Denne gang gik det helt galt: Google overspillede totalt sin hånd over for Joy Mogensen og Folketinget

Computerworld mener: Kulturministeren og Folketingets partier ville mødes med en beslutningstager fra Google. Spørgsmålet er om det overhovedet muligt i Danmark. For mange internationale tech-virksomheder bliver mere og mere lukkede i takt med at omsætningen vokser.

Artikel top billede

Computerworld mener: Egentligt ville kulturminister Joy Mogensen (S) og en række af Folketingets kulturordførere bare have en beslutningstager fra Google at tale med - sandsynligvis om YouTubes betaling af danske kunstnere og om blokeringen af en børne-tv app fra DR, som du kan læse mere om her.

Men så sendte Google ”en dygtig kommunikationsmedarbejder”. Og ja, det er et ordret citat fra ministerens meget læseværdige interview med Filmmagasinet Ekko.

I interviewet kan du blandt andet også læse at: "Google er en fuldstændigt uigennemsigtig og uigennemtrængelig organisation, der styres af nogle algoritmer og mennesker, som beslutningstagere ikke kan komme i kontakt med."

Av!

Men det er sandt. Og ikke kun hos Google.

Med 15 års erfaring inden for tech-journalistik er det min klare opfattelse, at lukketheden hos it-giganterne kun er blevet mere og mere komplet i takt med, at deres enorme formuer er vokset.

Selvfølgelig stiller de op, når der er gode historier, som de kan kontrollere og som går deres vej.

Hurrahistorier om arbejdspladser til Danmark og livsstilsinterviews om diversitet og lederskab er altid velkomne.

Spørgsmål om beskatning, udnyttelse af monopollignende forhold og påvirkningen af vores samfund er der ingen, som har lyst til at svare på.

Stiller ikke op til interview

Af samme grund har du de seneste par år, i forbindelse med vores årlige Image-analyse, ikke kunne læse interview med Google Danmarks direktør, Malou Aamund, i Computerworld.

Senest i marts 2020 var det den danske kommunikationschef Jesper Vangkilde, der afviste et interview med ordene: ”Al respekt for jeres undersøgelse, men I må køre uden os.”

Det kan du læse mere om her: Googles stærke image har fået store ridser i lakken hos de danske brugere.

Tak, det gør vi så.

På overfladen er der ellers tale om succeshistorie, hvor Google kom ind på en flot samlet femteplads ud af de analyserede 50 it-virksomheder.

Men når det kommer til troværdighed og sympati, kunne det blot blive til en 24. plads - og helt galt går det, når det kommer til tilgængelighed, hvor Google må finde sig i en sølle 38. plads.

Kulturministeren har med andre ord blot oplevet det, som journalister og it-professionelle har vidst i årevis: Googles og de fleste andre helt store it-giganters ledelse er ikke tilgængelige, medmindre den røde løber er rullet ud, og man bliver klappet ind.

I stedet kan man få en mail - som oftest ikke er til citat.

Det er skidt for demokratiet. For de store tech-firmaer fylder meget i både erhvervslivet, i samfundet og i politik.

Men det er desværre godt PR-arbejde og står på side ét i håndbogen: Holder man mund eller sender sine PR-folk i byen med lidt USA-godkendte citater, bærer man ikke brænde til bålet, og historien dør efter en dag eller to.

Denne gang overspillede Google sin hånd

Men denne gang overspillede Google sin hånd.

Og Joy Mogensen fik overladt en bold, som blot skulle trilles ind i målet via en række meget direkte citater i Filmmagasinet Ekko.

Joy Mogensens mål er dybest set Googles selvmål.

Men sandheden er, at Google nok ikke kunne gøre andet.

For spørgsmålene, som Joy Mogensen og kulturordførerne ville stille om værdier og internationale musikaftaler, er efter alt at dømme over den lokale direktørs lønramme og placering i det globale hieraki.

Det gælder ikke kun Google men også mange andre internationale it-firmaer, som arbejder i Danmark: Licenser, aftaler, priser, standardkontrakter, GDPR-responsen og politikken bliver bestemt et andet sted – oftest i USA.

Forklare og forhale - ikke forhandle

De lokale kontorer kan derfor kun forklare og forhale, når der bliver stillet kritiske spørgsmål. Forhandle kan de sjældent.

Derfor sendte de heller ikke chefen, da Folketinget spurgte. Men denne gang gik det galt.

Joy Mogensen skal derfor have tak for at råbe op og udstille den lukkethed, som de store tech-firmaer desværre i stigende grad betjener sig af.

Men der er ingen nemme løsninger herfra.

For tech-firmaerne bidrager til vores økonomi, de skaber job, de sidder med i brancheforeningerne, i offentlige bestyrelser og de forsyner os med ny konkurrencedygtig teknologi.

Det, og deres dygtige lobbyindsats, har indtil videre givet dem et delvist fripas fra de svære diskussioner.

Men den tid er forhåbentligt slut i takt med, at flere politikere kræver svar - og forventer at firmaerne optræder med den åbenhed, som der kan forventes af store samfundsaktører.

Spørgsmålet er, om der er nogen i Danmark, som har mandatet til at svare på dem.

Læs også: Google skal stå skoleret over for kulturministeren: Skal forklare censur af dansk indhold

Læses lige nu

    Annonceindlæg fra Barco

    Sådan er teknologi og design med til at skabe vellykkede hybridmøder

    Måden vi mødes på har ændret sig. Så hvorfor ser vores mødelokaler stadig ens ud?

    Navnenyt fra it-Danmark

    Trafikstyrelsen har pr. 1. maj 2026 ansat Nihad Hodzic som IT og Digitaliseringschef. Han skal især beskæftige sig med med IT-projekter og digital transformation, herunder især det strategiske løft af Trafikstyrelsens digitale niveau. Han kommer fra en stilling som Kontorchef hos Udviklings og Forenklingsstyrelsen. Han er uddannet i statskundskab og har en lederuddannelse fra MIT Sloan, samt en igangværende Master i IT-Ledelse. Han har tidligere beskæftiget sig med IT-udvikling og større projekter på momsområdet, hvor han har ledet et projekt- og udviklingskontor. Nyt job

    Nihad Hodzic

    Trafikstyrelsen

    Steen Marquard,  Jabra, er pr. 15. juni 2026 udnævnt som Regional President for Norden og UK. Han er uddannet HD(O). Han beskæftiger sig med I sin nye rolle får Steen ansvar for at videreudvikle salget af virksomhedens professionelle lyd- og videoløsninger, samt styrke samarbejdet med channel teams og partnere på tværs af regionen. Udnævnelse
    IFS Danmark A/S har pr. 2. marts 2026 ansat Marlene Gudman som HR Business Partner. Hun skal især beskæftige sig med HR i Danmark og Norden og lede udvalgte internationale HR-projekter. Hun kommer fra en stilling som Nordic Lead HR Business Partner hos Salesforce. Hun har tidligere beskæftiget sig med international HR med fokus på udvikling af og udfordringer i HR ud fra et forretningsperspektiv. Nyt job

    Marlene Gudman

    IFS Danmark A/S

    Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Jeppe Spanggaard, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med Digitalisering med Microsoft-platformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Nyt job

    Jeppe Spanggaard

    Pinksky ApS