Statsminister Mette Frederiksen fortalte torsdag på regeringens pressemøde at hun vil have de private mobiltelefoner og skærme helt ud af folkeskolen.
Det kan jeg godt forstå.
Mange skoler har allerede helt eller delvist indført mobilforbud, og der er god grund til at insistere på ro, koncentration og undervisning uden konstante afbrydelser fra TikTok, Snapchat og beskeder.
Det er i øvrigt ikke noget nyt. Lignende politiske tiltag har været på vej i længere tid.
Men uanset hvad så er det fint at få slået fast at skærmene skal bruges i undervisningen som et tilvalg, når det er relevant. Ikke som et automatisk udgangspunkt. Det gælder både de private skærme og de udleverede.
Men der er også behov for at forsvar for skærmene før de udråbes som hovedsynderen.
Det skrev jeg allerede i 2024. Det mener jeg stadig.
Problemet er større end skærmen
Da jeg skrev om skærmdebatten i 2024, var min pointe ikke, at skærme er ufarlige. Tværtimod.
Især de sociale medier skaber mistrivsel, afhængighed, dårlige sovevaner, urealistiske kropsidealer og en rå omgangstone. De sætter scenen for mobning både on- og offline og er designet til at holde på vores opmærksomhed så længe som muligt.
Det er enorme kræfter med milliarder i ryggen som, børn og unge er oppe imod. Det samme er vi voksne.
Alligevel er fokuseringen på forbud eller stærk begrænsning for snæver, fordi den alt for let frikender politikere, forældre, tech-virksomheder og os andre for ansvaret.
Vi kunne også tale om at vi har en folkeskole, hvor basale faglige færdigheder nedprioriteres i hverdagen, hvor det af nogle undervisere bliver anset for en straf at koncentrere sig om en opgave, og hvor forældre konstant søger at skærme deres børn for selv den mindste modgang.
Så nej, det er ikke skærmen i sig selv, der er problemet.
Internettet og de digitale teknologier har givet os en historisk adgang til viden, kommunikation og muligheder, som har været en vigtig del af vækst og velstand.
Problemet opstår, når teknologien får lov til at erstatte koncentration, faglighed, ansvar og almindelig sund dømmekraft.
Fravær af umage og ansvar er stadig problemet
Den pointe er kun blevet vigtigere siden 2024. For nu har vi kunstig intelligens, der på få sekunder kan skrive en opgave, lave en analyse eller formulere et svar, som tidligere krævede timers arbejde.
Det har skabt en ny omgang skoledebat om snyd, kontrol og forbud. Senest med undervisningsminister Magnus Heunickes strakspakke.
Men også her er teknologien kun en del af forklaringen. Hvis en elev kan få AI til at producere en aflevering uden selv at forstå stoffet, handler problemet ikke alene om AI.
Så handler det forventningen om, at det faktisk kræver noget at lære noget. Og om at der simpelthen ikke kommer noget godt ud af ikke at gøre sig umage og tage ansvar.
Derfor bliver jeg også skeptisk, når løsningen på problemerne med sociale medier eller PISA-tests næsten automatisk bliver rettet mod børnene og skærmene.
Facebook er ikke fyldt med vrede, personangreb og dårlig opførsel, fordi der sidder for mange 14-årige foran skærmen. Vi voksne klarer den del ganske udmærket selv.
Platformene er, og det gælder for os alle, på diabolsk vis designet til at fremelske konflikter samt suge tid og opmærksomhed ud af brugerne i industriel skala.
Så gå benhårdt efter techgiganterne og stil krav til deres algoritmer. Hold dem også ansvarlige for data, reklamer og de mekanismer, der bevidst fastholder børn og unge - og os.
Gå også efter influencere, der omgår reglerne og gør sig selv til reklamesøjler rettet mod unge.
Kort sagt: Start med at behandle tech-området som ethvert andet område.
Det betyder ikke, at skolen skal være uden tech-regler. Tværtimod.
Telefonen kan fint blive i tasken. Skærmen kan fint blive lukket, når den ikke bruges til noget. Det bør været et landsdækkende krav.
Bare lad være med at tro, at vi dermed har løst problemerne med sociale medier, dårlig koncentration eller faldende faglighed.
