Test: Her er den bedste fotofremkaldelse

Fotos er ikke skabt til at forblive på flashkort eller harddiske. De skal ud i et fotoalbum - på papir, hvor flere kan nyde dem. Vi har testet fem forskellige online-tjenester, der tilbyder fotofremkaldelse. Se her hvem der er bedst.

Test: Her er den bedste online fotofremkaldelse

I takt med at der tages flere og flere digitale fotos, stiger behovet for at få dem udskrevet.

Der mangler derfor ikke netbutikker, som tilbyder papirfotos - samt en lang række yderligere produkter med dine fotos påført. Ifølge uafhængige analyser bliver der i år taget i omegnen af 5300 milliarder fotos verden over, og skal blot ti procent af de mange billeder på papir, er der nogen, der får travlt.

Test af billedbutikker

Vi har derfor sat os for at gennemføre en test af et mindre, men repræsentativt udvalg af danske billedbutikker - om end det der med det danske i visse tilfælde skal tages med et gran salt. Og som en lidt "skæv" vinkel har vi i samme omgang kørt vores testsuite ud på HP's allernyeste fotoprinter Photosmart D5460 med fem separate blækpatroner.

I alfabetisk rækkefølge har vi sat lup på de fotos som Bilka, Billedbutikken, Photocare, Pixum og Snapfish er i stand til at producere.

Testsuiten

Vi udvalgte en række fotos fra sommerferien 2008 og "sneg" et hjemmelavet target indeholdende fuldstændigt rene røde, grønne og blå farvestriber til test af farveægthed med blandt de 32 fotos.

Vi valgte at få fremstillet fotos i bedste kvalitet i formatet 10 x 15 centimeter - eller hvordan billederne, der blev taget med et par forskellige kameraer, nu blev beskåret af den pågældende billedbutik.

Og så valgte vi at få et enkelt foto "blæst op" til 30-40 centimeter på den korteste led.

Bilka Fotoservice

Bilka Fotoservice er præget af at være en traditionel billedbutik. I overført betydning kommer man pænt ind ad fordøren, afleverer sine digitale billeder ved skranken, og går igen.

Bagefter kan man afhente sine fotos i én af Bilkas forretninger eller få dem sendt hjem lige til døren. Der er rige muligheder for at lave billedalbum samt en lang række andre ting med foto på.

Desværre er der ingen mulighed for gemme sine fotos på Bilkas billedserver til senere bestilling, ligesom familie og venner ikke kan logge sig ind for at bestille fotos fra en glad aften, hvor du var fotograf.

Bilka tilbyder, at man kan downloade et lille program, så man offline kan sammenstykke sin bestilling og blot logge sig på, når bestillingen skal gennemføres, og billederne uploades. Det hedder CeWe og kommer fra CeWe Color AG & Co. OHG i Oldenburg, Tyskland.

Man kan dog også arbejde fuldstændigt online og bestille på denne måde.

Brug cd-rom hvis netforbindelsen er langsom

CeWe-programmet er meget let at anvende, om end det også har sine begrænsninger. Eksempelvis kan man ikke bestille flere forskellige udgaver af samme foto.

Man skal i sådanne tilfælde lidt uforståeligt overføre samme foto flere gange (eksempelvis i forskellige størrelser), hver gang med de nye bestillingsdata. Har man kun begrænset, eller en meget langsom adgang til internettet, tilbyder CeWe-programmet at skyde en cd-rom, som man så efterfølgende afleverer i en af Bilkas forretninger - hvor priserne for øvrigt kan afvige fra programmets priser.

Programmet åbner "min CeWe fotoverden", der igen giver mulighed for at bestille fotos, postere, fotobøger samt en længere række af gaveartikler - drikkekrus, nøgleringe, kalendere, puslespil samt musemåtter - alt sammen med dine fotos udenpå.

Ønsker man at gemme sine mesterskud i form af en fotobog, er Bilka fotoservice leveringsdygtig i tre størrelser, men er man udelukkende interesseret i af få printet sine fotos på godt fotopapir starter priserne ved 50 øre for det mindste format.

Karakter: 5/6

BilledButikken

De vil noget med deres service i BilledButikken. Allerede dagen efter bestillingen var afgivet om eftermiddagen bragte et af PostDanmarks røde postbude de ønskede billeder til døren. Sådan!

Det kompenserer så rigeligt for, at deres billedoverførselsprogram, med lige over 36 minutter for vores 163 megabytes, er testens sløveste.

Med "Fotomail" er det muligt at søge og vælge enkeltfiler eller mapper på computerens harddisk. Når billederne er overført til BilledButikken, vises en oversigt med thumbnails, og det er muligt at vælge at få produceret flere forskellige størrelser af hvert foto, ligesom man kan vælge at bestille samtlige fotos i ét og samme format ved tryk på en enkelt knap.

Man kan uploade direkte fra et digitalkamera, genbestille fotos og invitere familie og venner til at se og bestille ens fotos. Ud over fotos kan BilledButikken tilbyde invitations- og takkekort, fotobøger og panoramaudskrifter i bredder op til 90 centimeter.

Få BilledButikken til at uploade dine fotos

Fotobøger sammensættes ved hjælp af et snildt lille program, man downloader, kaldet for "BilledButikken Fotobog".

Ønskes det, kan man sende en cd eller dvd til BilledButikken - hvad der kan være en god idé ved bestilling af rigtigt mange billeder, eller hvis ens internetforbindelse ikke er den hurtigste.

BilledButikken uploader så alle billederne, hvorefter man i ro og mag kan sidde foran computeren og afgive sin bestilling med den forsinkelse denne fremgangsmåde naturligvis medfører.
BilledButikken opbevarer ens billeder, således at man senere kan genbestille, ligesom man kan invitere familie og venner til at se ens billeder, og bestille papirkopier af dem.
Ud over papirbilleder tilbyder BilledButikken at fremstille forskellige former for invitations- og takkekort samt fotobøger i forskellige formater.

Karakter: 4/6

Photocare

Iølge eget udsagn er Photocare Danmarks største kæde af fotospecialbutikker - og sådan en udtalelse forpligter.

De tilbyder, at man kan downloade Aurigma Image Uploader, som er et ActiveX-modul, der gør det lettere og hurtigere at udvælge og overføre de ønskede fotos.

Imidlertid viste dette modul sig at være testens næstlangsommeste med en overførselstid på over 35 minutter. Plus at programmet efter endt overførsel viste den lakoniske meddelelse "Systemet behandler dine billeder, vent venligst" i mere end tre minutter. Tilstrækkeligt lang tid til at man begynder at tvivle på, om programafviklingen er gået i stå, for ingen animering holder en orienteret om udviklingen. Men det er trods alt meget nemt at bruge.

Salg af blækpatroner

Ud over produktionen af papirbilleder tilbyder Photocare at producere fotobøger, kalendere og billedkollager.

Med DiggiFun kan man eksempelvis tilføje elefantsnabel, horn i panden eller nyt hår til et portrætfoto, og få det produceret på papir. Men Photocare sælger også tredjeparts blækpatroner og Canon blækprintere med mulighed for at få tilsendt printprøver, før man beslutter sig for, hvilken model man helst vil købe.

Derudover har udvalgte forretninger mulighed for at udføre atelierarbejde af enhver slags.

Kvalitetsmæssigt tilbyder Photocare "Bedre" og "Bedst" til henholdsvis to og tre kroner per foto i 10 x 13 centimeters størrelse - begge kvaliteter er ifølge hjemmesiden "håndværksfremstillede fra eget laboratorium, på bedste papirkvalitet med en levetid på op til 90 år". Og der loves én dags levering, hvad vores bestilling desværre ikke overholdt.

Karakter: 2/6


Vi er efterfølgende blevet kontaktet af Photocare, der ikke er helt enige i vurderingen i vores stortest. Dels mener de at vi selv har bestilt beskårne papirfotos i formatet 10 x 13 centimeter, dels forstår de ikke at vi påtaler den manglende levering dagen efter.

For at tage det sidste klagepunkt først, så har Photocare naturligvis ret i at de ikke er ansvarlige for, hvornår PostDanmark bringer deres forsendelser ud. Men da Photocare blandt andet lever af at levere papirfotos via PostDanmark og lover dag-til-dag levering har vi valgt at omtale leveringsstatus.

Med hensyn til Photocares klage over vores bemærkning om at "enderne brutalt er skåret væk" på Photocares 10 x 13 centimeters papirfotos er tingene lidt mere komplicerede. Da vi ikke er i stand til at bevise vores bestilling tager vi gerne denne påtale alvorligt, og beklager sætningen "enderne brutalt er skåret væk". For når kunderne bestiller 10 x 13 centimeters papirbilleder bliver enderne skåret væk, idet det er Photocares erfaring at kunderne foretrækker dette frem for hvide striber øverst og/eller nederst.

Vi ville personligt, belært af mange års erfaring, foretrække at skalere billedet lidt ned, og efterfølgende bortskære de hvide kanter i top og/eller bund, der bliver resultatet - men som nævnt har Photocare andre erfaringer, der må respekteres. For øvrigt tjekker flere af de testede billedforretningers bestillingssystem automatisk de uploadede billedfilers sideformat og opløsning i relation til det bestilte format og størrelse. Og advarer specifikt om eventuelle formatkonflikter for hvert foto inden man foretager den endelige bestilling.

Du skal derfor huske at have øjnene med dig når du bestiller hvis du vil være sikker på, at have hele billedet med i det endelige papirbillede.

Pixum

Pixum tilbyder nye kunder de første 25 billeder i ni eller ti centimeters formatet gratis - dog skal man betale for porto og ekspedition, som udgør henholdsvis 14,53 og 7,50 kroner.

Derudover kører man aktuelt med en række sommertilbud på produktion af 100 billeder i forskellige formater til alt-inklusive-priser mellem 75 og 100 kroner.

Pixums hjemmeside er præget af en fornøjelig interskandinavisk sprogbrug iblandet en del tyske gloser.

Også Pixum arbejder med et ActiveX-objekt, der gør udvælgelse og overførsel nemmere. Således er det eksempelvis muligt at udvælge enkeltfiler eller hele filmapper - sidstnævnte er naturligvis meget praktisk, hvis man på forhånd placerer alle de fotos, man ønsker udprintet på papir, i én fælles mappe.

Ud over papirfotos i de gængse formater tilbyder Pixum en lang række fotogaver, fotobøger, plakater, krus, musemåtter og fotolærreder.

Det er fotos printet på kanvas, der efterfølgende opspændes på en træramme, klar til ophængning på stuevæggen. Formaterne dækker fra 20 x 30 til 90 x 160 centimeter til priser mellem 280 og 1.420 kroner.

Karakter: 4/6

Snapfish

Vi har tidligere skrevet om Snapfish, der ejes og drives af HP. Aktuelt ligger der over én milliard fotos på Snapfish, der har over 50 millioner brugere.

Først og fremmest er Snapfish præget af en meget stor brugervenlighed. Dels er det meget nemt at bruge, dels dirigeres man direkte ind på ens egen side, når man logger på - naturligvis under forudsætning af at man ved en tidligere lejlighed har oprettet sig som bruger.

Snapfish tilbyder gratis lagring af digitalfotos uden begrænsninger - og hvis det lyder for godt til at være sandt, er der da også en enkelt (meget) lille begrænsning, da man skal være "aktiv".

Det indebærer, at man i løbet af 365 dage mindst én gang skal købe "et eller andet" fra hjemmesiden. Men har altså til gengæld adgang til ubegrænset lagerplads til sine digitale billeder.

Det er ikke tilrådeligt alene at have sine fotos liggende på Snapfish, som forbeholder sig retten til at nedskalere opløsningen for digitale fotos på over ni megapixels. Sørg for at have kopier liggende på din egen harddisk eller lav en backup.

Del billeder online

Snapfish var oprindeligt et socialt fotosite, hvor man kunne dele sine fotos med familie og venner, og det man kan stadigvæk. I dag er udbuddene blot udvidet ganske betragteligt, og der er næsten ingen grænser for, hvad man kan købe med sine fotos på.

Legetøj, fotobøger, krus, musemåtter, spil, T-shirts, kasketter, pudebetræk, forklæder, spillekort og fotoklistermærker er blot en del af tilbuddene på Snapfish - ud over naturligvis papirbilleder i alle mulige formater og størrelser inklusive plakater.

Karakter: 4/6

HP Photosmart D5460

HP's nyeste skud på stammen af smarte fotoprintere hedder Photosmart D5460.

Den har to indbyggede papirbakker, hvoraf den ene er dedikeret til udskrift af fotos på fotopapir i størrelsesområdet 88 x 127 til 130 x 180 millimeter, og den anden kan tilpasses papirstørrelser fra 88 x 127 til 216 x 356 millimeter - altså lidt større end A4.

Med en pris på 799 kroner vil de fleste fotointeresserede kunne være med. Der er tale om en termisk inkjetprinter, som i bedste kvalitet er i stand til at udskrive op til 2,7 sider per minut - og et 10 x 15 centimeters foto tager 35 sekunder at producere - målt som et gennemsnit af 25 prints inklusive de regelmæssige rensninger af skrivesystemet.

Interfacemæssigt byder Photosmart D5460 på to USB-porte: 1 USB 2.0 (foran, PictBridge-kompatibel) samt en Hi-Speed USB 2.0 (bagpå). Desuden er printeren forsynet med porte til de mest gængse hukommelseskort.

Der medfølger drivere til både Windows og Mac OS X, og trådløse teknologier supporteres via ekstraudstyr: HP bt500 Bluetooth USB 2.0 trådløs adapter, HP Wireless Printing opgraderingskit samt HP 2101nw Wireless G printserver.

De fem separate blækpatroner af HP's Vivera-type i farverne sort (pigmentbaseret), fotosort, cyan, magenta og gul betyder, at man både kan anvende D5460 til produktion af fotos og til tekstudskrifter på almindeligt papir.

Da HP sælger blækpatroner og papir separat, vil driftsomkostningerne afhænge af den reelle udsalgspris. De tre farvepatroner indeholder blæk til mellem 170-330 print, hvor den sorte holder til godt og vel 400 print i 10 x 15 centimeter.

Blækpatronerne kan købes i to forskellige størrelser. Den mindste koster 69 kroner, hvor den store koster 129 kroner - dog er prisen for den sorte i XL-versionen 209 kroner. HP Advanced Photo Paper koster 59 kroner for en pakke med 25 ark. Et forsigtigt estimat giver derfor en pris på mellem tre og fire kroner per foto i 10 x 15 centimeter.

Karakter: 4/6

Meget ensartet kvalitet

Vores valg af fotobutikker var til dels præget af en forventning om at møde forskellige kvaliteter, men realiteten var lidt anderledes. På nær Photocare er et "10-centimeters" format ensbetydende med noget i omegnen af 10 x 15 centimeter - Photocare leverer 10 x 12,9 centimeter, hvor enderne er skåret væk. Vi havde foretrukket en skalering og top/bund beskæring, men Photocare oplyser at deres erfaring er, at kunderne foretrækker det anderledes (se under Photocare-anmeldelsen for en nærmere gennemgang).

På trods af BilledButikkens meget hurtige levering dagen efter bestillingen blev afgivet, lever kvaliteten ikke helt op til flertallet af testdeltagerne. Billederne er generelt mørkere og med færre detaljer i både højlys og skyggeområder, træk som BilledButikken til dels deler med Photocare, om end de her er lidt mindre udtalte.

Både Bilka, Pixum og Snapfish leverer varen i tilfredsstillende kvalitet i 10 x 15 centimeter. Måske ikke så underligt, da de tre billedbutikker leverer fra samme adresse i Skødstrup, og man derfor kan få en mistanke om, at billederne produceres på samme udstyr.

Billederne fra Pixum og Snapfish produceres til og med på samme fotopapir fra Kodak, samme kvalitet som også BilledButikken anvender. For øvrigt gik der åbenbart et eller andet galt med vores bestilling, for Pixum leverede, og fakturerede to print af hvert bestilt foto.

Flot storformat

Har man taget et rigtig godt foto fortjener det at blive blæst op i et større format end 10 x 15 centimeter. Alle de testede billedbutikker tilbyder storformatprint i forskellige formater, og her går flere træk igen.

Bilka, Pixum og Snapfish leverer alle tre storformatprint på Kodak Professional ENDURA Paper, som overraskende nok igen leveres fra samme adresse. Der er da heller ingen synlige kvalitetsforskelle, hvorfor en prisforskel på næsten otte kroner mellem Pixum og Snapfish kan undre.

Også her skiller Photocare sig formatmæssigt ud, da deres storformatprint er på 21 x 30 centimeter. Alle storformatprint ligger i øvrigt en kvalitet, hvor ingen her på redaktionen vil tøve med at hænge dem op hjemme.

Og vinderen er...

Som nævnt indledningsvis har vi medtaget HP's nyeste skud på stammen af prisbillige fotoprintere Photosmart D5460. Der er naturligvis mange fordele ved at kunne printe sine egne fotos.

Dels er der omgående levering, og dels har man en række kreative muligheder for at "lege" med billedformater, billedrammer, farver og formater.

Det er ikke nødvendigvis den billigste løsning, og sammenligner man udskrifterne fra D5460, foretaget med samtlige driverindstillinger sat til "0" eller neutral, er de lidt mørkere med lidt færre detaljer i højlys- og skyggeområder end de tre bedste billedbutikker - Bilka, Pixum og Snapfish.

Disse detaljer kan naturligvis forbedres ved at indstille driveren anderledes, hvilket vil bero på personlige præferencer.

Går man efter den bedste kvalitet i forhold til prisen, kan der kun være én vinder - nemlig Bilka Fotoservice med en pris for et 10 x 15 centimeters foto på blot 50 øre. En pris på 59,50 kroner for et storformatprint i 40 x 60 centimeter virker heller ikke afskrækkende.

Testfoto 1

Vi anvendte en Canon CanoScan 9950F scanner (en fremragende film- og billedscanner, der desværre er udgået af produktion i år) sammen med Adobe Photoshop CS3 og scannerprogrammet SilverFast til at scanne vores testbilleder. Alle parametre med indflydelse på farver, skarphed, lysstyrke, kontrast med videre er indstillet til "0", "neutral" eller funktionen slået fra i scannerprogrammet, der fungerer som et plug-in til Photoshop.

Scanningerne er foretaget i 300 dpi, og så vidt muligt er alle billeder af hvert testfoto scannet sammen - i det omfang der er plads på scannerens glasplade. Du kan klikke på billeder herunder for at se dem i et større format.

Testfoto 2

Klik på billederne for at se dem i et større format.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere