Nettet vil samle den fragmenterede mobilverden

HTML5 vil gøre browserne mere webapp-venlige, mener Jon von Tetzchner, der er medstifter af norske Opera.

Artikel top billede

(Foto: Morten Rakke / Morten Rakke/www.rakke.no)

Computerworld News Service: Den norske browserproducent Opera har store forhåbninger for kombinationen af mobile browsere og HTML5, der vil bevirke, at webbaserede applikationer bedre kan konkurrere med lokalt installerede applikationer, fortæller medstifter af Opera Jon von Tetzchner.

Kombinationen af fragmentering og lokalt installerede applikationer på smartphones er i dag skidt for både bruger og udvikler, siger von Tetzchner i et interview.

For brugerne er det svært at skifte til en ny telefon, der benytter et andet styresystem, og samtidig beholde alle deres applikationer. Og udviklerne er ofte nødt til at starte fra bunden af, når de vil udvikle en applikation til forskellige platforme, siger von Tetzchner.

Men nettet kan være løsningen på begge problemer, og ligesom Google gør, satser Opera på, at HTML5 vil gøre webbaserede applikationer mere konkurrencedygtige i forhold til lokalt installerede applikationer. Browseren er ikke designet til at bygge applikationer, men det ændrer introduktionen af HTML5, mener von Tetzchner.

"Hvis man gerne vil bygge faktiske applikationer og ikke websites, så har dette noget at sige," påpeger han.

Her er fordelene

Udviklere vil blive i stand til at tilføje rigt grafikindhold kombineret med lokal storage, hvilket vil gøre det muligt for programmer baseret på webstandarder at fungere præcist ligesom lokalt installerede applikationer, forklarer han.

Implementeringen af HTML5 er stadig kun undervejs, især i mobile browsere. Opera Mobile 10 og Mini 5 understøtter visse dele af HTML5 heriblandt grafik. Der mangler stadig understøttelse af vigtige aspekter som video og lokal storage, men det vil ikke overraske von Tetzchner, hvis storage-delen bliver tilføjet allerede i år.

Ind i varmen hos Apple

De første fem måneder af 2010 har været travle for Opera: Producenten har opkøbt den mobile annoncevirksomhed AdMarvel, underskrevet en aftale med Vodafone om at give billige telefoner i fremkommende markeder internetadgang og fået sin Mini-browser godkendt til iPhone.

At Apple godkendte Opera Mini kom som en overraskelse for mange, menikke for Opera, som efter en grundig granskning af Apples SDK-licens var overbevist om, at den ville blive godkendt, oplyser von Tetzchner.

"Der var også andre browsere, der var blevet godkendt … og det faktum, at vi ikke kører JavaScript eller den slags på klientsiden, gør, at det var naturligt for Apple at godkende Opera Mini," forklarer von Tetzchner, der understreger, at Opera gennemgik den normale ansøgningsprocedure for applikationsgodkendelse.

Mere end 2,6 millioner mennesker brugte Opera Mini på deres iPhone i løbet af de første to uger efter lanceringen i april, oplyser Opera.

Opera Mini til iPhone fungerer også på iPad, men Opera har ikke gjort noget for at tilpasse browseren til Apples tablet, hvilket vil være et naturligt næste skridt, siger von Tetzchner.

Holder med Adobe i Flash-krigen

Apple får ingen sympati fra Opera med hensyn til to varme emner i den mobile browserverden.

Von Tetzchner har kun gode ting at sige om Adobe Systems, som mildt sagt har haft sine uoverensstemmelser med Apple angående Flash på mobiltelefoner. Opera har et godt forhold til Adobe, og Flash er en del af nettet, siger han.

Han fortæller dog ikke, om eller hvornår browserproducenten vil implementere den seneste version af Flash på Opera Mobile. Men Opera Mini står ikke til at få understøttelse af Flash. Denne browser er ekstra hurtig og forbruger mindre data. Det sker ved, at websites bliver komprimeret på Operas servere, før de sendes til browseren, men det betyder også, at visse ting ikke vil fungere, heriblandt Flash. Opera Mobile forbinder på den anden side direkte til nettet.

Godt med Googles video-codec

Opera er også en stor fan af Googles open source-video codec, VP8, og er allerede begyndt at implementere det i sin desktop-browser.

"Når Google vælger at købe en virksomhed for en betydelig sum penge og derefter gør codec'et frit tilgængeligt, tiltaler det mange virksomheder," siger von Tetzchner.

Codec'et støttes i dag af Opera, Mozilla og Adobe, og selv Microsoft har sagt, at virksomheden i det mindste ikke vil bekæmpe det nye codec. Det efterlader stort set Apple som den eneste modstander, fortæller han.

Hvad angår Operas andre tiltag indtil videre i år, så har Opera ved at opkøbe AdMarvel og underskrive aftalen med et teleselskab som Vodafone lagt fundamentet for, hvordan virksomheden vil tjene penge i fremtiden.

Betaling over mobilregningen

Teleselskaberne er i en god position til at bruge forholdet til deres abonnenter til at opbygge et fungerende økosystem til såkaldt m-handel. Det er på nuværende tidspunkt stadig for besværligt at handle via sin mobiltelefon, men det er noget, teleselskaberne kan ændre på, mener von Tetzchner.

"Den afgørende test er for mig, om man kan bestille en pizza og betale for den, ved at den bare bliver trukket på ens telefonregning," siger han.

For at det skal fungere, er teleselskaberne nødt til enten selv at blive banker eller at samarbejde med banker, men det vil alt sammen falde på plads, siger han. Hvis brugerne kan handle over deres mobiltelefoner, vil der være omsætning nok til at dele, mener han.

Privacy er dog stadig en bekymring i det voksende marked for mobilannoncering - alle, der er involverede i dette marked, er nødt til at være påpasselige, når det kommer til slutbrugernes personfølsomme oplysninger.

"Vi vil gerne levere rimeligt relevante annoncer, men … vi ønsker ikke at overskride nogen grænser," forsikrer von Tetzchner.

Oversat af Thomas Bøndergaard

Læses lige nu

    Annonceindlæg fra IBM

    Digital suverænitet: De her spørgsmål skal du stille

    Sådan sikrer din virksomhed kontrollen over data, arkitektur, processer og AI i en stadig mere omskiftelig verden.

    Navnenyt fra it-Danmark

    Forte Advice har pr. 19. januar 2026 ansat Karoline Lotz Jonassen som Head of Business Design. Karoline skal især beskæftige sig med business design, og hvordan kunder strategisk innoverer eller arbejder med nye forretningsområder. Karoline kommer fra en stilling som Future Commerce Lead hos IMPACT Commerce. Nyt job

    Karoline Lotz Jonassen

    Forte Advice

    Christian Pedersen,  emagine Consulting A/S, er pr. 1. februar 2026 udnævnt som Chief AI Officer. Han beskæftiger sig med opkvalificere emagines ansatte, udvikle interne AI-værktøjer og levere AI-projekter for kunderne. Som leder af et nye AI-team skal han også udvikle og lancere AI-produkter til markedet. Udnævnelse

    Christian Pedersen

    emagine Consulting A/S

    Alcadon ApS har pr. 1. januar 2026 ansat Per Claus Henriksen som Datacenter-specialist. Per skal især beskæftige sig med opbygning og udvikling af Alcadons datacenterforretning. Per har tidligere beskæftiget sig med forskellige facetter af datacenterbranchen. Både via PR-bureau og som ansat i datacentre. Nyt job

    Per Claus Henriksen

    Alcadon ApS

    Idura har pr. 5. januar 2026 ansat Arjuna Enait, 34 år,  som software engineer. Han skal især beskæftige sig med videreudvikling af Verify-systemet samt arbejde på implementeringen af CIBA i Norsk BankID. Han kommer fra en stilling som software engineer hos Lasso X. Han er uddannet civilingeniør med speciale i geoteknik. Han har tidligere beskæftiget sig med at bygge microservices til dataindsamling og -processering, samt opdatere legacy-systemer. Nyt job

    Arjuna Enait

    Idura