Det er måske lidt hypernostalgisk at konstatere det, men i ”gamle dage” handlede internettet om ubegrænset adgang til viden og fællesskab blandet med sjov og ballade.
I sin første bog ”Forstyrret – En nekrolog over internettet” påpeger Mikkel Boris dog, hvordan internettet har ændret karakter og påvirker både vores samfund, vaner og trivsel negativt.
Med udgangspunkt i sine egne erfaringer (han er født i 1991) undersøger forfatteren, hvad der egentlig skete, da internettet udviklede sig fra at være en fri, kreativ og legende platform til at blive en kommerciel, forstyrrende og udmattende infrastruktur.
Forfatteren er cand.mag. i litteraturvidenskab og tidligere journalist, men har med egne ord solgt ud for at arbejde som konsulent i techbranchen.
Mikkel Boris er ifølge forlagets beskrivelse en ganske gennemsnitlig internetbruger.
Hans fortælling handler blandt andet om ham hans egen opvækst på nettet med alt fra Mujaffa-spil og MSN-chats med pigerne i parallelklassen til voksenlivets doomscrolling og SEO-arbejde for algoritmer.
Pointen er, at bogen er skrevet som et essay, hvor Mikkel Boris kobler sine personlige erfaringer med en kritisk samtidsanalyse.
Et centralt omdrejningspunkt er den såkaldte ”techlash 2.0”, som er en aktuel bølge af skepsis over for teknologi, som ikke længere blot handler om dataetik og demokrati, men om trivsel, koncentrationstab og oplevet meningsløshed.
Ifølge Mikkel Boris har internettet mistet sin kulturelle relevans, ja faktisk påstår han, at internettet rent kulturelt er dødt.
I stedet er nettet i dag et livløst shoppingcenter designet til at fastholde opmærksomhed og generere profit frem for at stimulere tænkning eller fællesskab. Og det er på mange måder svært at være uenig med den analyse.
Undervejs i Forstyrret inddrager Mikkel Boris både store mængder af humor og kulturkritiske tænkere i det, der ikke er et decideret opgør med teknologi, men som forlaget beskriver det:
”Et rasende rant om distraherende notifikationer, tabt koncentrationsevne og det selvhad, der følger, når man scroller uden egentlig at have lyst.”
At man endda stadig kan læse den slags i noget så vidunderligt gammeldags som en fysisk bog er måske et tegn på, at techlash 2.0 også kan være et første skridt tilbage mod et bedre internet. Håbet er lysegrønt.