Snyd er snyd.
Det gælder, uanset om snyden sker analogt og står skrevet på indersiden af armen - eller bliver produceret af ChatGPT.
Den elev, der afleverer en tekst, som vedkommende ikke selv har skrevet, snyder. Det skal skolerne reagere på. Både af hensyn til de elever, som udfører arbejdet selv, og fordi eksamensbeviset og læringen ellers mister sin værdi.
Derfor er undervisningsminister Magnus Heunickes strakspakke mod AI-snyd, som Computerworld skrev om torsdag, grundlæggende fornuftig.
Pakken indebærer blandt andet mundtligt forsvar af hjemmeopgaver, overvågning af elevernes skærme under eksamen og flere skriftlige opgaver udført på skolen under kontrollerede forhold.
Det er svært at være imod.
Det er ikke kun elevernes skyld
Men det er også svært at overse et vist element af offerbebrejdelse.
For gymnasieeleverne er det sidste led i en lang fødekæde. Og den - ringe - fødekæde har folkeskolen, politikerne og vi forældre været med til at skabe.
Man har i årevis fortalt børnene, at teknologi nærmest automatisk fører til bedre undervisning.
Vi kastede iPads, Chromebooks og digitale læringsplatforme efter dem, mens bøger, håndskrift, lektier og længere skriftlige opgaver mange steder gled i baggrunden.
Man måtte næsten forstå at det var synd for børnene at gå i skole eller at skulle koncentrere sig om en opgave.
Allerede i 2013 advarede Computerworld mod forestillingen om, at man skaber digitale færdigheder ved at stille tablets foran eleverne.
Teknologien blev i alt for høj grad brugt til at forbruge indhold frem for til at skabe, forstå og arbejde i dybden.
10 år senere sagde daværende undervisningsminister Mattias Tesfaye undskyld til de såkaldte iPad-børn: Den generation, som blev gjort til forsøgspersoner i en naiv digitaliseringsbølge.
Nu kommer næste kapitel - og regningen.
I dag kan en teenager gå videre til gymnasiet efter et helt folkeskoleforløb med forbløffende få reelle skriftlige opgaver.
Der har sikkert været mange gode forklaringer. Travle lærere. Nye læringsformer. Inklusion. Gruppearbejde. Digitale afleveringer. Et ønske om ikke at presse børnene med for mange lektier.
Og ja, det har sikkert også været nemmere.
Men resultatet er, at unge mennesker kan møde gymnasiet uden at have lært at planlægge en længere tekst, opbygge et argument, håndtere den tomme side og arbejde sig igennem den frustration, som altid følger med, når man skal formulere noget selv.
Så kommer gymnasiet og forlanger pludselig selvstændighed, fordybelse og skriftlighed.
Og lige ved hånden ligger et værktøj, som på få sekunder kan producere et svar, der ligner noget, som skolen vil have.
Dovenskab - og afmagt
Jeg er ikke i tvivl om at kunstig intelligens bruges af nogle elever af dovenskab. Men også at nogle bruger det af afmagt.
Det er ikke en undskyldning. For ingen af forklaringerne gør snyd acceptabelt. Men forskellen er vigtig, hvis man vil løse problemet og ikke blot overvåge sig ud af det.
For Heunickes strakspakke beskytter prøven og studenterhuens troværdighed. Men den er ikke i nærheden af at reparere undervisningen.
For ingen overvågning eller mundtlige prøver kan lære en elev at skrive. Ingen eksamensvagt kan skabe den faglige selvtillid, som burde være opbygget gennem 10 års skolegang.
Snyd skal stoppes. Her skal der ikke rystes på hånden.
Men vi skal samtidig stille det mere ubehagelige spørgsmål: Hvorfor står så mange unge pludselig så dårligt rustet til at klare en almindelig skriftlig opgave uden hjælp fra en sprogmodel?
For det, vi ser nu, er ikke kun en AI-krise.
Det er regningen for en skolegang, hvor vi alt for længe forvekslede adgang til teknologi med læring. Og hvor vi først svækkede elevernes muligheder for at lære håndværket – og derefter bebrejder dem, at de griber efter den letteste udvej.
Det er det reelle problem, som ministeren burde lave en strakspakke for.
