Toilet gennemsyret af teknologi

Det ringer selv efter mere toiletpapir, når rullen synger på sidste vers. Det gør rent mellem hver gæst. Og det åbner døren op på vid gab til offentligheden, hvis du er lige lovlig længe om det. Verdens mest avancerede toilet er kommet til Danmark.

Et af Danmarks højteknologiske, offentlige gadetoiletter oser ikke langt væk af IT, wireless og pervasive computing, for selve isenkrammet er gemt godt væk for pilfingre.

Foto: Malene Grouleff
Det står i centrum af Århus. Udefra fremstår det nærmere som et skur i moderne design med glasmarkise og i brunt nopret metalfacade. Indeni ligner stilen og interiøret et toilet i moderne tog. Dog er der markant mere plads at boltre sig på. Anslået fire kvadratmeter gulv.

For at komme ind til herlighederne skal man betale to kroner i form af en gammeldags analog mønt. Men så slipper man for det ubehageligt kolde sæde, der ellers er kendetegnende for gadetoiletter, for der er indbygget varme i toiletkummen, og selve lokalet varmes op til 16 grader på godt et halvt minut.

Desuden er der garanti for toiletpapir i holderen. For den er tilsluttet en GSM-sender, der adviserer serviceafdelingen i firmaet, der står for opsætning og drift af toiletterne, franske AFA JCDecaux.

Den besøgende har også mulighed for at tilkalde akut hjælp fra toiletsædet. Der kan trykkes på en alarmknap, der giver direkte forbindelse til Falck vagtcentral.

Samtidig forårsager alarmknappen, at der bliver sendt en SMS med en melding til den vagtmedarbejder fra AFA JCDecaux, der befinder sig tættest på netop det toilet. SMS-beskeden finder vej til den nærmeste medarbejder ved hjælp af GPS - altså via satellit.

Når man skal vaske hænder, holder man dem ind over en håndvask, hvor en fotocelle udløser vand først med sæbe, så skyllevand og til sidst varmlufttørring.

Låser ikke børn inde

At mindre børn kan komme til at låse sig selv inde på et toilet, tager teknologien også højde for. Toilettets gæster bliver simpelthen vejet af en vægt indbygget i gulvet. Vejer de under 25 kilo, kan toiletdøren ikke lukke. Men er mor eller far på 60-100 kilo med barnet, tillader vægtsensoren, at døren bliver lukket og låst.

Uden på toilettet kan man på et display se, om det er optaget eller ledigt - eller om det netop har haft besøg og derfor er ved at blive gjort rent. Rengøringen sker nemlig automatisk, når man er gået ud af døren.

Foto: Malene Grouleff
Så tjekker toilettet ved hjælp af vægtsensorer, om der alligevel stadig befinder sig noget på gulvet eller på kummen, som vejer så meget, at det kunne være et menneske. Er der ikke det, så skyller toilettet først ud, dernæst åbnes en slags miniature-bilvask i væggen, som toiletkummen vipper op for at blive spulet, desinficeret, blæsetørre og sat tilbage igen.

Gulv og vægge bliver også spulet. Det betyder også, at eventuelle tabte genstande lander i en skjult kurv under håndvasken. Den tømmes en gang dagligt, og der kan være lidt af hvert i kurven, fortæller Kim Axelsen, adminstrerende direktør i AFA JCDecaux.

- Jeg kan nævne ting som et gebis, punge, mobiltelefoner, kørekort samt et par dametrusser i størrelse xxxlarge, siger direktøren.

Ikke nogen varmestue

Det højteknologiske toilet har også en funktion, der måske kan forebygge de allerværste kødannelser: Døren åbner automatisk, hvis man falder i staver, og der pludselig er gået 20 minutter. Dog advares man af et kraftigt blitzlys og en computerstemme efter 18 minutters ophold, så man har to minutter til at gøre sig klar.

Men bliver man alligevel derinde, fordi man er hjemløs og fryser eller simpelthen er besvimet, så registerer toilettet det via vægtsensorerne i gulvet og sender besked til AFA JCDecaux' vagtfolk på SMS.

At lukke, låse og åbne skydedøren til toilettet foregår ikke med gammeldags vrider eller slå, men på store knapper på væggen med symboler, tekst og blindskrift.

Netop hensyn til handicappede er der gjort en del ud af. Derfor er al information udenpå og indenfor oversat til blindskrift. Man kan også få oplæst en slags brugsanvisning ved at trykke på en knap.

Toilettets opfindere har også forsøgt at gardere sig mod, at pyromaner eller lemfældige rygere får det hele til at gå op i røg. Hvis en glød lander i skraldespanden og antænder indholdet, vil en skumslukker automatisk tage affære.

De moderne gadetoiletter findes indtil videre i byerne København, Brønderslev og Århus. På verdensplan har AFA JCDeaux cirka 200 millioner besøgende på deres højteknologiske toiletter årligt.

Prisen for toilettet ønsker AFA JCDecaux ikke at oplyse, men den danske direktør siger, at man nok købe et lille parcelhus i Jylland for beløbet. Selskabet forlanger 250.000 kroner i årlig leje per toilet.

Foto: Malene Grouleff
Med så meget teknologi indbygget i et gadetoilet er det jo en nærlæggende at få den tanke, at der kunne ske en systemfejl, som skabte kludder i tingene for toiletgæsterne. For eksempel at toilettet forsvandt ind i væggen, mens man sad på det.

Det afviser Kim Axelsen dog skulle kunne ske.

- Der er taget højde for strømsvigt med nødgenerator. På nogle af de første modeller, var der bøvl med nogle ømfindtlige trykte kredsløb og kontakter, men det løste sig, da vi fandt ud af, at der ikke skulle spares på kvaliteten, fortæller han.

- Du kan være meget mere uheldig på alle mulige andre toiletter. Jeg oplevede det personligt engang på en Storebæltsfærge. Jeg var på toilettet lige før, færgen kom i land, men så gik dørlåsen i stykker. Men jeg havde heldigvis en lommekniv og kunne skrue beslaget af og stormede ned på dækket i sidste øjeblik, fortæller Kim Axelsen, administrerende direktør i AFA JCDecaux Danmark.

Relevant link:
AFA JCDecauxs websted

Læses lige nu

    Annonceindlæg fra Barco

    Hvorfor enkelhed er den stille drivkraft bag succes på hybride arbejdspladser

    Hvordan usynlig teknologi forvandler sikkert hybridarbejde til en daglig virkelighed

    Netcompany A/S

    Managing Architect

    Midtjylland

    Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

    Applikationsspecialister med fokus på Microsoft servermiljøer til Cyberdivisionen i Hvidovre

    Københavnsområdet

    Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

    Cyberdivisionen søger chef for Lokal IT i hovedstadsområdet

    Københavnsområdet

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 1. april 2026 ansat Claus Berg som Account Manager ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Client Manager hos itm8. Nyt job

    Claus Berg

    Netip A/S

    Renewtech ApS har pr. 15. marts 2026 ansat Jouni Salo som Account Manager for Sverige. Han skal især beskæftige sig med med at styrke Renewtechs nordiske tilstedeværelse med fokus primært på det svenske marked. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos GoGift. Han har tidligere beskæftiget sig med udvikling af salgsaktiviter og kunderelationer på tværs af flere markeder. Nyt job

    Jouni Salo

    Renewtech ApS

    Pentos har pr. 2. juni 2025 ansat Erik Ebert som Country Manager. Han skal især beskæftige sig med udvidelsen af Pentos til Danmark og Norden. Det kræver bl.a. etablering af et lokalt leverance team og SAP Partnerskab. Han kommer fra en stilling som Senior Director hos Effective People. Han har tidligere beskæftiget sig med HR systemer baseret på SAP SuccessFactors hos en række danske større og mellemstore virksomheder. Nyt job

    Erik Ebert

    Pentos

    Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Jeppe Spanggaard, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med Digitalisering med Microsoft-platformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Nyt job

    Jeppe Spanggaard

    Pinksky ApS