Sådan følger teenageren med

15 år. Styrmand ombord på Jubiis chat. Elev i 9. klasse. Og politisk aktiv i Radikal Ungdom. Navnet er Henrik Skovgaard-Petersen, når han er offline. Og Heilou, når han er online - og det er han temmelig meget. Mød en usædvanlig aktiv teenager og se, hvordan han følger med.

Han kan godt tage en computerfri dag, siger han. Men et samfund og en hverdag uden IT og internet ville godt nok være besværligt og langsommeligt, mener den 15-årige Henrik Skovgaard-Petersen.

Intuitivt bruger han teknologierne uanset, hvilken kasket han har på: Folkeskoleelev, chatovervåger, politisk aktiv, borger, kunde eller ven.

Henrik Skovgaard-Petersen synes, at lærerne i skolen har en alt for stiv holdning til computere og internet. Alt for mange unge forlader skolen uden IT-kompetencer, mener han.

Den teknologi-entusiastiske teenager forestiller sig en totalt digitaliseret fremtid, hvor for eksempel blyant og papir er pist væk. Mød morgendagens borger, medarbejder og teknologibruger.

Henrik Skovgaard Petersen:
Hvornår brugte du for første gang nettet? Og hvad fik dig til det?

Jeg brugte første gang nettet for et par år siden. Jeg skulle søge noget information og havde hørt, at nettet skulle være et sted, hvor jeg nemt og hurtigt kunne finde den. Jeg har aldrig været sky i forhold til at bruge ny teknologi - hvad de færreste unge vel er - og havde ingen betænkeligheder i relation til at gå på nettet. Jeg syntes, det var fedt at prøve noget nyt.

Kan du forestille dig en hverdag uden internet i dag?

Nej, det kunne jeg nok ikke - hverken for mig selv eller for samfundet generelt. Tag nu for eksempel e-mail: Du kan skrive et brev og sende det på få sekunder. Før tog det en dag. Selvfølgelig er der telefonen og andre kommunikationsmidler, men priser og hastighed spiller en afgørende rolle i det moderne samfund, og her er nettet klart i førerposition. Personligt synes jeg da også, det ville være mere besværligt uden nettet, både når det gælder information til skoleprojekter eller fritid. Og så er nettet jo også et ganske sjovt sted.

Hvorfor blev du decideret net-entusiast?

Jeg tror, jeg blev grebet af nettet. Det er ligesom at starte forfra. Det meste af jorden er udforsket og kendt, men nettet er jo på sin vis en helt ny verden. Da jeg startede på nettet, havde jeg måske lidt en pionerfølelse. Selvom nettet havde eksisteret et godt stykke tid inden, og der var mange brugere på verdensplan, følte jeg, at jeg var med helt fremme og med til at etablere noget nyt for alvor.

Hvordan gik det til, at du blev styrmand på Jubii?

Første gang, jeg chattede, var for et år siden. Det var på en "almindelig" chat - Ofir eller sådan noget - og jeg synes, det virkede kedeligt. Så hørte jeg om Jubii og besluttede mig for at prøve den. Det var noget helt andet. Rigtig sjov chat med rangsystem og andet. Senere åbnede der en styrmandstest, og jeg kendte på det tidspunkt en del til chatten. Jeg har desuden altid søgt indflydelse og, tja, vel på et eller andet plan også magt, selvom jeg ikke tænker over det. Tror det er noget latent i alle mennesker.

Anyway, jeg bestod denne her test, som primært bestod af moralske og etiske spørgsmål, og blev udnævnt som styrmand. Det var en god fornemmelse, da tusinder af andre havde forsøgt at blive det, og jeg var blandt de knap 100, der blev udnævnt.

Hvad kræver det af dig at være styrmand?

Først og fremmest tid. Det kræver et par timer på Jubii om dagen for at forblive styrmand. Desuden kræver det tålmodighed og en fornuftig opfattelse af moral og etik. Man skal være sig sit ansvar bevidst. Det er hårdt, ulønnet arbejde, men stadig skal man være en god repræsentant for virksomheden Jubii.

Hvad er det, der giver mening for dig i at være styrmand?

Jeg fik en RIGTIG god modtagelse, første gang jeg var på chatten. Det gav mig lyst til stadig at chatte der, og det er nok det at hjælpe og engagere de nye chattere, der driver værket. Ud fra devisen om, at de skal have en mindst lige så god oplevelse, som jeg havde første gang.

Hvor meget tid er du online dagligt?

Det bliver til en del tid. Udover tiden på Jubii surfer jeg også rundt og læser forskellige sites. Tror vel, jeg er ved computeren tre-fem timer om dagen.

Hvordan ser en typisk dag ud i dit liv - hvad går tiden med?

Starter selvfølgelig med skolen. Når jeg kommer hjem og har spist, tænder jeg som regel computeren for første gang for at checke min e-mail. Hvad jeg ellers laver varierer fra dag til dag. Det er bestemt ikke altid, at jeg sidder ved computeren om eftermiddagen, selvom jeg har en dårlig vane med at lade den stå tændt og online.

Hvilke dagligdags gøremål bruger du nettet til?

Bestiller altid mine billetter til togrejser på dsb.dk. Meget nemmere end at ringe ned eller tage ned og bestille dem på stationen. Desuden foretager jeg alle mine hardwareindkøb på nettet, som oftest på edbpriser.dk. Købte for eksempel min mus, cd-brænder og andre ting online. Fordelen er, at den fysiske afstand (og dermed også tid), man skal tilbagelægge for at sammenligne priser, jo elimineres fuldstændigt på nettet. Med ADSL koster det heller ikke mere at foretage en masse dagligdags ting online. Det kan man jo lige så godt...

Hvad mener du ikke nettet egner sig til?

Der er en stor forskel på at møde folk på nettet og at møde dem rigtigt. Det er klart, at det aldrig er det samme at snakke med folk på nettet, som det er at snakke med folk i det virkelige liv. Så reel social kontakt er ikke voldsom god på nettet efter min mening. Jeg har én gang mødt en person, jeg har chattet med på nettet, og har ikke intentioner om at møde andre. Jeg er meget påpasselig med at møde folk. Kærlighed over nettet tror jeg ikke på.

Jeg bruger heller ikke nettet til at se fjernsyn eller lytte til radio, da jeg ikke mener, kvaliteten for især tv er tilstrækkelig endnu.

Hvorfor tænder computerspil dig ikke?

Jeg spillede engang computerspil online, men synes ikke længere, det er sjovt. Spillene blev for meget en konkurrence, hvor man skulle ofre en masse tid, ikke selv vælge at bruge den. Det gad jeg ikke og stoppede med det. Det skyldes nok den holdning, der er hos mange computerspillere: At hvis ikke man er den bedste, så er man ikke noget. Jeg synes, at mange mistolker grunden til at spille computer. Jeg synes, chat er sjovere. Der kan man sidde stille og roligt og snakke derinde og så logge af, når man ikke vil mere.

Hvor længe kan du undvære at have netadgang?

Det kommer an på, hvad man mener med at undvære. Jeg er afhængig på den måde, at jeg skal checke min e-mail og helst læse nogle artikler, som ikke bringes andre steder end på nettet.

Men hvis du mener, hvor længe der går, før jeg ville få følelsen, at "jeg skal bare online", så ville der nok gå længe. Jeg kan sagtens frivilligt tage en computerfri dag for at passe mine relationer, familien eller venner.

Synes du nogensinde, nettet æder for meget af din tid eller tager overhånd?

Nej, for jeg kan som oftest se en mening med det, jeg har lavet. Hvis jeg laver noget, som ikke giver mig noget, så stopper jeg som regel.

Hvad synes dine forældre om dit netforbrug?

Jeg hører faktisk ikke mange kommentarer om det. De opfatter det som en fritidsinteresse ligesom dem, de selv har. Desuden ved de godt, at jeg har kontrol over mit forbrug, og at jeg også finder tid til andet, jeg har lyst til.

Hvordan og hvor meget bruger dine forældre selv IT og internet?

Min far er civilingeniør og ansat ved TDC, så han er selv en, der bruger IT og internet meget. Min mor har nærmest en fobi overfor nettet og computere, selvom hun sagtens kan bruge det, når hun føler sig tvunget til det. Der er faktisk en del information, som hun også kun kan få fra nettet, men ofte undværer hun den mere, end jeg synes, hun behøver. Det er nok sværere at vænne sig til noget, man ikke er vokset op med.

Hvor mange mails, sms-beskeder, messenger-beskeder og chat-kommentarer sender du gennemsnitligt om dagen?

Det er svært at svare på. Sender et par mails og skriver omkring 600 linier på Jubiis chat om dagen. SMS og Messenger varierer en del.

Har mobil, mail og internet gjort nogen forskel i forhold til dit netværk?

Det er klart, at det er nemmere at holde kontakt med de kommunkationsmuligheder, der ligger i nettet. Især med ADSL, hvor prisen ikke stiger i forhold til forbrug. Det letter den del i hverdagen.

Hvordan og hvormeget bruger du IT og internet i skolen?

Meget, når det gælder opgaver. Megen information - især af statistisk karakter - finder jeg på nettet. Mine opgaver ville være væsentligt forringede, hvis ikke jeg havde nettet til at søge information.

Hvordan og hvormeget bruger dine lærere IT og internet i deres undervisning?

Der undervises ikke i IT og internet som sådan. For det meste er internet kun noget, der bruges, når man selv skal skrive opgaver. Dette har resulteret i, at mange elever ikke aner, hvordan de skal finde det, de søger, på nettet.

Efter min mening er det for ringe, at der ikke er en eller flere timers undervisning i IT om ugen i folkeskolen for at give alle mulighed for at lære den nye teknologi at kende. Det er nødvendigt i dagligdagen at kunne bruge en computer og nettet.

Synes du, teknologierne har gjort nogen forskel i din skolehverdag?

Det afgørende i forhold til opgaver er, at informationen, du finder, er tidssvarende og aktuel. Megen information kan du finde i bøger, men de tal, der bruges, er meget ofte både fem og ti år gamle. Det er langt bedre at kunne skrive en opgave udfra aktuel information.

Desuden er bare det at skrive en opgave ind på computer jo dobbelt tidssparende. Man skriver hurtigere, og kladde og indskrivning er det samme, da man jo bare retter i første udkast.

Hvordan synes du, at man burde bruge IT og internet i folkeskolen?

Først og fremmest burde man indse, at det findes og bruge det til sin fordel. Der er en alt for stiv holdning til computere og internet. Det resulterer i, at mange kommer ud af skolen uden at have lært noget af det allervigtigste i vores samfund, nemlig noget omkring IT. Jeg mener, at man bør lave et IT-fag i skolen for at sikre, at alle lærer IT at kende. Der er jo ikke længere nogen tvivl om, at det er fremtiden.

Hvorfor er du medlem af Radikal Ungdom?

Jeg havde lyst til at engagere mig politisk, og mit ståsted er helt klart i midten. Der var aldrig tvivl om, at det skulle være de radikale, fordi det er det eneste parti i Danmark, der reelt holder sig til min tolkning af social-liberalismen. Desuden synes jeg, det er positivt at være medlem af et parti, der er så åbent i forhold til intern debat om synspunkter.

Mange teenagere bruger en stor del af deres tid på fritidsjobs for at skovle penge ind til biografture, mobilregning og andet. Hvorfor har du i stedet valgt frivilligt, ulønnet arbejde?

Fordi jeg tror på, at man må gøre, hvad man har lyst til, og hvad man er overbevist om. Derfor er jeg jo også radikal .

Hvordan forestiller du dig din fremtid - Henrik anno 2010?

Det er svært at sige, hvad jeg arbejder med, men IT og internet indgår utvivlsomt i det. Jeg forestiller mig, at al brug af kuglepen og blyant er fuldstændig elimineret. Skal man skrive under på noget, bruger man en elektronisk underskrift, og betalinger foregår via net-konti. Skal man notere noget ned, hiver man sin kombinerede mobiltelefon, kalender og notesblok frem og indtaler sine noter eller skriver dem ind på et lille tastatur. Alt i hverdagen er, kort sagt, gennemsyret af IT og moderne teknologi.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

01. maj 2024 | Læs mere


ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere