Det er stort set umuligt at proppe tandpasta tilbage i tuben, hvis man først har fået trykket hårdt på den.
Sådan er det også med kunstig intelligens. Man kan være meget entusiastisk eller arg modstander af den nye teknologi, men den er kommet for at blive.
Og derfor skylder man sig selv at forstå, hvad AI kan bruges til, og hvordan brugen af teknologien kan give mening for det enkelte menneske.
Det mener i hvert fald iværksætter og forfatter Danny Iny, som til det formål i samarbejde med Josh Bowen har skrevet bogen ”AI Curious: Think Bigger and Build Better with Artificial Intelligence”.
Det ligger allerede i bogens titel, at Danny Iny mener, at nysgerrighed omkring kunstig intelligens er nøglen til at udnytte mulighederne.
Som så mange andre beskriver han, hvordan diskussionen omkring AI ofte bliver polariseret mellem modstandere og tilhængere. Det gælder også skellet mellem dem, der har fået skuffende resultater, og dem, der peger på ekstraordinære løsninger.
Danny Iny mener dog ikke, at den diskussion er specielt interessant.
I stedet fremhæver han, at forskellen mellem de forskellige brugere ikke handler om teknologien i sig selv.
Det handler om, hvorvidt det enkelte menneske har været nysgerrigt nok til at kaste sig ind i dybere samtaler med AI, end de fleste af os gør.
Problemet er nemlig ifølge forfatteren, at de fleste ikke har opdaget, hvad AI rent faktisk kan give dem af muligheder.
Ifølge ham bruger de fleste af os stadig AI som en avanceret søgemaskine, hvor vi får et svar eller får AI til at skrive en tekst, producere et billede eller lave et referat af et møde.
Men det svarer til at smide penge i en automat og få leveret en sodavand eller en pose chips: Altså det, man forventer.
Tør man i stedet skrue op for nysgerrigheden, kan man ifølge forfatteren få meget mere ud af AI, end man på forhånd har drømt om.
I ”AI Curious” beskriver Danny Iny, hvordan det handler om at involvere sig aktivt i arbejdet sammen med den kunstige intelligens.
Det kan handle om, hvordan samtalen med AI åbner for forbindelser, som folk ikke var kommet frem til alene, eller hvordan samarbejdet peger på uventede løsninger. Det kan også handle om, hvordan folk beskriver, at deres egen tænkning er blevet skarpere.
Pointen er især, at resultaterne i sidste ende matcher det, man selv har fodret maskinen med. Det er med andre ord den gamle regel: ”garbage in, garbage out”.
Nysgerrigheden i bogens titel handler altså ikke mindst om at kaste sig selv ind i samarbejdet for at sikre, at AI-outputtet ikke bare bliver affald.
Med sin nye bog vil Danny Iny således hjælpe sine læsere til at bruge AI som en strategisk sparringspartner snarere end blot et værktøj til at få kedelige ting produceret i en fart.
