Glædelig jul!
Mon ikke de fleste af os har brugt ChatGPT eller andre AI’er til at hjælpe os her i juledagene med opskrifter, forklaringer, planer, ønsker og meget andet?
Samtidig har de store AI-leverandører så også sørget for, at vi fik en masse nye versioner, features og muligheder op til jul.
Gemini fik en Pro-model forrige søndag (fordi ChatGPT har haft det i et stykke tid), og det var også den dag, at min ChatGPT skiftede til 5.2. Geminis billedgenerator Nano Banana var nærmest en sensation for et par uger siden, og nu har OpenAI så frigivet en billed-generator, der kan det samme.
Når jeg kigger tilbage på mine blog-indlæg på aiblottillyst.blogspot.com kan jeg se, at jeg i april i år var vildt begejstret for fremkomsten af o3, som nærmest føltes som noget, der nærmede sig AGI (det dér ubeskrivelige, og derfor stærkt ønskværdige, fantasi-fantom-drømme-billede af en almægtig AI).
Selv for IT-nørder sker der virkelig meget hele tiden, og det sker i store spring.
Min hemmelige måde at følge med i udviklingen
Hvordan skal man følge med? Hvordan skal man se på hele udviklingen?
Ved et tilfælde faldt jeg i ChatGPT’s tidlige dage over Ethan Mollick, en amerikansk universitetsmand, der “fangede” det revolutionerende i teknologien og begyndte at bruge den i sin undervisning på to amerikanske universiteter næsten øjeblikkeligt.
I stedet for at forbyde det, som så mange andre har forsøgt og forsøger, stillede han sig i spidsen for en parade, der allerede var i gang, og FORLANGTE, at hans studerende brugte ChatGPT, når de skulle løse opgaver.
Han forlangte til gengæld, at de dokumenterede deres prompts og beviste – hvis de ville have topkarakterer – at de havde fået den til at gøre ting og sager, som andre troede var umulige. Smart.
Som vi skal se længere nede i denne klumme, så er der sket meget med prompts siden da, og der er sket uendeligt meget med hensyn til vores evner til at bruge AI’erne bedre og smartere.
Det er også værd at nævne den “usynlige” revolution, der har været mht. AI’ernes evne til at tolke vore intentioner og give os det vi ønsker. ChatGPT5 var et kæmpe fremskridt, 5.1 ligeså og 5.2 er MEGET bedre til at vælge den rette model til at løse en opgave. Det er meget tæt på, at jeg dropper min anbefaling om altid at sætte modellen til “Thinking”, hvis man skal lave seriøse ting. Og det gode råd har jeg nok givet folk i en måned nu 🙂.
Tilbage til Ethan Mollick: Han har været god til at sætte ord på udviklingen siden 30. november 2022, og jeg kan kun opfordre alle til at følge ham. Han skriver en ny artikel ca. hver anden måned, og han plejer at give én et virkeligt godt overblik og idé om, hvad der er på vej.
Den takkede kant - det vi kan, og det vi mangler
I hans seneste indlæg taler han igen om “den takkede kant” (the jagged edge) for at beskrive det interessante paradoks, at AI’erne er bedre end os til mange ting og dårligere end os til helt specifikke ting. De har eksempelvis altid været virkeligt dårlige til at håndtere regneark og til at lave powerpoints.
Det med regneark blev specifikt adresseret af OpenAI forleden, da de frigav 5.2 og både ChatGPT, Claude og Gemini kan nu pludselig lave powerpoints.
Der er også ting, de stadig ikke kan, men som Mollick skriver: “Der arbejds med sikkerhed på dette i adskillige AI-laboratorier lige nu”. Læs hans seneste artikel her: The Shape of AI: Jaggedness, Bottlenecks and Salients.
Mine superkræfter svinder…
De seneste par måneder har jeg i mine korte introkurser koncentreret mig om at give folk tre “superkræfter”:
Vælg den rette model, metaprompting og optagelse/transskription af tale/møder/samtaler/interviews.
Det kan jeg koncentrere mig om, fordi alle, der kommer på kurset, har en masse erfaring med at bruge ChatGPT i forvejen. Nu skal de bare lære at bruge den professionelt.
Men jeg har i de sidste par dage indset, at jeg skal lave nogle ændringer i kursusindholdet…
For det første: I ChatGPT 5.1 gjorde det en kæmpe forskel at vælge “Thinking” i stedet for selv at lade den vælge model. Jeg har løst langt over 90% af de problemer folk havde ved at bede dem skifte til “Thinking” og sende den samme prompt afsted igen.
Men 5.2 ser ud til at være MEGET bedre til at vælge den rigtige model, så den superkraft er måske ved at være forældet.
Den smarte prompt er lige blevet smartere
For det andet: Metaprompting er virkelig en superkraft, som giver selv nybegyndere en meget stærkere prompt, end selv garvede AI-brugere ville kunne.
Jeg skrev første gang om teknikken 10. november 2024: her, men forleden faldt jeg over en fyr ved navn Dylan, der havde lavet en virkelig smart tilføjelse til teknikken, nemlig at bede AI’en om at bruge de senest kendte prompting-teknikker per dags dato. Godt tænkt, og det giver markant bedre resultater.
Jeg har skrevet lidt om det her. Og for de avancerede eller nysgerrige læsere er her en beskrivelse af en udvidet anvendelse af teknikken.
Den tredje superkraft, nemlig at bruge tale, samtaler og interviews som en datakilde til alt muligt, holder stadig.
God nyhed: Templates kan måske håndteres nu
Én ting, der virkelig kan give problemer, er udfyldelse af templates. Det ender næsten altid med, at man selv manuelt kopierer AI-genereret tekst ind i templaten.
Jeg har set nogle få gode eksempler på, at det kunne lade sig gøre, men generelt set har jeg haft det anbragt i samme kasse som håndtering af regneark og powerpoints: Alt for besværligt.
Well, man skal holde tungen lige i munden, når man ser denne Youtube-video, men løsningen er smart.
Manden bag videoen hedder Dylan, taler hurtigt og præcist og bruger Claude til at “trække” al kode ud fra en template og gemme denne kode i en “mappe”, der så kan være grundlaget for et “project” i enten ChatGPT eller Claude.
Det gør, at man i fremtiden kan tage sin tekst ind i projektet og bede AI’en om at anvende/udfylde den pågældende template.
Der anvendes som regel ikke så mange forskellige templates i en virksomhed, så det burde kunne laves på få timer eller en dags tid, hvis man koncentrerer sig.
Det kan sagtens tænkes, at vi om få måneder bare kan få AI’erne til at håndtere templates uden videre, men det her er den første brugbare løsning på problemet jeg er stødt på.
Apropos den berømte Claude Code, som alle siger er virkelig god til at skrive kode: En af mine venner - Robert - har fortalt mig, at når ChatGPT ikke giver ham dét han ønsker, så beder han - hold nu fast - ChatGPT om at skrive kode til Claude, der kan. Så går han over i Claude og kører den kode 🙂.
Dylan har lavet en del gode videoer. Jeg faldt også over denne: Lær af dine fejl og gem lærdommen i et Project: The AI Prompting Habit That Saves Me 10+ Hours a Week - YouTube
Tip: Dylan gør også opmærksom på de såkaldte “prompt improvers”, som både ChatGPT og Claude har stillet til rådighed for alle. Så hælder man sin prompt ind i den og ud kommer en forbedret prompt. Nyttigt og smart.
AI-firmaer - er det ved at være tid?
For en del år siden gik det op for mig, at et AI-firma (det var ren science fiction, fordi det var før ChatGPT kom frem) ikke var et firma med menneskelige ansatte, der solgte AI-produkter, men derimod et firma med én eller meget få ansatte og en masse AI-assistenter.
Nu er fremtiden så ankommet og en bindegal gut i USA har sat sig for at lave sådan et firma.
Det kan man følge i hans podcast “Shell game”: her. Jeg har kun hørt et par episoder indtil videre, men det er meget interessant at høre de samtaler han fører med sine AI-assistenter.
Er det skrevet af en AI?
Lige fra tidernes morgen (30. november 2022) har man været besat af tanken om at afsløre, om noget er skrevet af en AI.
Skoler og universiteter har især brugt tid, penge og kræfter på det. Det har fra starten været en håbløs opgave, men hvis man ikke vil favne og udnytte en ny teknologi (som Ethan Mollick klogt valgte at gøre), så er det vel sådan det må være: En kamp mod vindmøller.
Allerede få måneder efter ChatGPT’s fremkomst var der GPT’er, der kunne “menneskeliggøre” AI-tekster (nøgleordet, hvis I skal søge på det, er “humanizer”).
En kollega gjorde mig også opmærksom på forleden, at mange tankestreger i tekster typisk er en god indikator af, at en AI har skrevet det. Måske også udbredt anvendelse af kolon.
Men man kan jo bare bede AI’en skrive teksten lidt om, eller bruge Claude til at omskrive det, så det ligner ens sædvanlige skrivestil (det skrev jeg om i en tidligere AI-klumme her). Sværere er det jo ikke. Og det leder mig til dette interessante citat jeg så forleden:
“Problemet med AI-detektorer er, at de bogstaveligt talt bare sidestiller enhver “kompleks” skrivning med AI-genereret tekst. Anti-intellektualisme bliver vores undergang.”
Meget enig. For hver tøhø-historie om en studerende, der blev afsløret i at bruge AI er der mange flere historier om studerende, der bliver anklaget af deres lærer for at have brugt AI, men såmænd bare har skrevet noget klogt på en klog måde uden at bruge AI.
Vis din karriere som et opdagelseskort
Google’s Nano Banana Pro er virkelig god til billeder og grafik. Jeg faldt over dette vidunderlige trick på Reddit:
Gå ind i LinkedIn. Find jeres “offer”. Vælg “More” eller “Mere”, vælg “Save to PDF” og gem filen. Den indeholder alt det personen selv har skrevet på LinkedIn i et pænt “CV-format”.
Vedhæft så filen i Gemini, slå “Lav billede” til i værktøjslinjen, vælg “Thinking” og skriv:
“Lav venligst et sjovt karrierekort (vist som en infographic) over dette CV med opdagelsesrejse som tema, og inkluder relevante allusioner og metaforer, der forbinder CV’et med temaet, så karrierekortet fremstår sammenhængende. Husk at skrive al tekst tydeligt og letlæseligt.”
Den kommer så med en fin punkt-vis beskrivelse af (i dette tilfælde) min ven Sten Vesterlis karriere baseret på LinkedIn-filen, og så skriver man noget a la "Vis det som en infographic” og voila!
Bemærk, at jeg beder den bruge temaet “opdagelsesrejse”. Personligt gik jeg kold, da jeg skulle finde på et tema, men ChatGPT kom mig til hjælp:
1. Jernbanerejse / tognet
2. Opdagelsesrejse
3. Kontroltårn & luftfart
4. By / infrastruktur-økosystem
5. Værktøjskasse / maskinrum
6. Orkester / symfoni
7. Skakbræt
8. Have / landskab
9. Sørejse / navigation
10. Kort over et teknologisk landskab
Nå, men der er jo mange andre ting man kan få Nano Banana til:
“Make a landmark map of the city of Helsinki with 3D landmarks. Put names on the landmarks.”
“Generate a diagram of the various stages of betta splendens courtship and mating.”
Det var dét! Nu må I tilbage til julehyggen, og så tales vi ved om en uge 🙂.
Skulle I have nogle kommentarer eller tips og tricks, modtages det med glæde på mogensxy@gmail.com. Glædelig jul.