, kan det have katastrofal effekt på salget af det brand.”

Men hvordan måler man så positioneringen af et brand digitalt? Det er det centrale spørgsmål, mener Peter Søndergaard fra Gartner. Han løfter lidt af sløret for svaret:

“Det handler om sociale medier, ens egen website-platform og også ens web-presence-strategi. Hvordan positionerer man produkter, og hvilke produkter positionerer man på eksempelvis Amazon.”

De digitale udfordrere

Peter Søndergaard forklarer, at der er en hel række smarte, moderne firmaer, som nu begynder at konkurrere med etablerede brands ud fra udelukkende at have et produkt, der sælges online. Gartner-analytikeren nævner som et eksempel jeans-markedet:

“Her kan man udvikle et produkt, der positionerer sig mod et meget snævert markedssegment. Når folk så laver søgninger online, kommer produktet op først i forhold til eksempelvis Levi’s.”

“Derfor sker der rent produktudviklingsmæssigt nu det, at store brands begynder at udvikle produkter, der udelukkende eksisterer online, hvilket gør, at man ikke mister markedsandele.”

Peter Søndergaard forklarer, hvad der kan ske, hvis man ikke tager truslen seriøst:

“Problemstillingen er, at eksempelvis Amazon jo i princippet meget snart kunne lancere sine egne produkter, som så kommer først op på en søgning. Derfor er det ekstremt vigtigt, hvordan man som virksomhed er positioneret over for Amazon.”

“Man skal måle, hvor godt man udfører ens strategi, og det er et anderledes sæt af KPI’er end traditionel positionering i et supermarked.”

Læs også: Her er syv konkrete teknologier der kan disrupte din virksomhed

Eksempler på digitale KPI’er

Det er dog ikke kun virksomheder, der har produkter i supermarkederne og nu også i den digitale verden, der skal arbejde med nye KPI’er. Bankerne er en anden type virksomheder, der skal indføre nye KPI’er, vurderer Peter Søndergaard.

“Det er vigtigt at se på alle de digitale kanaler og også på, hvordan man er positioneret i forhold til forskellige kundesegmenter. Hvordan ser kundesegmenterne eksempelvis på banken?”

“De digitale KPI’er går blandt andet på, hvordan man flytter segmenter af kunder fra en fysisk interaktion over imod en digital interaktion. Der er nogle banker, der eksempelvis har en ambition om, at man vil flytte en million kunder fra en kanal over til en anden digital kanal. Det er en digital KPI.”

“Det er ikke nødvendigvis noget, man traditionelt ville måle ledelsesgruppen på. Men KPI’erne bruger man til at gøre ledelsesgruppen ansvarlig for, at strategien bliver udført. Hvis man ikke gør det, fokuserer ledelsesgruppen på de mere traditionelle KPI’er.”

“En KPI kan også være, hvordan virksomheden er positioneret i forhold til at tiltrække de rigtige folk.”

Peter Søndergaard tilføjer, at de nye KPI’er er noget, der skal vedtages og bakkes op om i det øverste ledelseslag:

“Det er ikke noget, der skal klares af it-organisationen - det er i toppen af virksomheden, at det skal ske.”

Læs også:

Verdens største it-analysefirma advarer: Blockchain er over-hypet – lad dig ikke rive med

Her er syv konkrete teknologier der kan disrupte din virksomhed

Skyhøje forventninger til it-chefen og it-organisationen: Her har I ansvaret for at sikre virksomhedens succes

Du skal træffe et afgørende valg: Vil du underlægge dig de store it-giganter eller bekrige dem?