Klokken 8 sidder jeg som regel foran min computer derhjemme.
Jeg er selvstændig erhvervsdrivende, så hvis ikke jeg er på farten, sidder jeg derhjemme ved siden af pejsen og arbejder. Til tider flotter jeg mig og tager ind på et kontor på Christianshavn.
Uanset lokation er AI en stor del af mit arbejde. Både i udførelse, test og tanke. Sådan en almindelig dag uden foredrag i kalenderen bruger jeg foran computeren: svarer på mails, skriver klummer som denne, analyserer kommende tech-tendenser, kigger på salg og køb af aktier og er endda begyndt at “kode” mig til websider og tjenester.
Det kan også være, jeg redigerer en kommende episode af en af mine podcasts eller måske slet og ret surfer rundt for at lede efter spændende indhold, jeg kan fortælle om på min LinkedIn-profil.
Det grundlæggende i alle mine arbejdsopgaver, som jeg lige har ridset op her, er AI. Jeg har AI på min side næsten konstant. Det er til at komme med forslag til den rette prisstruktur på en opgave, det rette ordvalg i en mail, vibe coding af websider, analyser af tech-tendenser eller aktier, lydredigering af podcasts eller blot produktion af indhold til kanaler som YouTube, LinkedIn, podcasts, klummer eller andet. Eksempelvis er denne klumme reelt set kørt igennem AI på et tidspunkt i processen.
Burde jeg skamme mig over det? Er det at hoppe over, hvor gærdet er lavest? Muligvis.
Men hvorfor arbejde dumt, når jeg kan arbejde smart, siger jeg til mig selv. Både som en form for undskyldning og som forklaring på et stigende problem.
AI-skammen. For den tager til, jo mere AI kan gøre for os.
En todelt fælles skam
AI-skammen er en underlig størrelse. Mest fordi arbejdsmarkedet – og udviklingen generelt – taler for, at AI er en del af pakken. Vi bør og skal bruge det. Men samtidig giver vores egen opfattelse af “snyd” og “misbrug af andres evner” en mislyd til problemstillingen.
Reelt set er skammen todelt. Der er den skam, vi selv oplever, når vi bruger AI til at “snyde” os til arbejdet. Når ChatGPT og Copilot skriver vores mails, laver vores rapporter eller genererer de billeder, vi bruger. Den del kunne meget vel stamme fra undervisningsverdenen, hvor det, mere berettiget, bliver set som snyd, når man hopper over mellemregningen og i stedet blot leverer svaret.
Den anden del er modtagelsen – og skammen fra modtageren. At nogen ser os som én, der bruger AI til at udføre arbejdet. Det er mere begrebet “udskamning”. Enten fordi vi bruger AI til noget arbejde, som andre kunne have fået penge for at udføre, eller fordi vi igen udstiller os selv som “et dovent menneske”.
Begge er legitime følelser, og begge bør lægges i graven med det samme.
De tavse cyborgs
Årsagen til, at vi ser det som snyd, er, at vi sætter lighedstegn mellem værdi af arbejde og de timer, vi smider i projektet.
Og hvis ikke vi bruger de konkrete timer på at skrive de mails eller den rapport, kan vi opfatte det som skamfuldt arbejde. Men i dag har vi for længst vænnet os til at udnytte digitale hjælpemidler.
Det er jo helt legitimt at bruge Google til faktasøgning, lommeregneren til udregninger, kopimaskinen til flere papireksemplarer og så videre. Vi benytter os af tekniske hjælpemidler for at udleve det digitale samfund - ja, for reelt set bare at være mennesker til tider.
På samme måde skal vi også se generativ AI som et digitalt hjælpemiddel, der endda på sigt vil kunne give os mere frihed og flere frigivne timer til mere menneskeligt indhold i arbejdet.
I begyndelsen af generativ AI’s æra for nogle år siden dukkede der et begreb op kaldet “de tavse cyborgs”. Det var en betegnelse for alle dem på arbejdsmarkedet, som egentlig brugte AI, men som ikke ville sige det højt.
De tavse cyborgs brugte AI til en betydelig del af deres arbejde, men ville ikke sige noget til hverken chef eller omverden.
Én af grundene var, at arbejdet pludselig kunne udføres betydeligt lettere og hurtigere. Og ved at fortælle det til chefen var der en risiko for, at man blot fik udstukket mere arbejde.
En helt reel sandsynlighed, da det netop er én af AI’ens fordele: mere arbejde fra hånden på samme tid. Men måske også dér, man strukturelt kunne ændre på tilgangen.
I dag er det blevet mere legitimt at fortælle om AI-brugen, men det er stadig et problem derude.
Så sent som forleden blev jeg spurgt, i forbindelse med et oplæg for en stor dansk organisation, hvad man skulle stille op med den skam, man føler, når man bruger AI til at “snyde” sig til arbejdet.
Her skal der en kulturel ændring til hos ledelsen. Vi skal normalisere, at AI er en kollega, og vi skal anerkende selve resultatet af arbejdet - ikke processen. På den måde kan vi smide skammen på porten.
En skamfuld modtagelse
Den anden del af skammen er også den sværere. For det handler om vores generelle opfattelse - hos os alle.
Jeg har længe taget mig selv i at redigere eventuelle tankestreger væk fra mine tekster, da det har været et tydeligt tegn på, at der har været AI involveret.
Selv om jeg altid har været glad for at bruge tankestreger i mine tekster, har jeg måttet omtænke det.
For de såkaldte “em-dashes” – en lang tankestreg – har indtil nu været et tydeligt tegn på, at det er en tekst skrevet af ChatGPT. Selv om vi ikke har de lange tankestreger i dansk skriftsprog, og en tankestreg i sig selv ikke er grammatisk forkert, ville jeg nødig blive fanget i brugen af AI. Og hvorfor egentlig? Jeg er kæmpe fortaler for mulighederne og ser udviklingen i et positivt lys.
Hvad skulle andre tænke om, at jeg har brugt AI til at skrive et opslag eller en mail? Det er dermed tydeligvis ikke mig, der har gjort det hårde arbejde.
Tekster er dog forskellige. Klummer som denne, artikler og andet, hvor mennesket bag skal kunne mærkes, ville jeg som udgangspunkt ikke lade en AI skrive.
Den kunne sikkert skrive både bedre og mere rammende end mig selv, men jeg har en glæde ved at skrive visse ting selv, og så lade AI løfte mit arbejde bagefter.
Den kreative skam
Jeg oplever også en markant skam udadtil omkring det kreative arbejde. Det er, når jeg genererer et AI-billede, laver AI-musik eller - om lidt - producerer en hel Hollywood-film ud fra en enkelt prompt.
Skammen er her igen todelt. Dels i forhold til selve håndværket: Jeg tilføjer blot idéen, og teknologien står for udførelsen.
Men skammen er også udtalt i forhold til, hvad hele AI-princippet reelt bygger på. Det er andres beskyttede arbejde. Eksempelvis musik, som jeg faktisk elsker at arbejde med.
Blandt andet KODAs fjende nummer ét i øjeblikket, tjenesten Suno. Her kan jeg lave musik som en veletableret musiker alene ved et enkelt tryk og nogle simple idéer. Al den musik, den genererer, er som bekendt bygget på andre musikeres rettigheder. Og det er et stort problem, og måske det eneste sted, hvor skam reelt er berettiget.
Ved at bruge det står jeg på giganters skuldre og får opmærksomhed for noget, andre har lavet. Og dét er et problem, som skal rettes op. Men det er ikke noget, den enkelte kan gøre. Det er igen et strukturelt problem, som tech-virksomhederne skal have løst.
Men indtil det sker, vil vi nok stadig opleve en form for skam. Vi fortæller ikke åbent, når vi bruger det. Jeg kender blandt andet til en stor dansk medlemsorganisation, der længe har brugt AI i deres arbejde.
I begyndelsen fik de så meget kritik for det, at de nu ikke længere tør stå frem med deres ellers fremragende AI-eksempler.
Det skyldes også, at man så det som et tyveri af andres arbejde. Når man fik genereret billeder, tog man arbejdet fra fotograferne og så videre.
Men vi lever i en foranderlig verden, og de personer, hvis arbejde vi eventuelt overtager ved brug af AI-værktøjer, udnytter jo også de selvsamme værktøjer. Og de har forspringet i viden om faget, forståelsen for udførelsen og erfaringen med resultatet. Så de skal nok klare den.
At være stolt af sit AI-arbejde
Vi står midt i et teknologisk skifte, hvor vi stadig famler efter nye måder at være stolte på. For vi er vokset op med idéen om, at værdi opstår, når én person bruger mange timer, meget energi og helst lidt sved.
Sådan fungerer arbejdet bare ikke længere.
I dag arbejder vi sammen med værktøjer, der kan tænke, foreslå og producere med os. Ikke i stedet for os - men sammen med os.
Alligevel lader vi ofte, som om vi stadig er soloartister. Som om det hele kom direkte fra vores eget hoved og ud gennem tastaturet. Det er dér, skammen opstår.
Men ansvaret ligger ikke hos den, der bruger AI for at løse sit arbejde bedre eller hurtigere.
Ansvaret ligger hos dem, der bygger systemerne, sætter spillereglerne og beslutter, hvem der får æren. Det er dér, diskussionen om rettigheder, fair brug og kreditering hører hjemme. Ikke hos den enkelte medarbejder, der bare prøver at få hverdagen til at hænge sammen.
Så jeg parkerer skammen her, og bruger AI til at afslutte min klumme.
Og næste gang nogen spørger: “Har du virkelig brugt AI til det?”
Så bliver svaret nok bare: “Ja. Selvfølgelig. Hvorfor skulle jeg ikke?”
