En af de mest succesfulde beslutninger Sony tog med målet for PlayStation 4, var at satse kræfterne på konsolunikke blockbusters, der på få sekunder skulle kunne vise hvorfor deres konsol var den der skulle stå under fladskærmen derhjemme. Spil som God of War, Spider-Man og The Last of Us solgte hver især millioner af konsoller, og alligevel var det Horizon: Zero Dawn som for mange viste sig at være den største og måske bedste overraskelse.
Guerilla Games havde tidligere slået deres navn fast med Killzone-serien, men Zero Dawn introducerede en helt ny og original verden, et actioneventyr i tredjeperson og en heltinde som få andre før hende.
Med stor overbevisning, præsenterede udvikleren en levende fremtidshistorie hvor robot-dinosaurer var den dominerende race, mens menneskelige stammesamfund kæmpede for overlevelse i en verden der hvor få ting var som man kendte dem. Selv hovedpersonen (Aloy) var lidt af en afstikker, der efter at være snublet over et stykke glemt teknologi, begyndte at sætte brikkerne sammen og naturligvis endte som den eneste der var i stand til at stoppe den forestående dommedag.
Det var alt sammen friskt, modigt og solidt sat sammen og Zero Dawn blev på alle kanter og leder en vaskeægte hit. Derfor er det måske heller ikke så underligt at efterfølgeren både historie- og spilmæssigt fortsætter hvor det første spil stoppede.
Trods den bombastiske afslutning på det første spil, er problemerne naturligvis flere end nogensinde før ved starten på efterfølgeren, og lige så forudsigeligt er det naturligvis også at Aloy er den eneste der kan se dem – sådan næsten da. Det kammeratskab der blev grundlaget for de bedste historiesekvenser i det første spil, anerkendes og udbygges nemlig også i efterfølgeren. Dog har Aloy udviklet sig til lidt af irriterende enspænder der øjensynligt ønsker at gøre tingene sværere for sig selv end de nødvendigvis havde behøvet at være.
Spilmæssigt er regelsættet fra det første spil blevet brugt igen, trods at det hele denne gang naturligvis er blevet udvidet. Derfor går der heller ikke lang tid før man kastes ud i en åben verden, hvorfra man med stor frihed selv vælger i hvilken rækkefølge man vil give sig i kast med de mange opgaver.
Og lad det være sagt med det samme at man ikke kommer til at kede sig grundet manglende indhold, for ikke kun har alle de personligheder man møder på sin vej en opgave de gerne vil have Aloy til at løse, verdenen selv byder også på så mange gemte genstande og hemmeligheder at der altid er noget at give sig i kast med.
Meget indhold er dog ikke nødvendigvis det samme som masser af underholdning, og som man også har oplevet det i andre spil der har forsøgt sig med en åben verden, er det langt fra alle missionerne her som har mere at byde på end en lille opgradering eller anden visuel bonus.
Forbidden West er også fantastisk vild med at smide ting efter dig som skal samles op, for at fodre det crafting system som lader dig lave nyt ammunition eller opgradere nogle af de rustninger og våben som skal til for at komme videre. At skulle bukke sig efter hver enkelt blomst, flintesten eller metallisk dingenot bliver dog trættende oplevelse, og man kunne ønske at det i stedet var blevet automatiseret så man ikke hele tiden blev hevet ud af oplevelsen.
Det kan måske lyde underligt at finde problemer i så lille en ting, men Forbidden Wests største udfordring er faktisk at udvikleren af uransagelige årsager ikke har taget sig tiden til at fikse alle de små skavanker, og i stedet synes nærmest udelukkende at have satset kræfterne andetsteds.
Derfor oplever undertegnede kameraproblemer der gjorde det umuligt at se hvad der skete, situationer hvor hovedpersonen sad fast i verdenen og figurer, samt effekter som pludseligt forsvandt. Animationen af Aloy selv er også overraskende stiv fra tid til anden, og så er det skuffende at opleve hvordan Guerilla stadig ikke har været i stand til at fintune kontrollen bedre end i det første spil, hvilket betyder at man ofte tvinges til en voldsom gang finger-mikado for at aktivere specifikke funktioner.
Ingen af disse småproblemer ændrer ved at Horizon: Forbidden West er en imponerende oplevelse der særligt visuelt er sat godt sammen. Men fordi forløberen var så imponerende da det udkom, er det svært ikke at være en smule ærgerlig over at der ikke er blevet brugt flere kræfter på at findpudse skavankerne og tilføje mere originalitet til det hele.
Var man fan af det første eventyr og har man blot ventet på mere, er der ikke nogen vej uden om Horizon: Forbidden West og trods det kunne have været bedre, forsætter Sony ufortrødent med at imponere med sine blockbusters.
