Morgen-briefing: Rejsekortet er lukket på Fyn og i Jylland / Erhvervsorganisation: Danskerne elsker store TV-skærme / Google-medarbejder anklaget for million-svindel

Rejsekortet er lukket på Fyn og i Jylland. Erhvervsorganisation: Danskerne elsker store TV-skærme. Google-medarbejder anklaget for million-svindel på Polymarket. AI skal redde Danmarks foreningsliv.

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Godmorgen derude

Så nåede vi næsten i mål med arbejdsugen – fredagens morgenbriefing fra Computerworld er landet i din indbakke, og inden længe kan du gå på weekend.

For sidste gang sættes dagens hurtige it-nyhedsoverblik sat sammen af Thomas Møgelbjerg.

Tak, fordi du læser med og god weekend.

Rejsekortet er lukket på Fyn og i Jylland

Læser du morgenbriefingen fra Jylland eller Fyn, og rejser du med Rejsekort i offentlig transport, så kan du godt smide det gamle fysiske rejsekort ud.

I går, torsdag 23:59, var nemlig sidste gang, man kunne tjekke ind med det fysiske rejsekort i Jylland og på Fyn.

Nu tager Rejsekort-appen og det nye fysiske Basiskort over på trods af, at 80.000 har rejst med det fysiske Rejsekort i Jylland og på Fyn alene den seneste måned.

”Vi har fokus på at hjælpe de sidste over på de nye løsninger. Vi ved, at nogle altid venter til sidst eller ikke har haft mulighed for det endnu. Heldigvis er langt de fleste allerede skiftet og resten kan få hjælp af deres lokale trafikselskab”, udtaler kundedirektør i Rejsekort & Rejseplanen, Jens Willars, i en pressemeddelelse.

”Det fysiske Rejsekort er gennem tiden blevet brugt på mere end 1,5 milliarder rejser med kollektiv transport, så det er et stykke Danmarkshistorie, vi begynder at sige farvel til i dag. Heldigvis bruger 3,1 millioner rejsende allerede Rejsekort-appen og 150.000 har bestilt et Basiskort og er klar til at rejse videre,” udtaler kundedirektør i Rejsekort & Rejseplanen, Jens Willars, i en pressemeddelelse.

Har man penge stående, når det fysiske Rejsekort lukker, indsættes beløbet automatisk på NemKonto. Har man et Rejsekort Anonymt, skal man selv bede om at få pengene udbetalt.
På Sjælland, Lolland, Falster og Møn udgår det fysiske rejsekort først 29. juni.

Læs mere på rejsekort.dk/luk.

Danskerne elsker store TV-skærme

Flere danskere opgraderer til større skærme, og især TV på 75 tommer er i markant vækst.

Det viser nye tal fra Elgiganten, der oplyser, at salget af netop denne størrelse er steget med 50 procent sammenlignet med maj sidste år. Det tidligere standardvalg på 55 tommer er dermed på vej ud.

"Interessen for de helt store modeller er vokset kraftigt på kort tid, og danskernes standardvalg er rykket op i størrelse. Vi forventer, at grænsen for, hvor stort et TV man vælger, fortsat vil flytte sig," fortæller Thomas Overgaard, salgschef i Elgiganten.

Ifølge Elgiganten kan udviklingen blandt andet kobles til, at mange danskere for nylig har fået penge tilbage i skat, hvilket giver ekstra råderum. Samtidig nærmer en række store sportsbegivenheder sig, herunder Champions League-finalen den 30. maj og sommerens VM i fodbold, der traditionelt samler danskerne foran skærmen.

Tendensen ses også globalt, hvor producenterne på elektronikmessen CES i januar 2026 præsenterede modeller helt op til 130 tommer. Elgiganten tilbyder i dag fladskærme helt op til 100 tommer.

Google-medarbejder anklaget for million-svindel på Polymarket

En medarbejder hos Google er anklaget for at have brugt fortrolige interne data til at vinde mere end en million dollar på den omstridte bettingplatform Polymarket. Det fremgår af en føderal anklage, der blev offentliggjort onsdag.

Polymarket er en såkaldt forudsigelsestjeneste, der gør det muligt for brugerne at bette på væddemål om fremtidige begivenheder. Det kan være alt fra, hvornår den næste snestorm rammer i New York, hvornår krigen i Iran slutter – eller hvem der bliver den mest googlede person.

Og sidstnævnte er netop det, den 36-årige Michele Spagnuolo, der arbejder som information security engineer hos Google, har gjort. Han er tiltalt for blandt andet insiderhandel, da han ifølge anklagen har udnyttet sin adgang til Googles fortrolige data om brugernes søgninger.

Disse oplysninger brugte han til at satse på, at sangeren D4vd ville blive den mest søgte person på Google i 2025, selvom Polymarket på væddemålstidspunktet vurderede sandsynligheden til næsten nul.

Efter Googles offentliggørelse af Year in Search 2025 den 4. december 2025 – som rigtigt nok var D4vd – indkasserede Michele Spagnuolo ifølge anklagerne 1,2 millioner dollar.

Erhvervsorganisation: AI skal redde Danmarks foreningsliv

Vi slutter morgenbriefingen af med noget så dansk som foreningsliv.

Foreningsdanmark risikerer nemlig at miste fodfæste på grund af aldrende bestyrelser og et massivt digitalt efterslæb. Skal fællesskaberne overleve, kræver det et opgør med mavefornemmelser til fordel for data og kunstig intelligens.

Det er i hvert fald budskabet i en ny bog, der udkom i går, skrevet af Troels Blicher Danielsen, administrerende direktør i Erhvervsorganisationen TEKNIQ.

"Forandring handler ikke om at købe et nyt it-system og så tro, at det løser problemerne. Det er en ledelsesopgave, der handler om at turde styre efter data frem for mavefornemmelser og vaner," udtaler Troels Blicher Danielsen i en pressemeddelelse.

Fra idrætsklubber og andelsboligforeninger til fagforbund og brancheorganisationer udgør foreningerne en hjørnesten i det danske samfund.

Men mens resten af samfundet rykker hurtigt med kunstig intelligens og digitale løsninger, sidder mange foreninger fast i manuelle arbejdsgange. Næsten halvdelen af foreningerne kæmper med at tiltrække nye medlemmer, og hver tredje ser digitalisering som en uoverskuelig mur, viser Frivillighedsundersøgelsen fra VIVE. Samtidig har bestyrelserne en gennemsnitsalder på mellem 55 og 70 år.

Bogen "Foreningsdanmark 2.0" fungerer både som advarsel og praktisk værktøjskasse. For organisationer og virksomheder peger udgivelsen på, at digital modenhed i stigende grad bliver afgørende for at fastholde medlemmer og relevans i fremtiden.

Event: Cyber Security Festival 2026

Sikkerhed | København

Mød Danmarks skrappeste it-sikkerhedseksperter og bliv klar til at planlægge og eksekvere en operationel og effektiv cybersikkerhedsstrategi, når vi åbner dørene for +1.700 it-professionelle. Du kan glæde dig til oplæg fra mere end 70 talere og møde mere end 50 leverandører over to dage.

18 & 19 november 2026 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Netip A/S har pr. 1. marts 2026 ansat Maria Lyng Refslund som Marketing Project Manager ved netIP Herning. Hun kommer fra en stilling som Marketing Project Manager hos itm8. Nyt job
Trafikstyrelsen har pr. 1. maj 2026 ansat Nihad Hodzic som IT og Digitaliseringschef. Han skal især beskæftige sig med med IT-projekter og digital transformation, herunder især det strategiske løft af Trafikstyrelsens digitale niveau. Han kommer fra en stilling som Kontorchef hos Udviklings og Forenklingsstyrelsen. Han er uddannet i statskundskab og har en lederuddannelse fra MIT Sloan, samt en igangværende Master i IT-Ledelse. Han har tidligere beskæftiget sig med IT-udvikling og større projekter på momsområdet, hvor han har ledet et projekt- og udviklingskontor. Nyt job

Nihad Hodzic

Trafikstyrelsen

Immeo har pr. 1. marts 2026 ansat Theo Lyngaa Hansen som Consultant. Han kommer fra en stilling som Data Manager hos IDA. Han er uddannet i Business Administration & Data Science. Nyt job
Den danske eID-virksomhed Idura har pr. 1. april 2026 ansat Kari Lehtimäki som Country Manager. Han skal især beskæftige sig med at styrke kendskabet til Iduras løsninger i Finland samt fremme samarbejdet med økosystemet omkring det finske Trust Network. Han kommer fra en stilling som Salgschef hos Telia Finland. Han er uddannet uddannet civilingeniør (M.Sc. Tech.) og medbringer ledelse, markedsindsigt og praktisk erfaring. Han har tidligere beskæftiget sig med salg og forretningsudvikling inden for Telias trust services-forretning. Nyt job

Kari Lehtimäki

Den danske eID-virksomhed Idura