Fremover bliver det sværere for Apple-brugere at give adgang til alt det, der måtte ligge på ens Mac.
Apple har nemlig valgt at begrænse muligheden for, at en AI-agent kan få adgang til tjenesten Full Disk Access i macOs.
Full Disk Access giver mulighed for, at en app kan få adgang til samtlige filer, billeder, mails og browserhistorik på en Mac. Det kan bruges til for eksempel at lave en backup af vigtige filer.
I et opslag på Apple Developer News skriver Apple, at man imidlertid er bekymret for, at mange AI-agenter, der beder om adgang til en Mac, kan håndtere brugernes private data på en måde, der ikke er hensigtsmæssig.
"Nogle udviklere bruger Full Disk Access på måder, der kan bringe brugerne i fare og eksponere alt på deres systemer - inklusive filer, mails, beskeder og endda browserhistorik - uden brugernes fulde viden og forståelse. For kommunikationsapps kan dette også kompromittere privatlivets fred for de personer, brugerne kommunikerer med," skriver Apple på siden.
Af den grund kommer Apple til at "introducere yderligere kontroller" for at sikre, at brugere, der fortsat gerne vil give AI-agenter adgang til alt på ens Mac, kun kan gøre det med en tydelig accept og tilkendegivelse.
Risici vokser med agenters autonomi
De bebudede opdateringer kommer i kølvandet af flere hændelser, hvor AI-agenter har fået adgang til brugeres private data, uden at brugerne har været bevidst om det eller accepteret det.
Mediet TechCrunch beretter således, at Metas AI-agent Muse pludselig har kunnet få adgang til en journalists private beskeder, selvom journalisten ikke gav Muse lov til det. Meta selv afviser, at det skulle være tilfældet.
En fejl i ChatGPTs app på Macs har sandsynligvis også øget risikoen for, at hackere har kunnet få adgang til private datat og personfølsomme oplysninger, skriver mediet.
Det er hændelser som disse, der nu gør, at Apple har valgt at stramme skruen yderligere.
"Det er afgørende at adressere dette. Efterhånden som AI-agenter bliver mere og mere kapable og autonome, vil risiciene forbundet med dette adgangsniveau vokse betydeligt. Vi er forpligtet til at sikre, at brugerne klart forstår disse risici, før de giver sådan adgang, så de kan træffe informerede beslutninger om deres egne data og privatliv," står der i opslaget på Apple Developer News.
Apple skriver ikke, hvad kontrollerne vil bestå i, ej heller hvornår de vil blive rullet ud på brugernes macOs.