Historien om et forudsigeligt og tåbeligt nederlag

En årelang strid fik en ende, da Toshiba tabte til Sony, hvis standard Blu-ray bliver fremtiden. Historien om intriger, magtkampe og brudte alliancer tager sin begyndelse på den japanske ø Shikoku...

Artikel top billede

Efter 10 års arbejde havde Shuji Nakamura gjort, hvad ingen af forskerne i de enorme elektronikkoncerner, fra Sony til Hewlett-Packard, kunne. Trods deres horder af eksperter og ingeniører.

Trods milliardbudgetter til forskning og udvikling syntes det umuligt at få et gennembrud i nye lysdioder.

Altså indtil en medarbejder i en relativt upåagtet japansk kemikoncern, Nichia, nemlig Shuji Nakamura, gjorde det.

Med et minimalt budget.

Alene efter adskillige spare­runder i Nichia.

På øen Shikoku, ude i provinsen langt fra metropolernes forsknings-centre.

Her konstruerede Shuji Nakamura i slutningen
af 1993 en diode, der kunne afgive blåt lys.

Blåt lys.

Ja, blåt.

Og hvad så?

Meget.

For det, Nakamura som den første havde skabt, var fundamentet for den blå laser, der gjorde det muligt gratis at firdoble mængden af data, som man kan lægge på en cd-skive.

Uden Nakamura, ingen Blu-ray.

Ikke noget under at han i 2006 fik den finske stats Millennium pris, en slags opfindernes Nobel pris. Og ifølge det ansete tidsskrift Scientific American er hans daværende arbejdsgiver Nichia i dag hovedleverandør af de eftertragtede blå lysdioder.

Tåbelig krig?

Men Shuji Nakamura havde næppe forestillet sig, at hans opfindelse skulle give anledning til et verdensomspændende hundeslagsmål om standarden for næste generation af dvd. Et slagsmål hvis udfald næsten syntes at være givet på forhånd i en grad, så man næsten kan undre sig over, hvorfor det dog kunne komme så vidt i så kostbar en strid, at det umiddelbart kan forekomme … tåbeligt?

Men det vender vi tilbage til senere.

To enorme elektronikkoncerner, Sony og Toshiba, har siden begyndelsen af dette årtusind kæmpet indædt om, hvis teknologi skulle være fremtidens medie for film i high-definition (HD) kvalitet. Og på hver side af fronten havde de hver især samlet en række af verdens største elektronik- og filmselskaber.

Giganternes kamp

Da Blu-ray Disc Association blev dannet 19. februar 2002 var de ni oprindelige medlemmer elektronikvirksomhederne Hitachi, LG, Panasonic, Pioneer, Philips, Samsung, Sharp, Sony og Thomson. It-producenterne Apple og Dell meldte sig også tidligt under Blu-rays faner.

Overfor dem stod HD DVD Promotion Group med Toshiba, NEC, Sanyo, Microsoft, RCA, Kenwood, Venturer Electronics og Memory-Tech Corporation.

Umiddelbart syntes Blu-ray-alliancen at være den stærkeste med nogle af de største navne inden for elektronikindustrien. Et resultat af en målrettet kampagne for at undgå gentagelsen af Sonys to største nederlag fra fortiden.

Fortsættes...

Det skal blive løgn, ska' det

Som da Sony i 80'erne måtte se sin Betamax-standard tværet ud af konkurrenten JVC's VHS-bånd.

Som da rivalen Toshiba i 90’erne udmanøvrerede Sony i slaget om standarden for den første generations dvd’er ved at gå i alliance med medie-giganten Warner Brothers.

Næh, denne gang skulle det være løgn, sku' det.

Ifølge Businessweek gik Sony-cheferne i gang med en målrettet kampagne for at samle støtte til Blu-ray, da de i 2003 kunne se Toshiba forsøge at genoplive alliancen med Warner Brothers.

Man hyrede en tidligere topchef fra Warner Brothers, Warren Lieberfarb, som lobbyist for HD DVD-standarden. Øjensynligt ville Toshiba forsøge sig med en gentagelse af det gennemprøvede trick med dvd-alliancen med Warner Brothers.

Toshiba tager teten

Umiddelbart syntes det skaktræk at virke, da filmselskaber som Paramount, Universal og New Line Cinema i 2004 i første omgang støttede Toshiba og HD DVD-standarden.

Ansporet af konkurrentens succes begyndte Sony ligeledes målrettet at rekruttere støtter og fik hurtigt en række af elektronikindu-striens største navne med på Blu-ray.

Og Warren Liberfarb måtte til sidst give fortabt i forsøget på at samle hele filmbranchen mod Blu-ray og afgøre striden, før det kom til åben kamp.

Alligevel var intet afgjort endnu. Det skulle tage næsten seks år, før kampen var ovre.

Og så sent som i 2005 forsøgte de to hære at forhandle sig frem til en fælles standard for at undgå den truende og yderst kostbare krig, der truede forude.

Sonys topchefer plæderede for en fredelig løsning på konflikten.

Tænk på forbrugerne

Både koncernchefen og hans chef for udviklingen af Blu-ray, Yukinori Kawauchi, slog på, at det var til fordel for alle at undgå konflikt.

"Set fra forbrugernes side er det bedste at gå efter en enkelt standard. Vi er åbne for diskussioner," sagde Yukinori Kawauchi til nyhedsbureauet Reuters 13. april 2005.

Men som en kommentator konkluderede med en omskrivning af et citat af den gamle britiske premierminister Neville Chamberlain, ville det næppe føre til fred i vor tid.

Tværtimod.

Ganske som Chamberlains ord kom til at indvarsle 2. verdenskrig, kom Yukinori Kawauchis ord til at indvarsle en krig mellem giganterne.

Fortsættes...

Bill Gates blev pikeret

Uanset forhandlinger var de to teknologier alt for langt fra hinanden. Microsofts Bill Gates slog på, at Blu-ray ikke fungerede optimalt med Microsoft Windows.

Sony skulle afpasse den nye standard til Windows lød kravet på et lukket møde mellem ham og Sonys engelske topchef Howard Stringer i juli 2005.

Ifølge anonyme kilder blev Bill Gates yderst pikeret, da Howard Stringer insisterede på, at Blu-ray standarden ville fungere fint med Microsofts Windows-styresystem.

"Der må stikke noget dybere under," havde en forundret Howard Stringer bemærket til en medarbejder efter mødet, skrev det amerikanske erhvervsblad Businessweek. Ifølge bladet bekræftede Microsoft-talsmænd, at de to havde talt sammen, men afviste samtidig, at situationen skulle have været 'ophedet' (heated, red.).

Bredside mod Blu-ray

Ikke desto mindre affyrede Microsoft sammen sin allierede Intel en ordentlig bredside mod Blu-ray mindre end to måneder senere. Blu-ray ville aldrig kunne opfylde alle de gyldne løfter fra Sony, lød det. Og Microsoft og Intel lagde deres fulde støtte bag Toshiba.

Umiddelbart skulle man tro, at den kanonade ryddede fordækket på det gode skib Blu-ray. Med to så store fregatter i it-verdenen mod sig, måtte Sony da stryge flaget for at lade sig bugsere i havn.

Men tværtimod.

En række store filmselskaber offentliggjorde kort efter Microsofts angreb deres støtte til Sony og Blu-ray. Og yderst usædvanligt tog de to konkurrenter Dell og Hewlett-Packard det skridt at udsende en fælles meddelelse, hvor de lagde afstand til Microsoft og Intel, to af deres vigtigste leverandører.

Hvad der næppe har hjulpet på Bill Gates' humør.

Ulige styrkeforhold

Allerede i efteråret 2005 så styrkeforholdet mellem de to hære meget ulige fordelt ud. Den 3. oktober skiftede en af filmbranchens største producenter, Paramount Pictures, side fra HD DVD til den stadigt voksende skare af Blu-ray-støtter.

Sony havde fået størstedelen af de store navne i både elektronik- og filmindustrien bag sig. Og umiddelbart syntes krigen ovre allerede inden, den var begyndt.

Men nej.

En afgørende branche var endnu splittet i valget mellem Blu-ray og HD DVD, nemlig pornoindustrien. I sin tid var producenterne af pornofilm en af de afgørende faktorer bag VHS-standardens sejr over Sonys Betamax-standard. Porno på videobånd var en kassesucces af dimensioner, der langt overgår, hvad det stuerene Hollywood kan præstere.

Lukrativ porno

I 2006 tjente den amerikanske pornoindustri mere end 70 milliarder kroner på levende billeder, mens den pænere del af filmbranchen lå i omegnen af 55 milliarder kroner.

HD DVD kom ganske vist først over mållinjen i december 2006 med den første pornofilm med den grafiske titel 'Camp Cuddly Pines Power Tool Massacre' fra Wicked Pictures.,

"Vi har ikke sagt endelig nej til Blu-ray, men HD DVD er en mere omkostningseffektiv løsning for os," sagde Jackie Ramos, underdirektør i Wicked Pictures til online nyhedstjenesten Fox News.

Andre i voksenfilmsbranchen vaklede dog mellem de to formater.

Fortsættes...

Krigen ud i lys lue

Måske var det den vægelsindede pornobranche, der gjorde, at krigen brød ud i lys lue, de første maskiner og film i HD DVD-format blev lanceret 18. april 2006 på det nordamerikanske marked.

Et par måneder efter, i sommeren 2006, udkom de første Blu-ray-film.

Krigen var begyndt.

Når danske og udenlandske iagttagere skal pege på en af årsagerne til, at det endte med åben kamp, peger de på de enorme økonomiske gevinster, som vinderen stod til at høste.

"Uanset hvad vil vinderen have et enormt teknologisk forspring i forhold til konkurrenterne," siger professor Lars Dittmann fra Danmarks Tekniske Universitet.

Hertil kommer indtægter fra licenser, når andre virksomheder anvender tekno-logien bag ved til at udgive film eller sælge maskiner til at afspille indhold på den nye type dvd.

Efter krigen var brudt ud i lys lue, blev i hvert fald to forhold afgørende for udfaldet af konflikten.

Som det første element kom en række skift i alliancerne til at spille en stor rolle. Nok havde Sony formået at skabe en frontlinje af partnere blandt teknologivirksomheder, men den japanske koncern manglede stadig at overbevise sine største konkurrenter inden for filmindustrien om Blu-rays fortræffeligheder.

Oprindeligt havde hver lejr støtte fra tre af de seks største filmstudier i verden. Sony sidder selv på 21 procent af markedet med varemærker som Tristar Pictures og Columbia Pictures og kunne derfor garantere en lind strøm af Blu-ray film ud på markedet.

Fortsættes...

Koldsved på panden?

Men mon ikke Sony-bossen Howard Stringer fik en smule koldsved, da Paramount Pictures endnu engang skiftede side den 20. august 2007. og denne gang sammen med filmstudiet Dreamworks.

"Vi har besluttet udelukkede at udsende Shrek III og andre Dreamworks animationsfilm på HD DVD, fordi vi mener, at det er det bedste format til at levere underholdning i høj kvalitet til vores nøglekunder, nemlig familier," udtalte Jeffrey Katzenberg, Dreamworks Animations administrerende direktør i den pressemeddelelse, som moderselskabet Viacom udsendte. Han fremhævede også, at HD DVD-film var billigere at producere end Blu-ray.

900 millioner til Shrek-selskab

Til gengæld fik Paramount og Dreamworks hver knap 900 millioner kroner for at skifte side i kampen, mens Toshiba til gengæld fik lov til at benytte sig af den animerede Shrek-figur i markedsføringen af HD DVD.

"Det ser ud som en desperat handling," sagde Andy Parsons fra Blu-ray Association til The New York Times. Han henviste til, at Blu-ray film solgte langt bedre end film udgivet i HD DVD. Og ikke mindst at en trofast støtte, nemlig Disney var i gang med at udsende hele sit katalog af film på Blu-ray

Det afgørende skift i alliancerne kom, da Warner Brothers januar i år offentliggjorde, at fra sommeren 2008 ville alle film blive udgivet på Blu-ray i stedet for på HD DVD.

Dumper priserne

Toshiba svarede igen med at dumpe priserne på alle HD DVD-afspillere med helt op til 50 procent.

Men det imponerede ikke analytikerne.

Hiroyuki Shimizu, analytiker ved Gartner, forudsagde til den amerikanske udgave af PC World, at Toshiba måtte give op inden udgangen af 2008, fordi forbrugerne simpelthen havde for få HD DVD-film at vælge imellem. Det eneste, Toshiba havde opnået med at sænke priserne, var at forlænge HD DVD’s dødskamp.

Han fik ret.

I kølvandet på Warner Brothers fulgte en lang række storev erhvervsnavne som Blockbuster, Wall-Mart og andre trop med at sige farvel til HD DVD.

Fortsættes...

Skak og mat

Lang tid forinden havde Sony foretaget et andet skaktræk, der for mange var endnu mere afgørende. Sony satte et af sine stærkeste våben ind i krigen, verdens mest solgte spillekonsol Sony Playstation.

Sony annoncerede, at efterfølgeren til den yderst populære Playstation 2 som standard ville blive udstyret med et drev til at afspille Blu-ray film.

"Da jeg hørte det, var jeg overbevist om, at Blu-ray ville vinde," sagde Lars Dittmann.

Sony har indtil videre fået solgt i nærheden af 10,49 millioner eksemplarer af Playstation 3 (PS3) per 1. januar 2008, et tal som Toshiba slet ikke kommer i nærheden af. Og selv om PS3 har svært ved at nå samme popularitet blandt forbrugerne som forgængeren, skønner analytikere over for den britiske avis The Times, at Sony vil sælge i omegnen af 10 millioner PS3'er i løbet af i år.

Så er det bare slut

I sidste måned erkendte Toshibas da også det nederlag, som omverdenen ventede på.

Sony blev den forudsigelige sejrherre.

Men det har kostet dyrt.

Ud over forskning og udvikling har Sony også solgt PS3-konsoller langt billigere, end det har kostet at producere den avancerede maskine. Sammen med udgifterne til forskning og udvikling af Blu-ray, skønner analytikere, at Sony har spenderet op mod 15 milliarder kroner på krigen.

Det store spørgsmål er, om Sony kan nå at tjene de penge hjem, inden Blu-ray er forældet.

Idiotisk kamp

“Grundlæggende er hele den her kamp idiotisk, fordi man har fremskyndet det fysiske medies bortgang,” siger Preben Mejer, chef for det danske teknologieksperimentarium Innovation Lab. Lige som musikbranchen vil filmbranchen går over til at levere produkterne over nettet.

Manden, der gjorde det hele muligt, Shuji Nakamura, har ikke selv fået det store ud af sin opfindelse.

Hans arbejdsgiver, Nichia, gav ham i 2001 en bonus på 20.000 yen, i datidens penge godt 1.100 kroner. Han forsøgte sig med et sagsanlæg mod Nichia, som til sidst indgik et forlig, der gav opfinderen en bonus på 35 millioner kroner. Men hvor meget, der var tilbage, efter advokaterne fik deres, er ukendt.

Men æren var hans.

Læses lige nu
    Computerworld Events

    Vi samler hvert år mere end 6.000 deltagere på mere end 70 events for it-professionelle.

    Ekspertindsigt – Lyt til førende specialister og virksomheder, der deler viden om den nyeste teknologi og de bedste løsninger.
    Netværk – Mød beslutningstagere, kolleger og samarbejdspartnere på tværs af brancher.
    Praktisk viden – Få konkrete cases, værktøjer og inspiration, som du kan tage direkte med hjem i organisationen.
    Aktuelle tendenser – Bliv opdateret på de vigtigste dagsordener inden for cloud, sikkerhed, data, AI og digital forretning.

    Infrastruktur | Frederiksberg

    Roundtable: Hybrid og cloud – sikre og strategiske it-valg i en ustabil verden

    Eksklusive danske digitale ledere mødes til rundbordssamtale om balancen mellem fart, sikkerhed og compliance. Hør hvordan CIO’er bygger robuste hybrid cloud-strategier, der skaber reel forretningsværdi og styrker modstandskraften.

    Sikkerhed | København

    Strategisk It-sikkerhedsdag 2026 - København

    Få overblik over cybersikkerhedens vigtigste teknologier, trusler og strategiske valg. Hør skarpe oplæg om AI-risici, forsvar, compliance og governance. Vælg mellem to spor og styrk både indsigt og netværk. Deltag i København 20. januar.

    Andre events | København

    Executive Conversations: Fra hype til afkast – her er vinderne af AI-ræset

    Få et klart overblik over AI’s reelle effekt i danske virksomheder. Arrangementet giver unge talenter og ambitiøse medarbejdere viden, der løfter karrieren, skærper beslutninger og gør dig klar til at præge den digitale udvikling. Læs mere og...

    Se alle vores events inden for it

    Navnenyt fra it-Danmark

    VisionBird har pr. 1. november 2025 ansat Kelly Lyng Ludvigsen, 38 år,  som Seniorrådgiver. Hun skal især beskæftige sig med Rådgivning og undervisning i Contract Management. Hun kommer fra en stilling som Contract Manager hos Novo Nordisk. Hun er uddannet Cand. jur. og BS fra CBS. Hun har tidligere beskæftiget sig med Contract Management i flere roller i både det private, offentlige og som konsulent. Nyt job

    Kelly Lyng Luvigsen

    VisionBird

    Enterprise Rent-A-Car har pr. 1. september 2025 ansat Christian Kamper Garst som Senior Key Account Manager. Han skal især beskæftige sig med at vinde markedsandele i hele Norden som led i en storstilet turnaround-strategi. Han kommer fra en stilling som Salgsdirektør hos Brøchner Hotels. Nyt job

    Christian Kamper Garst

    Enterprise Rent-A-Car

    Danske Spil har pr. 1. oktober 2025 ansat Jesper Krogh Heitmann som Brand Manager for Oddset. Han skal især beskæftige sig med at udvikle og drive brandets strategi og sikre en rød tråd på tværs af alle platforme og aktiviteter. Han kommer fra en stilling som Marketing & Communications Manager hos Intellishore. Nyt job

    Jesper Krogh Heitmann

    Danske Spil

    Netip A/S har pr. 15. september 2025 ansat Peter Holst Ring Madsen som Systemkonsulent ved netIP's kontor i Holstebro. Han kommer fra en stilling som Team Lead hos Thise Mejeri. Nyt job