Man behøver ikke at bruge særligt mange minutter med Psychonauts 2, før det bliver ganske tydeligt at her er tale om et spil som få andre.
Faktisk vil det primært være de der oplevede forløberen hele vejen tilbage i 2005 der vil kunne finde hoved og hale i det hele, medmindre man som nybegynder tager sig tiden til at se den intro der kort fortæller baggrundshistorien for det hele.
Og der er en del at holde styr på, for tematisk er Psychonauts 2 et af de mest unikke eventyr man kan give sig i kast med.
I støvlerne på drengen Razputin, der i det første eventyr var stukket af hjemmefra for at tage på sommerskole for børn med særlige psykiske evner, tager man denne gang kontrollen over en hovedperson, der til at starte med tror, han er godt på vej til at blive international psykisk agent.
Til trods for at han i første ombæring hjalp med at redde verden, har det dog kun ført til, at han nu er blevet optaget på det psykiske akademi på lige fod med en masse andre håbefulde kadetter.
Hvis det alt sammen allerede her lyder en smule kringlet, er det ikke helt ved siden af, for Psychonauts 2 sprudler af skæve ideer, originale verdner og et fabelagtigt karatergalleri af snørklede personligheder vakt til live med velskrevet og livsgivende dialog.
Faktisk er det hele stykket så godt sammen at eventyret helt gnidningsfrit formår at binde det normale sammen med det virkelig skæve, så man ikke når at undre sig når man eksempelvis sendes på hemmelig mission inde i nogens hjerne.
Blandt de talenter der læres på det psykiske akademi, er det nemlig ikke kun at kunne antænde ting på afstand eller flytte objekter med tankens kraft der gør sig gældende, men også evnen til at kunne åbne op for en dør ind til en anden persons hjerne.
Det er her udviklerens kreativitet virkelig har fået friløb, og hver ny hjerne er en verden formet af personlige træk, skavanker, lidelser og glædesmomenter.
Hvordan alle disse følelser og øjeblikke er blevet kanaliseret ned i spilform, ville være synd af afsløre her da det så absolut er af at højdepunkterne ved Psychonauts 2, men det fungerer aldeles glimrende og er en fornøjelse at udforske hver gang.
Spilmekanisk er her tale om at action eventyr der byder på både platforms-hopperi og kamp, men også her er der blevet sørget for at det hele tematisk passer sammen.
Fjenderne udgøres for eksempel ofte af negative følelser som fortrydelse, tvivl og panikanfald der her er blevet udformet som fjender af forskellige størrelser, og som alle skal klares med en kombination af de forskellige evner som man har til rådighed.
De der tidligere hjalp Razputin vil umiddelbart føle sig hjemme med de evner man starter ud med, men heldigvis for alle er der blevet fyldt på med masser af nye muligheder, der er blevet brugt til også at sammensætte mere diverse verdner og opgaver end tidligere.
En af de sjoveste af disse nye evner er muligheden for at kunne kæde tankestrenge sammen hos den person hvis hjerne man har infiltreret, for på Inception-lignende vis at influere dem til at søge nye retninger i livet.
Med alle de skæve, løjerlige og originale ideer der udgør Psychonauts 2, kunne man have frygtet at mange ville blive hægtet af fordi det hele bliver for outreret, men det er her udviklerens store erfaring viser sig.
Double Fine der siden dets grundlæggelse har koncentreret sig om originale udgivelser i et bredt spektrum af forskellige genrer, blev for kort tid siden opkøbt af Microsoft og gjort til et af gigantens interne studier, og måske er det roen opnået gennem dette, der har gjort at man denne gange har haft tiden til at færdiggøre og afpudse de mange gode ideer.
Psychonauts 2 formår nemlig bedre end i tidligere udgivelser fra Double Fine at binde alle de gode ideer sammen med velkendte mekanikker, på en måde som gør at alle kan være med.
Det betyder at det hele føles bedre at spille, at historien hænger bedre sammen, at dialogen og personlighederne er sjovere og skarpere end nogensinde før og til slut at dette er et eventyr som mange flere skylder sig selv at give en chance.
