Han har været dollarmillionær i flere omgange, men mest på papiret. Han takkede nej til 50 millioner kroner på det forkerte tidspunkt. Og efter to år i dotcom-stormen følte han sig 15 år ældre.
Danskeren Ulrik Debo, 32 år, har været med på toppen, for kort efter at blive blanket af - og rejse sig igen.
I disse dage rejser han rundt i Europa for at sælge koreanske Java-spil til den nye generation af mobiltelefoner.
Da firmaet LDC Network, som han leder sammen med to partnere, blev stiftet i november sidste år, anede han intet om mobiltelefoner og Java-programmering - eller om Korea for den sags skyld.
- Jeg tror på, at dette her bliver en succes. Men jeg ved ikke, hvad jeg laver om to år. Måske har jeg en restaurant et sted, siger Ulrik Debo i en samtale med Computerworld Online.
Alt var smart
Han stammer fra Herning, men allerede som 11-årig flyttede han med familien til San Francisco, hvor han uddannede sig og stiftede det første firma.
Som "venture catalyst" formidlede han penge mellem investorer og opstartsfirmaer, og det var en rigtig god forretning, da han startede i 1994.
- Uanset hvad vi proppede penge i, så var det smart. Mine styrker ligger i at forretningsudvikle gode idéer og skabe et godt kontaktnet, og det er lige præcis, hvad opstart af virksomheder handler om, siger Ulrik Debo.
Ventureaktiviteterne var succesfulde i de spæde dotcom-tider, men i 1997 følte Ulrik Debo, at markedet omkring Silicon Valley havde nået et mæthedspunkt. Konkurrencen blev for hård, og Debo solgte sin andel af firmaet for et mindre millionbeløb - i dollars.
- Markedet var simpelthen mættet for gode idéer. Vi stødte på det ene dødssyge forslag efter det andet. Hvis bare nogen sagde "Hundemad Online", skulle man straks kaste millioner efter det, siger Ulrik Debo om perioden.
Sagde nej til tilbudet
Efter nogle år som millionær ledte Ulrik Debo efter et sted, hvor konkurrencen var knap så hård som i Silicon Valley.
Valget faldt på London, hvor han sammen med to partnere åbnede et softwarefirma i 1999. Firmaet udviklede softwaremoduler til såkaldt middleware, der typisk bruges til at koble IT-systemer sammen med et website.
- Det var en stor succes. Vi havde samlet 40 investorer, der investerede 10 millioner kroner i os, fortæller Ulrik Debo.
Det gik så godt, at en amerikansk konkurrent i november 1999 kom med et tilbud på et opkøbe firmaet:
- De gav et tilbud på 120 millioner kroner. Vi diskuterede det i bestyrelsen og nåede frem til at sige: tak, men nej tak. Potentialet i vores firma var meget større, mente Ulrik Debo og hans kolleger dengang.
Det var en dum beslutning.
Seks måneder senere, i april 2000, havde det britiske softwarehus brug for ekstra kapital, men samtlige 40 investorer smækkede pengekassen i.
- De havde alle sammen tabt penge på deres IT-aktiviteter. Tre måneder senere lukkede vi firmaet og sagde farvel til 25 medarbejdere, siger Ulrik Debo og bliver tavs et øjeblik:
- Hvis bare vi havde sagt ja til tilbudet fra amerikanerne, havde jeg som 29-årig gået rundt med 50 millioner kroner på lommen, kommer det nøgternt fra Ulrik Debo.
Arbejdet med at holde softwarefirmaet oven vande, syv dage om ugen og 18 timer om dagen, tærede hårdt på kræfterne:
- Det var de værste to år af mit liv, og de gjorde mig 15 år ældre. Bagefter lovede jeg mig selv, at jeg aldrig aldrig igen ville være iværksætter, siger Ulrik Debo.
Verdensmanden
- Jeg må sige, at jeg har prøvet at være en verdensmand på papiret og bagefter brænde det hele af igen, bemærker han.
Konkursen skulle ikke blive den eneste, der har præget Ulrik Debos karriere i IT-branchen. I sommeren 2000 slog han sig ned som konsulent og blev straks hyret af et britisk internetfirma inden for affiliate marketing (partnere der går sammen om at markedsføre på nettet) til at åbne en afdeling i Tyskland.
Firmaet var ambitiøst og havde en række velvoksne konkurrenter, herunder Tradedoubler.
Ulrik Debo rejste rundt i hele Tyskland for at skabe kontakter og ansætte personale til det nyåbnede kontor i Hamborg. Undervejs nåede han at holde møder med 60-70 medieselskaber.
Kontrakten lød på fem måneders arbejde, og til aftalt tid rejste Debo tilbage til London for - så at sige - at aflevere nøglerne til firmaets nye tyske afdeling.
Tre uger efter gik firmaet i Storbritannien konkurs. Ganske vidst havde Ulrik Debo fået sine penge, men alligevel havde han en tom fornemmelse indeni.
Iværksætteren satte sig med sine venner i London for at diskutere, hvad det egentlig var, der foregik i IT-branchen.
- Vi blev enige om, at vi skulle prøve at finde en forretningsmodel, der var utrolig svær at kopiere for andre, siger Ulrik Debo.
Koreanerne
Blikket blev rettet mod den blomstrende mobilbranche i Sydkorea, der syntes at være flere år foran Europa.
- Vi kontaktede det koreanske handelskammer i London, og de satte os i forbindelse med forretningsmanden David Kim, som viste sig at have meget gode kontakter i sit hjemland, siger Ulrik Debo.
Han brød derefter sit løfte om aldrig mere at starte eget firma. Igen er det tre partnere, der er gået sammen, denne gang om LDC Network med adressen 27, New Bond Street i London.
Firmaet har kontrakt med 18 koreanske spil-udviklere om at distribuere især Java-spil til mobiltelefoner til de europæiske teleoperatører og internetportaler.
- Mange af koreanerne har knækket nakken i USA, og nu fokuserer de på deres hjemmemarked og Asien i øvrigt. Europa er for dem 28 lande med 28 forskellige sprog og 28 forskellige kulturer, som det er helt uoverskueligt at gøre forretninger med, forklarer Ulrik Debo.
Markedet for mobile Java-spil er endnu ikke-eksisterende i Europa, men det skal helst ændre sig med julehandelen 2002, hvor europæiske unge helst skal finde omkring 20 millioner Java-mobiltelefoner under juletræerne.
Hvis det sker, er LDC Network klar til at handle hurtigt, hvis en partner eller køber møder op. Hvis idéen flopper, må Ulrik Debo finde på noget andet.
- Mange af mine venner er bankfolk eller forsikringsfolk, som regner med at være i den samme branche i de næste 20 år. Sådan er jeg ikke skruet sammen. Jeg aner ikke, hvor jeg er henne om et halvt år, siger Ulrik Debo.
