Ministerens IT-plan ikke konkret nok

Videnskabsminister Helge Sanders IT- og telehandlingsplan mangler nyheder, mener IT-branchen og oppositionen på Christiansborg. Planen indeholder en stribe initiativer, men de færreste har ikke været omtalt før.

Syv indsatsområder og 37 initiativer udgør kernen i den IT- og telehandlingsplan, som videnskabsminister Helge Sander fremlagde på et pressemøde onsdag.

Blandt de tungere initiativer ses det længe ventede gennembrud for digitale signaturer, opblødning af reguleringen på telemarkedet, flere forskningskroner til nanoteknologi og en jysk/fynsk IT-satsning til en værdi af 175 millioner kroner over de næste fire år.

Skudsmålet fra omverdenen er i første omgang, at det kan være svært at være uenig i nogle af de mange initiativer - men at der kunne være gjort mere ud af det:

Renskrift af kendt stof

- Der er ikke kommet noget nyt frem med handlingsplanen. Alt er renskrift af planer, vi har hørt om før, siger IT-Brancheforeningens direktør Jakob Lyngsø i en kommentar til Computerworld Online.

- Vi havde særligt set frem til, at der kom yderligere nye initiativer for at afhjælpe manglen på højtuddannet IT-arbejdskraft. Det er yderst vigtigt for vores branche, at der er tilstrækkeligt med højtuddannet arbejdskraft. Desværre kom ministeren ikke med nye konkrete initiativer på området, siger Jakob Lyngsø.

Helge Sander besvarer kritikken med, at handlingsplanen alene rummer initiativer, som rent faktisk kan sættes i værk med det samme - for de flestes vedkommende endda inden sommerferien.

- Men regeringen kunne godt fortælle os lidt mere om, hvad der venter af initiativer næste år, tilføjer Jakob Lyngsø.

Hos ITEK, Dansk Industris IT-branchegruppe, ser direktør Tom Togsverd en klar forskel mellem den nye regering og den forhenværende:

Mere erhvervsvenlig

- Før var der meget fokus på at skabe dygtige brugere af IT. Nu har man indset, at det også er nødvendigt med en sund IT-industri i Danmark. Den aktuelle erhvervsredegørelse er mere erhvervsvenlig, end vi har set det tidligere, siger Tom Togsverd til Computerworld Online.

Han forventer, at initiativerne omkring uddannelsen af IT-kompetente folk kommer "i næste runde" fra regeringen.

Det kan man ikke vente på i brancheforeningen Dansk Handel & Service, der vil have handling her og nu for at skaffe de 18.000 medarbejdere med høje IT-kompetencer, som der bliver brug for inden for de næste fire år:

- Vi realiserer ikke de store produktivitetsgevinster, som er mulige med IT. Derfor må der en særlig indsats til for at sikre flere højtuddannede IT-medarbejdere. Det skal ske igennem en øget satsning på de videregående uddannelser, hvor specielt IT-højskolens optag bør udvides markant, siger udviklingsdirektør Per G. Gotfredsen, Dansk Handel & Service.

Deregulering

På teleområdet har Helge Sander igennem de seneste uger lagt op til en opblødning af den kraftige regulering på området, der har haft til formål at skabe konkurrence og opløse TDC's monopol.

Nu foreligger planerne, men kun i meget løselige formuleringer, og det falder TDC-koncernen for brystet:

- Intentionerne er gode og rigtige, men de konkrete forslag er få og små, og de kommende måneder skal nu vise, hvor langt regeringen er villig til at gå i bestræbelserne på at deregulere telemarkedet, skriver TDC's vicedirektør Jens Hauge i en pressemeddelelse.

Teleselskabet Tele2, der efter TDC er den største udbyder af fastnettelefoni herhjemme, advarer regeringen mod at løsne for meget op på telereguleringen, medmindre man ønsker TDC som klar monopolist på fastnetmarkedet:

Tele2 kræver rimelig konkurrence

- For en virksomhed, der har fastnettelefoni som kerneforretningsområde, er det fortsat ikke nemt at få en fornuftig forretning kørende i Danmark. Vi har ganske vist et lille overskud på fastnetforretningen, men i en ulige konkurrence med et tidligere monopol, der fortsat har 88 procent af alle fastnetabonnementer, siger administrerende direktør i Tele2, Niclas Palmstierna.

- Tele2 er som et 100 procent privatejet teleselskab generelt imod regulering og for fri konkurrence. Men der må være en rimelig konkurrence i et telemarked, før man kan kalde det liberaliseret, tilføjer Niclas Palmstierna.

Det synspunkt deler Socialdemokratiets IT-ordfører Thomas Adelskov, der vil være sikker på, at en deregulering på teleområdet vil gøre anden gavn end at putte flere penge i teleselskabernes lommer:

- Jeg har sagt til teleselskaberne, at de skal være velkomne til at dokumentere, at en deregulering vil komme forbrugerne til gode i form af lavere priser og bedre produkter, siger Thomas Adelskov til Computerworld Online.

IT-sikkerhed

Dansk Dataforening griber fat i sikkerhedsområdet, som Helge Sander tillægger stor betydning trods nedlæggelsen af IT-sikkerhedsrådet per 1. april.

- Det kan undre, at der ikke i redegørelsen mere konkret skitseres, hvordan arbejdet på IT-sikkerhedsområdet skal tilrettelægges efter nedlæggelsen af IT-sikkerhedsrådet, siger Dansk Dataforenings formand, Per Buchwaldt.

Han henviser til, at Videnskabsministeriet i februar afholdt en høring om spørgsmålet, og det burde derfor have været muligt nu at fremlægge et forslag til organisering af IT-sikkerhedsarbejdet, siger Per Buchwaldt.

Ifølge Helge Sander gav høringen ikke noget brugbart bud på, hvordan et nyt IT-sikkerhedsråd kan organiseres, og derfor overvejer ministeren fortsat, om der skal lovgives på sikkerhedsområdet i stedet for.

Relevante links:

Videnskabsministeriet om handlingsplanen
IT-Brancheforeningen om handlingsplanen
Dansk Dataforening om handlingsplanen

Annonceindlæg fra Pax8

Den største barriere for AI er ikke teknologi - men at bevise dens forretningsværdi

Ny leverancemodel gør det lettere og hurtigere for partnere at konfigurere præcis den AI-løsning, der giver kunderne et hurtigere og konkret afkast.

Navnenyt fra it-Danmark

Norriq Danmark A/S har pr. 1. juli 2026 ansat Nanna-Louise Aae Kudahl som Project Manager. Hun skal især beskæftige sig med drive vores Business Central-projekter i samarbejde med resten af sine nye kollegaer i ERP. Hun kommer fra en stilling som Product Manager hos KMD A/S. Hun er uddannet på Aalborg Universitet i kommunikation og Digitale Medier og har en kandidat i IT-ledelse. Nyt job

Nanna-Louise Aae Kudahl

Norriq Danmark A/S

Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Ida Hyllested Friis som Key Account Manager ved netIP's kontor i Thisted. Hun kommer fra en stilling som Key Account Manager hos Københavns erhvervshus. Nyt job
netIP har pr. 1. juni 2026 ansat Heidi Winther som Supportkonsulent ved netIP's kontor i Herning. Hun kommer fra en stilling som IT-Supporter hos Holstebro Kommune. Nyt job
Steen Marquard,  Jabra, er pr. 15. juni 2026 udnævnt som Regional President for Norden og UK. Han er uddannet HD(O). Han beskæftiger sig med I sin nye rolle får Steen ansvar for at videreudvikle salget af virksomhedens professionelle lyd- og videoløsninger, samt styrke samarbejdet med channel teams og partnere på tværs af regionen. Udnævnelse