Artikel top billede

De 10 bedste amerikanske it-historier i 2008

Det begyndte som en bankkrise, men udviklede sig i 2008 til en historie, der berørte alle - ikke mindst it-branchen.

Computerworld News Service: Selvom året ikke har været "business as usual," har der været nogle store fusioner - for eksempel HP's køb af EDS.

Længe ventede produkter som den Android-baserede G1 Google-phone kom på markedet.

Opgør om standarder, blandt andet om filformater som OOXML og hardware-teknologi som Blu-Ray, fik en ende. Kampen mod spam-leverandører som McColo blev ved... og ved. Microsoft og Yahoo blev hovedpersonerne i en af årets største historier. Den mest indflydelsesrige iværksætter i vor tid, Bill Gates, forlod Microsoft for at fokusere på velgørenhed.

Her er Computerworlds amerikanske nyhedsbureau, IDG News Services, bud på de 10 største teknologihistorier fra 2008.

Finanskrisen trækker tæppet væk under teknologi-branchen

Den 1. december gjorde amerikanske National Bureau of Economic Research det officielt: Den amerikanske økonomi har været i recession siden december 2007. Og teknologi-branchen er ikke immun.

Indtil for kort tid siden var ræsonnementet, at eftersom virksomhederne skar i deres it-budgetter efter dotcom-krisen, var der ikke meget tilbage at tage af. Så man var forberedt på en ombremsning i salget af teknologi, men ikke en reel nedgang.

Med markeds-iagttagerne er ikke længere så sikre og er så småt begyndt at revidere deres forventninger. De varsler endda om global nedgang i nogle dele af teknologi-branchen - for eksempel pc og mobilenheder.

Teknologi-virksomhederne justerer også deres forventninger til indtjeningen, og manges aktiepriser er faldet til et niveau, der er næsten lige så lavt som under dotcom-krisen.

I december sænkede Forrester Research sin forventning til det samlede amerikanske køb af it-goder og -tjenester fra 6,1 til 1,6 procent vækst i 2009.

Flere markedsanalytikere forventer stadig, at 2009 ender i plus for teknologi-branchen, fordi krisen forventes at aftage efter et eller to kvartaler.

Men hvis det ikke sker, må nogle leverandører nok indse, at der venter dem samme skæbne som de forliste investeringsbanker.

HP opkøber EDS

Da Hewlet-Packard i maj meddelte, at selskabet havde planer om at købe it-outsourceren Electronic Data Systems for 13,9 milliarder dollar, var ikke kun en stor nyhed, fordi det ikke ligefrem vrimler med store opkøb i et år med konjunkturnedgang.

Købet giver også HP styrken til at udfordre IBM på tjenester, befæste sin position som verdens førende it-virksomhed og udvide sin portefølje for at gardere sig på et it-marked, der sandsynligvis vil falde på verdensplan i adskillige kvartaler.

HP's tjenester udgjorde 16 procent af virksomhedens indtjening på 104 milliarder dollars i 2007, mens IBM tjener over halvdelen af sine penge på tjenester.

EDS kommer til at udvide HP's konsulent- og outsourcing-forretning og bringer dermed virksomheden op på verdens andenstørste leverandør af tjenester, kun overgået af IBM.

Med EDS om bord forventer HP en indtjening mellem 127,5 og 130 milliarder dollar for 2008 sammenlignet med IBM's forventede 105 milliarder dollar.

Microsoft, OOXML, Android

Microsoft jagter Yahoo

Microsofts forsøg på at købe Yahoo gav anledning til en del spekulationer, lækager og ekspertudtalelser end nogen anden teknologihistorie i år.

5. maj trak Microsoft officielt sit tilbud tilbage, fordi det viste sig at være umuligt at blive enige med Yahoo om en pris - til trods for at Microsoft endte med at øge sit oprindelige tilbud på 31 dollar per aktie eller cirka 44,6 milliarder dollar til 33 dollar per aktie.

Jerry Yang opsagde efterfølgende sin stilling som topchef for Yahoo, hvis aktie faldt helt ned til ni dollars.

Efter at Steve Ballmer havde erklæret, at han ikke længere var interesseret i at købe Yahoo, udtalte han alligevel i starten af december, at de to virksomheder burde indgå en aftale så hurtigt som muligt.

Og i sidste uge fjernede Yahoo en af de hindringer, Jerry Yang havde opstillet for aftalen: en kontroversiel fratrædelsesordning.

I sidste ende er det meget mere end prisen, der er afgørende. Google bruger pengene fra sin dominans over søgning og annoncering på internettet til at udvikle nye tjenester og applikationer, og det mindsker Yahoos betydning og udfordrer Microsoft på markedet for software-as-a-service.

Det må da ende med en aftale før eller siden!

Kontroversiel sejr til OOXML

Microsoft sejrede i kampen for at få fremskyndet godkendelsen af Open Office XML som global filformat-standard den 1. april.

Nogle kritikere kaldte det ironisk, at softwaregiganten pralede med al sin succes lige netop den 1. april (aprilsnar) taget i betragtning, at en gruppe medlemmer fra International Organisation for Standardization havde klaget over uregelmæssigheder i stemmeprocessen.

Flere branche-insidere mener, at hele affæren minder om USA før antitrust-sager blev hverdagskost og Europa dengang Microsoft havde frit spil på markedet og kunne leve ustraffet på kanten af loven.

Andre mener, at OOXML-godkendelsen vil gøre livet hårdere for it-ledere, der ønsker at bruge applikationer, der indeholder den rivaliserende standard Open Document Format.

Det centrale er nok, at i kampen om at få OOXML godkendt som standard og de efterfølgende forsøg på at få filformatet til at arbejde bedre sammen med andre dokumentformater, har Microsoft signalleret, at man er klar over, at softwaremarkedet har ændret sig.

Og efterhånden som nettet og open source-applikationer bliver mere og mere betydningsfulde, er selv de største softwaregiganter nødt til at sørge for, at deres API'er og filformater er transparente og kan forbindes til resten af software-universet.

Android og åbningen af mobiluniverset

Da en flok direktører fra T-Mobile, Google og HTC afslørede G1 på en restaurant på Manhattan i september, drejede det sig ikke kun om at præsentere et nyt produkt - det var en milepæl i en mobilverden i konstant forandring.

Selvom mange mobilentusiaster stadig foretrækker Apples iPhone på grund af designet, bringer G1 en helt ny og åben forretningsmodel ind i mobiluniverset.

Google har fremhævet, at open source-platformen Android giver udviklere mulighed for at bygge applikationer, der kan køre på flere forskellige enheder og netværk.

Der er ingen garanti for, at det rent faktisk bliver tilfældet, men Android som koncept er mere åbent end det, Apple har præsteret indtil videre.

Android developer kit er gratis, og alle applikationer kan tilføjes til Android appliacation store.

Mobilkommunikation bliver aldrig det samme.

Blu-ray, McColo, XP er død, Obama, Gates

Endnu et opgør om formater: Blu-Ray står HD DVD
I februar meddelte Toshiba, at virksomheden ville sløjfe sine HD DVD-produkter og erkendte, at Sony og det rivaliserende high definition disc format Blu-Ray havde sejret.

Toshibas beslutning markerede afslutningen på en episk strid om standarder. Det endelige dødsstød kom, da Warner Bros. meddelte, at man ville stoppe med at udgive film på HD DVD, og Wal-Mart offentliggjorde, at man ville afvikle salget af HD DVD-produkter.

Som i de fleste opgør om formater var der ingen klar vinder. Begge lejre mistede mange millioner dollars på striden - ikke altid for at gøre produkterne bedre, men i et forsøg på at bejle til indholdsproducenterne.

Sony har erkendt, at man ikke når salgsmålet for Blu-Ray-spillere i år. Problemet er blandt andet prisen på film på diskene, men Sony og andre spilproducenter tøver med at sænke priserne efter, at de har brugt så mange penge på at kæmpe mod hinanden.

Spamkongen McColo afsættes, og kampen fortsætter

I slutningen af oktober blev McColo, en virksomhed der hostede en række cyberkriminelle aktiviteter, skudt ned. Det fik omkring halvdelen af spammen på internettet til at forsvinde.

En borger, journalist Brian Krebs, satte pres på internetudbyderne for at droppe McColos tjenester, men uden støtte fra politiet og de statslige myndigheder, er det umuligt at sikre, at spammere som McColo bliver permanent lukket ned.

Privatpersoner har ikke autoritet til at ransage og konfiskere datacenter-teknologi, hvilket kan lukke et foretagende som McColo for evigt.

Nogle sikkerhedseksperter siger, at mængden af spam igen er stigende og mistænker, at McColo på en eller anden måde er involveret.

Det er svært at få bemyndigelse til de muligvis hundredvis af dommerkendelser, det ville kræve at konfiskere ejendelene hos en spammer som McColo.

Så indtil der er international love mod cyberkriminalitet og håndhævelses-procedurer på plads, er enhver sejr over spam kun midlertidig.

XP er død - længe leve XP

I slutningen af juni oprandt en dato, mange havde frygtet: Det var ikke længere muligt at købe en pc'er, der var preloadet med Windows XP.

Branche-insidere havde forberedt sig på dagen, fordi XP's efterfølger Vista var plaget af fejl og en række problemer, for eksempel driver-inkompatibilitet.

Selvom Microsoft har løst mange af problemerne, har mange it-professionelle aldrig rigtig accepteret styresystemet.

Microsoft fjernede dog ikke XP helt fra markedet: Selvom man ikke længere kan købe pc'er med XP, er det stadig muligt at få fingrene i styresystemet. Billige netbooks kan nemlig fås med XP indtil den 30. juni 2010.

Mange brugere fortsætter med XP, indtil Windows 7 kommer, og Microsoft lover, at det nye styresystem vil være fri for mange af de problemer, der plagede Vista.

Politik 2.0: Obama bruger teknologi til få sejren i hus
Barack Obama kørte efter sigende den mest effektive og organiserede præsidentkampagne nogensinde.

Computing power, database-teknologi, social networking, e-mail list management og automatiseret business intelligence var centrale elementer i hans kampagne.

Stemmehververne blev forsynet med computer-udskrifter, der viste, hvad der kendetegnede de såkaldte "swing voters", tilhængere kunne oprette personlige online-dashboards, der gjorde det lettere at koordinere deres frivillige aktiviteter, og man brugte mobilkommunikation til at øge interessen hos unge og teknik-interesserede borgere.

Et af de mere interessante spørgsmål inden for politik og teknologi i 2009 bliver, hvordan Obama vil udnytte sit omfattende elektroniske netværk til at gennemføre de ændringer, der var centrum for hans kampagne.

En æra er slut: Gates går på pension
Da Bill Gates satte punktum for sin daglige gang hos Microsoft i juni, var det ikke kun en milepæl i hans egen karriere, men for hele teknologi-branchen.

Bill Gates opfandt ikke pc'en, men han opfandt pc-branchen og leverede en software-platform, som computere og applikationer fra mange virksomheder kunne samarbejde på.

Som uerfaren iværksætter fik han i 1981 til opgave at levere styresystemet til IBM's pc, og med IBM's imprimatur blev personlige computere centrum for it-branchen.

Nu hvor Bill Gates ikke længere er en aktiv del af erhvervslivet, er pc'en i stigende grad bare én måde at forbinde til internettet på.

Men selvom den klassiske pc-formfaktor måske ikke er så central for teknologien, som den var engang, har personal computing-software morphet og fundet vej til mange milliarder enheder i alle former og størrelser.

Bill Gates er stadig relativt ung og kan endnu nå at efterlade et lige så stort indtyk på velgørenheds-universet, som han har gjort på teknologiens verden.

Oversat af Mille Bindslev




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere


OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere