KMD aflyser studietur til USA for embedsmænd

KMD dropper en 10-dages studietur til USA for kommunale embedsmænd til maj.

Artikel top billede

En stort anlagt studietur til USA arrangeret af KMD for kommunale embedsmænd er blevet udskudt på ubestemt tid.

Ifølge KMD sker det, fordi der er kommet for få tilmeldninger til turen.

Det har ikke noget at gøre med den seneste tids stormvejr om KMD's mange gaver i form af koncerter, fodboldbilletter og golftture til embedsmændene, lyder det fra it-giganten.

"Nej, det har det ikke. Vi vil fortsat arrangere studieture," siger pressechef Christoffer Hellmann fra KMD.

Han oplyser, at beslutningen blev truffet i januar.

Egenbetaling og middag

Studieturen til USA skulle, ifølge KMD, være betalt af deltagerne selv, der mod 20.000 kroner ville blive klogere på it ved besøget, der skulle strække sig over 10 dage fra den 7. maj til den 17. maj.

"Vi betaler typisk en middag og lignende undervejs," siger Christoffer Hellmann.

Ifølge invitationen til turen skal deltagerne besøge "forskellige offentlige myndigheder og it-virksomheder i San Francisco, Silicon Valley og Las Vegas".

Men hvorfor skal et it-firma egentlig arrangere en faglig tur for embedsmænd?

"Vi arrangerer ture på it-området, fordi vi er en it-virksomhed med en betydelig viden på området."

Pressechefen forklarer, at KMD eksempelvis gennem årene har opbygget gode relationer på den internationale scene, som KMD stiller til rådighed på studieturene.

Invitation dukkede op

Hos Hvidovre Kommune skulle centralforvaltningsdirektør Gert S. Nelth have været med på studieturen til USA.

Ifølge et notat fremlagt til kommunens økonomiudvalg måtte han dog tilsyneladende ikke have modtaget de KMD-betalte middage.

"Centralforvaltningens direktør afstår fra modtagelse af diæter mv.," står der således i notatet.

Men turen blev altså udskudt. Og det var måske meget godt, da kommunens invitation til turen i første omgang åbenbart var blevet væk.

Efterfølgende dukkede invitationen dog op, hvilket du læse om sidst i artiklen.

Fremtidsværksted i Californien

Begrundelse for netop at tage med på studieturen til USA beskrives for lokalpolitikerne, da de godkender rejsen:

"Californien har ry for at være det sted i USA, som er længst fremme med innovativ økonomistyring understøttet af moderne it-systemer."

"Formålet med studieturen er at få inspiration til iværksættelse af effektive effektiviseringsstrategier, som understøttes af morgendagens it-teknologi, en form for Future Lab (fremtidsværksted)," lyder det videre.

"Endvidere er KMD en væsentlig samarbejdspartner for kommunen, og vil også være det i årene fremover," skrives det i begrundelsen.

Direktør: Vigtig med tæt dialog
Gert S. Nelth mener da også, at studieturen er yderst relevant. Og han ser ikke noget underligt i, at et firma arrangerer studieture for embedsmænd.

Hvorfor skal et it-firma arrangere en faglig tur for embedsmænd i Hvidovre Kommune?

"Det spørgsmål bør du vel egentlig stille til KMD, som har arrangeret turen."

"Set fra vores perspektiv er det en god idé, at man som kommune har en god relation til sin it-leverandør. It er jo ikke bare en vare, du køber. Den skal løbende opdateres og udvikles, derfor er det vigtigt med et tæt samarbejde og dialog med vores it-leverandører."

"Og så var turens faglige indhold, muligheder og trends i moderne økonomistyring højst relevant for mig som økonomiansvarlig i Hvidovre Kommune," siger direktøren.

Han påpeger, at kommunen også tegner store kontrakter med andre it-leverandører.

Notat fremlagt økonomiudvalg

Skrivelsen fremlagt økonomiudvalget i Hvidovre Kommune, der godkendte studieturen:

Kommunestyret, herunder Hvidovre Kommune står overfor markante økonomiske udfordringer i de kommende år, hvilket ikke er nogen hemmelighed. Det nye er imidlertid en langt højere fokus på økonomistyring, hvor den fremherskende trend i dag er effektiviseringsstrategier. Eller hvordan maksimeres den givne økonomi, uden den kommunale serviceproduktion forringes.

I mange situationer vil IT-teknologi være et væsentligt element i en effektiviseringsstrategi, for at denne skal lykkes. KMD har sammensat en studietur, hvor de nyeste økonomistyringsprincipper kobles sammen med effektiv IT-understøttelse.

Studieturen går til USA, nærmere bestemt Sillicon Valley, hvor verdens førende IT-virksomheder holder til. Californien har ry for at være det sted i USA, som er længst fremme med innovativ økonomistyring understøttet af moderne IT-systemer.

Formålet med studieturen er at få inspiration til iværksættelse af effektive effektiviseringsstrategier, som understøttes af morgendagens IT-teknologi, en form for Future Lab (fremtidsværksted).

Motivering for at deltage i studieturen er dels, at Centralforvaltningens direktør arbejder med økonomistyring- og effektiviseringsstrategier, med effektiv IT-sagsunderstøttelse samt optimering af arbejdsprocesser (Lean), hvor de samme resurser optimeres til at løse flere opgaver, uden at dette går ud over medarbejdertrivselen mv.. De bedste effektiviseringsresultater opnås, når der er fornuftig balance mellem økonomistyring, IT-understøttelse og gennemførte Leanprocesser. Endvidere er KMD en væsentlig samarbejdspartner for kommunen, og vil også være det i årene fremover. Studieturen vil give et indblik i, hvad det er for nogle strategier danske IT-virksomheder, herunder KMD vil anlægge i de kommende år på den kommunale IT-front.

Studieturen afvikles i perioden 7. maj til den 17. maj. Prisen for deltagelse i turen, alt inklusiv, er 20.000 kr..

Der var tilmeldingsfrist den 15. januar. Det er meddelt KMD, at tilsagn er under forudsætning af økonomiudvalgets godkendelse.

Økonomiske konsekvenser:

De 20.000 kr. finansieres af Centralforvaltningens konti. Centralforvaltningens direktør afstår fra modtagelse af diæter mv..

Invitationen, der dukkede op

Forløbet i Hvidovre Kommune, hvor invitationen til studieturen pludselig dukkede op.

Hovedessensen af de sendte mail er gengivet.

1. mail

Fra Computerworld
Til Hvidovre Kommune
Dato: 5. marts 2010 09:44

Hej
Computerworld ønsker aktindsigt i alle dokumenter, mails, program, deltagerliste, med videre vedrørende omtalte studietur - punkt 9.

http://www.hvidovre.dk/Admin/Public/Download.aspx?file=Files%2fFiler%2fReferater%2f2010%2fOU%2fref100118.htm

2. mail

Fra Hvidovre Kommune
Til Computerworld
Dato: 05-03-2010 12:59

Med henvisning til din anmodning om aktindsigt i Gert Nelths studierejse til USA kan jeg oplyse, at turen er aflyst.

Med venlig hilsen
Borgmesterkontoret

3. mail

Fra Computerworld
Til Hvidovre Kommune
Dato: 05-03-2010 13:01

Hej
Tak. Jeg vil gerne have mails med videre, der viser, at den er aflyst og hvorfor.

Med venlig hilsen / Best regards
Computerworld Denmark

4. mail

Fra Computerworld
Til Hvidovre Kommune
Dato: 8. marts 2010 10:07

Hej
Kan I venligst bekræfte, at nedenstående aktindsigt bliver sagsbehandlet?

Med venlig hilsen / Best regards
Computerworld Denmark

5. mail

Fra Hvidovre Kommune
Til Computerworld
Dato: 08-03-2010 14:09

Med henvisning til din mail kan vi oplyse, at mailen er slettet. Det er almindelig mailkorrespondance som efter Hvidovre kommunes retningslinjer ikke journaliseres.

Med venlig hilsen
Borgmesterkontoret
Hvidovre Kommune

6. mail

Fra Computerworld
Til Hvidovre Kommune
Dato: 08-03-2010 14:25

Jeg skal forstå det således, at kommunen ikke journaliserer indbydelser til faglige arrangementer?

Og at kommunen ingen dokumenter har på en faglig tur, der ville have kostet skatteborgerne 20.000 kroner?

Med venlig hilsen / Best regards
Computerworld Denmark

7. mail

Fra Hvidovre Kommune
Til Computerworld
Dato: 11-03-2010 16:59.

Hermed fremsendes besvarelse på din henvendelse om aktindsigt i studierejse for Centralforvaltningsdirektør Gert S. Nelth til USA.

Tekst i vedhæftet fil:

"Ved nærmere undersøgelse kan vi konstatere, at oplysningen om at mails er slettet, ikke er helt i overensstemmelse med forløbet i sagen.

Der er oprettet en politisk sag på studierejsen. Denne sag indeholder vedhæftede invitation samt det mødeark, som du allerede kender.

Meddelelse om, at turen i maj er aflyst, men måske gennemføres på et senere tidspunkt blev givet mundtligt at kundechef Lars Kaare Pedersen fra KMD til cenrtralforvaltningsdirektør Gert S. Nelth i forbindelse med et møde.

Der foreligger ikke yderligere i sagen."

Vedhæftet mailen var også programmet for turen.

Med venlig hilsen
Borgmesterkontoret
Hvidovre Kommune

Forklaring fra Hvidovre Kommune

Computerworld har efterfølgende bedt kommunen svare på, hvordan ovenstående forløb hænger sammen.

Og ifølge centralforvaltningsdirektør Gert S. Nelth var der tale om en "procedurefejl":

"Som kommune modtager vi et hav af invitationer, og vi journaliserer ikke alle invitationerne. Da sagen blev fremlagt for økonomiudvalget, skulle udvalget tage stilling til indholdet i turen, og det blev skitseret i den mødesag, der blev fremlagt."

"Men selve programmet for turen var ikke vedlagt - og det må jeg erkende er en procedurefejl, for den skulle naturligvis have været journaliseret, da der blev oprettet en sag".

"Men derfor lå programmet ikke som en del af sagen, og var heller ikke en del af aktindsigten. I det her tilfælde kunne vi efterfølgende fremsende programmet for turen til Computerworld, fordi jeg stadig havde det liggende."

Læses lige nu

    Annonce

    Roskilde Universitet

    AV Tekniker

    Region Sjælland

    Collectia A/S

    Cyber Security Engineer

    Københavnsområdet

    Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

    Selvstændig IT-sagsbehandler til hardware og TV/AT udstyr i Hvidovre eller Karup

    Københavnsområdet

    Annonceindlæg fra Deloitte

    Teknologi i sig selv forandrer ikke noget:

    AI skal væves ind i kultur og processer for at skabe reel forretningsværdi

    Navnenyt fra it-Danmark

    Norriq Danmark A/S har pr. 1. januar 2026 ansat Allan Kimmer Jensen som Lead Solution Architect. Han skal især beskæftige sig med at sikre vores kunder får en verdensklasse brugeroplevelse gennem stærk frontend-arkitektur og kodekvalitet. Han kommer fra en stilling som Freelance Consultant hos Remmik. Han er uddannet hos Center for Medie og Kommunikation, Roskilde. Nyt job

    Allan Kimmer Jensen

    Norriq Danmark A/S

    Genetec har pr. 1. august 2026 ansat Jan Julin som Channel Account Executive. Han skal især beskæftige sig med styrke samarbejdet med partnere og kunder i Danmark, Finland og Baltikum. Han kommer fra en stilling som Senior Business Development Manager hos Dahua Technology. Han har tidligere beskæftiget sig med videoovervågning, adgangskontrol, sikkerhedsteknologi, salg og forretningsudvikling. Nyt job

    Jan Julin

    Genetec

    Arctic Wolf Networks har pr. 3. august 2026 ansat Johnny Krogsboll som Head of Sales Engineering for Norden.Med base i Stockholm får han ansvaret for Arctic Wolfs samlede Sales Engineering-organisation i den nordiske region.<br /><br />Johnny Krogsboll skal være med til at udbygge Arctic Wolfs tilstedeværelse i Norden og hjælpe virksomheder og organisationer med at stå stærkere over for et stadig mere komplekst cybertrusselsbillede. Det skal blandt andet ske i tæt samarbejde med Arctic Wolfs vigtigste kanalpartnere i regionen.<br /><br />Gennem sin karriere har Johnny Krogsboll arbejdet med og rådgivet virksomheder hos blandt andre Hewlett-Packard, Trend Micro og Palo Alto Networks med fokus på at skabe konkret værdi af deres teknologiinvesteringer. Nyt job

    Johnny Krogsboll

    Arctic Wolf Networks