Morgen-briefing: Silicon Valley-darling i bizart kursskifte / Her er DI Digitals nye bestyrelse / Dansker i Silicon Valley: Alle taler om SaaSapocalypse lige nu

Silicon Valley-darling i bizart kursskifte. Her er DI Digitals nye bestyrelse. Dansker i Silicon Valley: Alle taler om SaaSapocalypse lige nu. EU: Tredjeparts AI-assistenter skal have adgang til WhatsApp, og så er det i dag 67 år siden, at programmeringssproget Lisp så dagens lys.

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Godmorgen venner

Det er torsdag 16. april, og her har du Computerworlds morgen-briefing.

Denne morgen er det igen Jacob Wittorff, der har taget de hurtige sneaks på og er klar til løbe dagens nyhedsstrøm igennem for dig.

Og den første historie handler om et emne, der normalt ikke får meget opmærksomhed her i Computerworlds spalter. Nemlig sko.

For et skomærke, der for få år siden sad på fødderne af alle Silicon Valley-spidser med respekt for sig, har nu lavet bemærkelsværdigt kursskifte.

Silicon Valley-darling i bizart kursskifte

En af de mere bizarre konkurshistorier udspiller sig i disse dage i Silicon Valley.

For knap 10 år siden var de bløde sneakers i merinould fra det californiske skofirma Allbirds de foretrukne sko i Silicon Valley, men nu skifter selskabet pludselig ham og bliver et AI-selskab.

Da selskabet var på sit højeste, blev det vurderet til fire milliarder dollar takket være Silicon Valley-investorer, der ikke nøjedes med at iklæde sig skoene, men også valgte at investere i selskabet bag.

De lod sig blandt andet forføre af selskabets forretningsmodel, hvor skoene blev solgt direkte til forbrugerne uden om det fordyrende butiksled.

Men i sidste måned indgav Allbirds en konkursbegæring, og efterfølgende frasolgte selskabet sine intellektuelle rettigheder samt andre aktiver for 39 millioner dollar.

Onsdag tog sagen om Allbirds dog en uventet drejning, da selskabet annoncerede, at det ville ”pivotere” – som det hedder i Silicon Valley-lingo – til at blive et kunstig intelligens-selskab.

I fremtiden vil selskabet beskæftige sig med AI-infrastruktur og vil desuden skifte navn til NewBird AI.

Selskabet oplyser, at det arbejder på at rejse 50 millioner dollar som led i en kapitaludvidelse.

”Virksomheden vil i første omgang købe højtydende AI-hardware med lav latenstid og stille kapaciteten til rådighed gennem langsigtede leasingaftaler. Målet er at dække en kundeefterspørgsel, som spotmarkeder og hyperscalere ikke kan servicere stabilt,” oplyser den tidligere skoproducent i en meddelelse.

Meldingen fik selskabets aktie til at stige med 800 procent.

Her er DI Digitals nye bestyrelse

Brancheorganisationen DI Digital har i denne uge valgt en ny bestyrelse, hvor Martin Høyer, administrerende direktør i Conscia Danmark, blev valgt ind som det eneste nye medlem.

André Rogaczewski, administrerende direktør for Netcompany, fortsætter som bestyrelsesleder, mens Lise Karstensen, landechef i Danmark for Nokia, samt Mikkel Bardram, administrerende direktør i EG, fortsætter som vicebestyrelsesledere.

Derudover er følgende personer også blevet genvalgt til bestyrelsen:

Bo Lybaek, CEO, GPV; Brian Jeppesen Gottorp Jeppesen, CEO, Mjølner Informatics; Claus Riekehr Møller, CEO, Cadpeople; Heidi Have, CEO, Dell Technologies Denmark; Ingrid Mjøen, Vice President Database Platform & Infrastructure, North East, Oracle; Jan Simonsen, landechef, Salesforce; John Henriksen, CEO, TDC Erhverv; Kenneth Ipsen, Director, Global Banking Clients, SAS; Martin Lippert, Group CEO, GlobalConnect; Mette Louise Kaagaard, CEO, Microsoft Denmark & Iceland; Nikolaj Bramsen, CEO, Systematic; Peter Revsbech, CEO, Ordbogen; Søren Eskildsen, CEO, Trifork; Thomas Kovsted, CEO, IBM Danmark; Anders René Andersen, Managing CEO, Intega; Tommy Bysted, CEO, FORCE Technology.

Dansker i Silicon Valley: Alle taler om SaaSapocalypse lige nu

Risikoen for, at kunstig intelligens rykker tæppet væk under den globale software-industri, har rystet Silicon Valley.

Det fortæller danske Allan Thygesen, der tidligere har arbejdet for Google og i dag er topchef i virksomheden DocuSign, i et interview med Børsen.

Fænomenet er også blevet kendt som SaaSapocalypse, og det er drevet af nye agentbaserede AI-værktøjer som eksempelvis Anthropics Claude Opus og open source-fænomenet OpenClaw.

De gør det lettere og hurtigere at udvikle software, og agenterne vil ligeledes kunne instrueres i at løse opgaver, som tidligere blev løst af specialiseret software.

“Der vil opstå helt nye måder at udvikle software på. Vi får pludselig adgang til nogle AI-modeller, som betyder, at man kan bygge softwareløsningerne selv. Det handler i sidste ende om en disruption af værdier for billioner af dollar,” siger Allan Thygesen til Børsen.

Computerworld interviewede for nylig den danske AI-ekspert Morten Vinther om fænomenet.

Læs interviewet her.

EU: Tredjeparts AI-assistenter skal have adgang til WhatsApp

Meta må ikke længere udelukke AI-assistenter fra andre selskaber fra WhatsApp.

Det mener EU-Kommissionen, der kræver, at Meta nu åbner platformen op for andre selskabers AI-assistenter.

EU-Kommissionen indledte en sag mod Meta om spørgsmålet den 15. oktober 2025, da Kommissionen opdagede selskabets aftalevilkår, der betød, at AI-assistenterne ville blive udelukket.

Meta imødekom dog EU-Kommissionen i sidste måned, da selskabet sløjfede forbuddet, men i stedet indførte en prisstruktur, som ifølge EU-Kommissionen dog har samme effekt som et forbud.

”Når Meta erstatter et forbud med en prispolitik, der har samme effekt, ændrer det ikke vores foreløbige vurdering af Metas adfærd, der peger på, at selskabet misbruger sin dominerende position,” siger Teresa Ribera, næstformand i EU-Kommissionen, i en skriftlig meddelelse.

I dag er det 67 år siden, at programmeringssproget Lisp så dagens lys

Programmeringssproget Lisp, der ligger til grund for meget udvikling af kunstig intelligens, blev introduceret den 16. april 1959.

Lisp blev udviklet af John McCarthy og bliver stadig anvendt i forbindelse med udvikling af kunstig intelligens.

Læses lige nu

    Annonce

    Navnenyt fra it-Danmark

    Allan Hougaard, der arbejder med softwareudvikling og -arkitektur hos Sparinvest, har pr. 30. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i softwarekonstruktion på Aarhus Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

    Allan Hougaard

    Sparinvest

    Norriq Danmark A/S har pr. 1. april 2026 ansat Sascha Trebbien Klinggaard som Lead Consultant. Hun skal især beskæftige sig med at facilitere tæt partnerskab og strategisk behovsafdækning hos vores kunder. Hun kommer fra en stilling som Senior Business Analytics Consultant hos Twoday Kapacity. Hun er uddannet hos Copenhagen Business School og har en Master's degree,Finance & Strategic Management 2014 - 2016. Nyt job

    Sascha Trebbien Klinggaard

    Norriq Danmark A/S

    Norriq Danmark A/S har pr. 1. januar 2026 ansat Christoffer Andersen som Sales Manager ERP. Han skal især beskæftige sig med fokus på at skalere ERP-salget og videreudvikle teamet i Valby så vi fortsat understøtter og opbygger stærke kunderelationer. Han kommer fra en stilling som Senior Key Account Manager hos NNIT A/S. Han er uddannet hos Aalborg Universitet som IT Management. Han har tidligere beskæftiget sig med Kommercielt ansvarlig for nogle af NNIT’s største strategiske enterprise-kunder. Nyt job

    Christoffer Andersen

    Norriq Danmark A/S

    Arctic Wolf Networks har pr. 3. august 2026 ansat Johnny Krogsboll som Head of Sales Engineering for Norden.Med base i Stockholm får han ansvaret for Arctic Wolfs samlede Sales Engineering-organisation i den nordiske region.<br /><br />Johnny Krogsboll skal være med til at udbygge Arctic Wolfs tilstedeværelse i Norden og hjælpe virksomheder og organisationer med at stå stærkere over for et stadig mere komplekst cybertrusselsbillede. Det skal blandt andet ske i tæt samarbejde med Arctic Wolfs vigtigste kanalpartnere i regionen.<br /><br />Gennem sin karriere har Johnny Krogsboll arbejdet med og rådgivet virksomheder hos blandt andre Hewlett-Packard, Trend Micro og Palo Alto Networks med fokus på at skabe konkret værdi af deres teknologiinvesteringer. Nyt job

    Johnny Krogsboll

    Arctic Wolf Networks