Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Velkommen til den sidste klumme i august, en weekend med det sædvanlige, danske vejr og den vildeste udmelding om dansk økonomi i lange tider, nemlig at det bare fortsat går fremad, og endda endnu bedre end hidtil.
Det beviser bare, at jo flere offentligt ansatte vi har, jo flere ledere uden ledelsesansvar man får mast ind i organisationsdiagrammet, jo mere vi bruger arbejdstiden på tant og fjas, inklusive workshops om vores indre fugl, og jo flere vejarbejder, der laves (uden at der laves ret meget på dem), jo bedre.
Mere af det, tak 🙂. Vi lever i fantastiske tider.
Denne klumme har ét emne, selv om der er nok at tage af, nu hvor politikere og mediefolk er ved at nå de sædvanlige, selvsvingende højder af hysteri og analyser af hinanden og andre ligegyldige ting (“hvor populær er Pia Ohlsen Dyhr i forhold til de seneste år?”, bliver en “kommunikationsekspert” spurgt på TV).
Man får en klar fornemmesle af, at de føler, at “nogen” ENDELIG har brug for dem igen.
Det HAR også været en lang og fredfyldt sommer, hvor ingen panikskabende meldinger fra politikere fra højre og venstre har formået at skabe deres sædvanlige nirvana af frygt, usikkerhed og tvivl.
Men nu er de i gang igen, friske efter ferien. “Man bliver sgu så træt”, som vi sagde i gamle dage.
Hvad gør vi ved NIS2, CRA og AI Act?
Men altså: Dagens eneste emne er: “Hvad gør vi ved NIS2, CRA, AI Act og alle de andre ting? Hvordan kan vi hjælpe de små og mellemstore bikse?”
Jeg var (tvunget af omstændigheder udenfor min kontrol) NØDT til at dele fire virkeligt gode øl med min ven Klausul forleden, og det var NIS2 mm, som vi mest talte om undervejs.
Lidt skarpt trukket op var min linje, at mange ikke har råd til at få lavet alt det, de bør få lavet, og dermed er tvunget til at sno sig, som man sagde i gamle dage (altså smålyve og hustle), mens Klausul mente, at, ja, det kan godt være, men så må de enten finde pengene til det eller dø, for de SKAL gennemføre det.
Det er IKKE fordi, at Klausul er en ond mand, men fordi han både er realistisk og gerne vil have et mere sikkert samfund i forhold til cybertrusler og it-svagheder.
Pladderballe Vandforsyning
Min case var: Lad os forestille os et lille vandværk, Pladderballe Vandforsyning, med fire ansatte og en masse kunder, der ikke vil betale tre gange så meget for deres vand. De skal nu efterleve NIS2.
Chefen tager måske på nogle netværksmøder og andre arrangementer for at finde ud af, hvad det går ud på.
Måske taler han med nogle venner. Men er han i stand til at hyre en konsulent til 1.800 kroner i timen i et ukendt antal måneder for at få lavet de nødvendige vurderinger, rapporter, anskaffelser, forandringer og andet?
Og kan han undvære konsulenten efter et stykke tid?
Nej, påstår jeg, for det stopper jo aldrig.
Min joke var, at man kan nærme sig målet asymptotisk, det vil sige, at man kommer tættere på hele tiden, hvis man vel at mærke bruger penge hele tiden, men man kommer aldrig nogensinde i mål.
Spørg en konsulent, hvornår han er færdig med sit arbejde, når det drejer sig om at efterleve Cyber Resilience Act (CRA), AI Act, NIS2, DORA og alt det andet, så kunden nu kan klare sig selv fremover.
Svaret er, at man kan nærme sig målet, men man kan aldrig nå det.
Der sker hele tiden noget, om det så bare er opgradering af noget eksisterende software og grej, der gør, at man skal på den igen.
Den indbyggede “ondskab”
Det skyldes især den særlige “ondskab”, der er indbygget i megen lovgivning nu om dage, nemlig at man aldrig kan finde ud af, hvad man konkret SKAL gøre, og at man ikke kan få at vide på forhånd, om det, som man har tænkt sig at gøre, er godt nok.
Det nægter de offentlige at udtale sig om, for det kunne jo forpligte dem, og hvor er vi så henne?
Det gælder alt lige fra den hjemlige fødevarekontrol, hvor man må gætte og håbe, og det gælder oppe på de store EU-klinger.
Man får ikke at vide, hvad man konkret skal.
Man får ikke at vide, hvad der er godt eller bare godt nok. Man kan aldrig nå i mål. Man aner ikke, hvad der kan komme "next," men man kan være evigt forvisset om, at der KOMMER en “next."
Straf, mere straf og rigtig meget straf
Så er der det med straffene, hvis man ikke gør, hvad der (ikke!) bliver sagt, eller bare ikke gør det, som tilsynsmyndighederne gerne vil have lige præcis den dag, afhængig af politiske vinde og andet godt:
Som udgangspunkt trues bestyrelse og ledelse med bål, brand, personligt strafansvar, bøder, der kan sænke biksen og hvad EU nu ellers har fundet på for at gøre noget ved de amerikanske giga-bikse.
Det begynder nemlig altid med, at man vil gøre noget ved Facebook, men ender med at man gør noget voldsomt ved Pladderballe Vandforsyning eller Karens HR-rådgivning.
Hvordan kan små vandværker og alle Karen’erne overleve dette? Og hvad gør det ved lysten til at starte en ny biks?
På AI-fronten er det helt åndssvagt. Alt, hvad der lugter af AI, skal nu deklareres og registreres (ligesom med cookies-vanviddet).
Selv en AI-bot man interagerer med skal deklareres. Men der vil jo være AI i alt, og ofte uden at man aner det.
AI Act er lavet før chatbots kom frem, og har overhovedet ikke et realistisk afsæt.
Dét betyder IKKE, at embedsmændene (og de dér paranoide tyskere) bliver sendt tilbage til skrivebordet med besked om at lave noget tidssvarende og brugbart.
Det betyder bare, at der kommer mere ovenpå det eksisterende, og at man med nød og næppe får udsat vanviddet et par år i håb om et mirakel.
Dét blev så lanceret som en “slankning” af det hele for nogle måneder siden, men der fjernes ingen ord, der tilføjes kun. Hvis det er “slankning”, så er jeg tynd som et siv og bliver stadigt tyndere.
Men hvad kan vi gøre for at hjælpe?
Der skelnes hos nogle erfarne kynikere mellem rigtig sikkerhed og DJØF-sikkerhed. Der skal jo laves mange vurderinger, assesments, risikovurderinger og andet tilsvarende pjank.
Jo, det ER åndssvagt. En risikovurdering for anvendelse af Snagit på Windows-pc’ere skal laves af ALLE, og det begrundes i, at det jo kommer an på dit og dat, og at alle har forskellige setups og så videre og så videre.
Men INGEN er jo i stand til at lave en reel risikovurdering af et softwareprodukt, og alt ændrer sig jo dagligt i cyberspace, så hvor tit skal man revurdere?
I praksis gøres det ved at søge lidt på Google og så ellers skrive noget ikke-forpligtende. For opgaven er ikke mulig at løse rigtig.
Jeg foreslå folk at gøre det ved hjælp af AI, for ingen kan finde på noget at indvende, hvis bare der er rigeligt med ord og henvisninger. Det gælder jo om at overvælde fjenden.
Mere DJØF-sikkerhed!
Min påstand over for Klausul var, at alle vil være nødt til at lave DJØF-sikkerhed i stedet for rigtig sikkerhed for bare nogenlunde at kunne forklare sig og gøre det krævede.
For hvad er det helt konkret, at Pladderballe Vandforsyning skal gøre? Yes, yes, de indfører to-faktor-sikkerhed, men hvad så ellers?
Og konsulenterne kan præsentere dem for det ene frygtindgydende scenarie efter det andet: Enten gør du alt det, som du “bør gøre” (som ikke kan defineres, og som aldrig stopper) eller også kan du blive både kølhalet, fængslet og ruineret. Eller tvunget til at sælge biksen.
Hvad gør vi? Hvordan kan vi hjælpe vores medborgere?
Ja, jeg kan også sagtens lave alle de sikkerheds- og risikovurderinger, man kan drømme om ved hjælp af ChatGPT. Jeg kan også sagtens lave NIS2-plidderpladder ved hjælp af ChatGPT.
Må jeg også ydmygt foreslå at bruge min ITAKK-metode til at få ting gjort godt og i en vældig fart?
Men hvad nu, hvis man er et seriøst menneske, der gerne vil gøre det rigtigt OG sikre, at både Pladderballe Vandforsyning, Danmark og EU bliver mere sikre steder for os alle?
Det er lige her, I (læserne) kommer ind i billedet: Skriv til mig med jeres idéer (det gælder også alle jer citizen developers out there!) og erfaringer på mogensxy@gmail.com, og så følger jeg pænt op næste gang.
Hvad med de store og de offentlige?
Alt dette er selvfølgelig også nyt for store virksomheder og offentlige virksomheder, men vi ved jo, at de altid klarer sig, uanset hvad der kommer af nye krav.
En jurist fra Danske Bank fortalte mig for mange år siden, at de altid foreslog nye regler, fordi de (dengang) var de største, og dermed både kunne se ud som de sidste dages hellige OG tvinge de mindre banker til at bruge alt for meget tid og alt for mange penge på det, mens de (Danske Bank) bare kunne ansætte 50 jurister mere (hans formulering, ikke min).
Det svarer lidt til det danske forsvar, hvor en masse civile beder genererer tonsvis af papir, mens de rigtige soldater ikke får våben og ammunition, så de kan konkurrere.
Den udsendte enhed i Baltikum er for eksempel sitting ducks, for de har intet droneberedskab eller -forsvar, men alle DJØF’erne i de mange militær-styrelser skriver en masse om, at det ikke er et problem.
Hvis offentlige myndigheder ikke er i stand til at leve op til forskellige krav, så finder man altid ud af det.
Man er typisk lidt følsom, både i Danmark og i EU, over for situationer, hvor Skat eller Udenrigsministeriet er nødt til at lukke permanent, fordi de ikke kan betale syv procent af deres årlige omsætning i bøde til EU. Det er noget andet med private bikse…
Det er aldrig sundt for en embedsmand at straffe andre embedsmænd, men heldigvis er der jo så det private erhvervsliv, som man kan fornøje sig med, og hvor man kan statuere nogle eksempler.
Embedsmænd, der gør det rigtige i stedet for det politisk betimelige, bliver upopulære og har svært ved at få et nyt job.
Whistleblowere bliver også altid outet her i landet og må finde på noget andet at lave. Så generelt set er offentlige bikse meget lidt i farezonen og kan tage det helt roligt. Godt for dem.
På den måde kan vi tage det roligt: Danmark vil bestå. Eller ihvertfald den offentlige administation.
Hvorfor bruger man trusler og straf?
Det har slået mig, at alt det nye fra EU handler om drakoniske straffe a la syv procent af den globale omsætning, halvdelen af overskuddet, hele bestyrelsen og ledelsen i fængsel, osv.
Alt i alt bruger man i disse år ingen gulerødder, kun pisk. Frygt, Usikkerhed og Tvivl er jo det, som politikere OG konsulenter elsker mest, fordi det hhv. giver stemmer og omsætning. Men sjovt er det ikke for ofrene.
Hvad gør vi? Sidder vi helt stille og ser, hvad der sker og venter på, at det går over? Finder vi på smarte AI-løsninger, som alle har råd til?
Giver vi Staten besked på reelt at hjælpe dem, som de selv pålægger alverdens ting?
Gør vi det pligtigt for ministerierne gratis at hjælpe dem, som de rammer med deres lovgivning, og kan vi så gøre dem ansvarlige, hvis det ikke lykkes for Pladderballe Vandforsyning at nå i mål?
Skriv til mig på mogensxy@gmail.com. Vi skal redde Danmark fra den hvide papirfare…
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
