Nyhedsbureau sælger tv-klip via ny webplatform

Hurtig udveksling af tv-klip i broadcast-kvalitet via web. Det skal gøre nyhedsbureauet localeyes.tv til den foretrukne billed-leverandør til tv-stationer. Målet er, at skabe et stort internationalt netværk af tv-fotografer - til minimale omkostninger.

- Brugen af systemet kan læres på 20 minutter, og som journalist kan du sidde og råklippe nyhedsbillederne i en browser, hvorefter du downloader i den kvalitet, som du ønsker - eksempelvis broadcastkvalitet, som man bruger i tv-stationerne.

Det lyder enkelt - og ifølge administrerende direktør for nyhedsbureauet localeyes.tv, Jakob Funder, er det netop enkelheden ved bureauets nye webplatform, der udgør hele skønheden ved systemet.

Det lille nyhedsbureau med ti år på bagen er kendt for at være på pletten i København-området via sine freelance-fotografer, når der er demonstrationer, konferencer, husbrande og trafikuheld, som ofte efterfølgende bliver solgt til tv-stationerne.


Her ses localeyes.tv's videoredigeringsflade

I de første år lå sådanne billeder på bånd, som journalister og tv-teknikere skulle gennemse og klippe i. Men nu lægger localeyes.tv billedmaterialet ud på nettet i digitale kopier i MPEG2-format. Tv-stationerne kan så se billedmaterialet igennem, klippe i de digitale kopier og så kun benytte båndbredde til at downloade de eksempelvis 20 sekunder, der skal finklippes i.

Systemet blev taget i brug i november 2001 - og det bliver brugt af blandt andre TV2 og dagblade som Politiken, Morgenavisen Jylands-Posten og Børsen, når de har brug for tv-klip af afgørende begivenheder. Således har Jyllands-Posten et videoklip på forsiden af sin internetudgave med et kort interview med udenrigsminister Per Stig Møller (K) - leveret af localeyes.tv i mandags.

Odense-firma udviklede system

Idéen til at distribuere nyhedsbilleder i broadcastkvalitet over nettet fik de to brødre bag localeyes.tv, Jakob og Jesper Funder tilbage i december 1999, men det tog dem 11 måneder at finde et softwarefirma, der kunne udvikle et system.

- Vi løb bogstaveligt talt fra Herodes til Pilatus og besøgte alle større IT-firmaer. Men ingen kunne udvikle dét, som vi ville have. Først da vi fik kontakt med DigiEyez, skete der noget, fordi de i forvejen havde fokus på vores kerneområde, forklarer Jakob Funder.

Kontakten kom i stand via Hewlett-Packard (HP), som localeyes.tv på det tidspunkt forhandlede med. Da HP ikke så sig i stand til at hjælpe med softwaredelen, henviste virksomheden til DigiEyez. Imidlertid hjalp HP så ved at låne den nødvendige hardware til localeyes.tv.

DigiEyez er et softwarefirma med 21 ansatte i Odense, der blev etableret af tre mand - herunder Søren Dolberg - der havde arbejdet med ERP (Enterprise Resource Planning), men trængte til nye udfordringer. Et af deres fokusområder er digitale medier, new media, og derfor var opgaven fra localeyes.tv en kærkommen udfordring.

- Det svære i det her var jo at gøre det muligt at klippe i de komprimerede MPEG2-filer og så automatisere processen med at omforme filerne til det format, som kunden ønsker. Og så skulle det kunne køre i en almindelig browser, forklarer Søren Dolberg om systemet, kaldet DigiZuite.

Tv til PDA

Den udfordring løste DigiEyez, så tv-stationerne kan få billedmaterialet i den kvalitet, som de ønsker. Det kan være broadcastkvalitet og dermed klar til at sende ud på tv-nettet - eller blot streamingkvalitet til websites.

Fordi filerne sendes i MPEG2-format er systemet ifølge Jakob Funder og Søren Dolberg bedre end transmission via satellit.

- Når du har klippet i den digitale kopi, behøver du ikke være afhængig af at nå at trykke på optage-knappen, når satellitforbindelsen er åbnet, og overførslen starter, forklarer Jakob Funder.

Perspektivet i systemet går videre end blot billedmateriale til tv-stationerne og avisernes websider samt enkeltbilleder til dagbladene. Systemet kan udvides til at levere til enhver platform for levende billeder, der måtte komme, understreger Jakob Funder.

- Når du først kan levere i broadcastformat, kan du levere til alle andre platforme. Vi vil kunne levere tv til en PDA eller de UMTS-telefoner, der kommer på et tidspunkt. Det åbner bare flere kanaler for os som leverandør af nyhedsbilleder, forklarer localeyes.tvs administrerende direktør.

Allerede nu er nyhedsbureauet i gang med at forhandle med en partner om fremtidig transmission i MMS (Multimedia Messaging Service), kaldet næstegenerations SMS.

DigiEyez er også i færd med at udbrede systemet til brug på andre områder end mediebranchen. Søren Dolberg forestiller sig, at DigiZuite kan sælges til hospitalerne, der ofte optager operationerne og gemmer optagelserne til dokumentation.

- Skal en kirurg foretage en standardoperation, som han ikke har udført i flere år, kan han via en internetforbindelse gå ind og finde en optagelse af pågældende indgreb frem - og se det, forklarer Søren Dolberg.

Internationalt tv-netværk

For localeyes.tv indebærer brugen af webplatformen også, at selskabet kan iværksætte sine visioner om at opbygge et internationalt netværk af fotografer, hvor tv-stationerne går ind og køber nyhedsbilleder.

- Vores tanke er at få kontakt med små selskaber som vores, der leverer til store tv-selskaber. I næsten hver storby er der sådant et selskab. De har allerede optage- og redigeringsudstyr - og de skal blot overbevises om, at der er en idé i at komme på localeyes.tvs netværk, siger Jakob Funder.

Investeringen er ikke voldsom, da fotografen skal anskaffe sig en encoder-station, der digitaliserer video-materialet til MPEG2, så filerne kan placeres på web.

Til gengæld får fotografen adgang til et netværk, der ikke blot dækker kunder fra hans eget land, men også udlandet.

Jo flere fotografer fra forskellige byer og lande, der kommer med - desto mere værdi får netværket.

- Hvis tv-selskaberne kan finde billeder fra en bilulykke i Østrig på vores netværk 40 minutter efter, at ulykken fandt sted, så kan vi tjene penge, forklarer han.

Lige nu koncentrerer localeyes.tv sig om at få tilknyttet fotografer i Ålborg, Århus og Odense. Jakob Funder lægger ikke skjul på, at han håber på at få udbredt netværket til Sverige, Norge, Finland, Tyskland og Storbritannien - og de første kontakter er etableret.

- Vi går roligt frem for ikke at binde vores forretnings eksistens op på det, selv om jeg godt kunne have lyst til, at den del gik hurtigere. Men vi skal nok nå dertil, siger Jakob Funder.

Annonce

Capgemini Danmark A/S

Strategy & Transformation Consultant

Københavnsområdet

Jyske Bank

Forretningsudvikler til Modeldata

Københavnsområdet

Netcompany A/S

Network Engineer

Københavnsområdet

Statens IT

Teamleder til SAP kompetencecenter

Københavnsområdet

Annonceindlæg fra Deloitte

Teknologi i sig selv forandrer ikke noget:

AI skal væves ind i kultur og processer for at skabe reel forretningsværdi

Navnenyt fra it-Danmark

Norriq Danmark A/S har pr. 1. juli 2026 ansat Nanna-Louise Aae Kudahl som Project Manager. Hun skal især beskæftige sig med drive vores Business Central-projekter i samarbejde med resten af sine nye kollegaer i ERP. Hun kommer fra en stilling som Product Manager hos KMD A/S. Hun er uddannet på Aalborg Universitet i kommunikation og Digitale Medier og har en kandidat i IT-ledelse. Nyt job

Nanna-Louise Aae Kudahl

Norriq Danmark A/S

Netip A/S har pr. 1. juli 2026 ansat Jacob Holm Jensen som Supportkonsulent ved netIP's kontor i Thisted. Han kommer fra en stilling som IT Supporter hos Revisionsselskabet RSM. Han er uddannet Datatekniker hos netIP - Jacob vender dermed hjem igen. Nyt job

Jacob Holm Jensen

Netip A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Nikolaj Henrik Pieter Jansen som Junior Consultant. Han skal især beskæftige sig med at understøtte vores konsulenter med praktiske og analytiske opgaver på diverse kundeprojekter. Han kommer fra en stilling som Digital Advisor & Account Manager hos Twentyfour. Han er uddannet hos IT-Universitetet i København. Han har tidligere beskæftiget sig med salg og projektstyring. Nyt job

Nikolaj Henrik Pieter Jansen

Norriq Danmark A/S

Systematic A/S har pr. 1. august 2026 ansat Casper Voldstedlund, 52 år,  som Director, Products. Han skal især beskæftige sig med drive produktudvikling inden for national sikkerhed og kritisk infrastruktur (NSI). Han kommer fra en stilling som Senior Director hos Stibo Systems A/S. Nyt job

Casper Voldstedlund

Systematic A/S