Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Test: Skal du skifte musen ud med en tegneplade?

Der er efterhånden en del alternativer til den traditionelle computermus på markedet - blandt andet de såkaldte tegneplader. Vi har testet en af slagsen - Bamboo Fun Pen and Touch. Læs her, om det er på tide, at du skifter musestil.

Skal du skifte musen ud med en tegneplade?

Tegnepladen er et præcisionsværktøj, der virkelig kan gøre en forskel, når du sidder og arbejder på computeren.
 
Instrumentet er oftest brugt af grafikere, photoshop-hajer samt andre, der arbejder kreativt på computeren. Til det formål er pen og plade-konceptet nemlig genialt, da det giver følelsen af lige så stor kontrol, som hvis du sad med pen og papir.

Men denne konstruktion er ikke forbeholdt ovennævnte gruppe. Tegnepladen kan jo i praksis alt, din traditionelle mus kan - og så lidt til. 

Skal man være præcis, hedder tegnepladen faktisk en digitizer. Den består af en plade, der opfører sig som en trackpad på din bærbare, og så har den en tilhørende pen, som du bruger til at navigere med.

Undertegnede er hverken professionel til at redigere billeder eller på anden vis ferm til at tegne på en computer. Med andre ord er det en forudsætningsløs nybegynder, der pakker Bamboo Fun Pen and Touch ud af æsken i PC Worlds ærinde.

Og den bliver pakket ud med både spænding og skepsis - spænding, fordi visse præcisionsopgaver på computeren må være nemmere på denne måde - men skepsis, da det hovedsageligt er folk i digitalt kreative fag, der benytter pladen. 

Kan almindelige mennesker mon finde ud af at administrere sådan én? Det finder vi ud af.

Flad fysik - på den gode måde

Med en vægt på under et halvt kilo og et længde- og breddeforhold, der er mindre end en bærbar, er pladen her særdeles mobil. Hvis du alligevel slæber rundt på din bærbare i tasken, vil du ikke bemærke, at Bamboo-pladen også har fundet vej derned.

I pakken får du et kabel, der forbinder pladen med din computer. Du kan vælge at tilkøbe et trådløst sæt med USB-sendere og et batteri, så du kun skal have kablet sat til, når batteriet skal oplades. 

Det kan godt anbefales, da det medfølgende kabel ikke er særlig langt. Pladen er indrettet således, at der kun er monteret USB-port i den ene side. 
Er du højrehåndet, kommer pladen til at ligge, så USB-porten er i venstre side. Hvis din computers USB-porte så er på højre side, kan det være lidt svært at få ledningen placeret, så den ikke er i vejen.

Pladen har fire "museknapper" i den ene side. Som standard er to afsat til henholdsvis højre- og venstreklik, og de to andre er til fri disposition. Men i Bamboo-Dock, der er det program, der medfølger, kan du selv skræddersy knappernes funktioner til dit behov. 

Så er der selvfølgelig pennen - konstellationens hovedredskab. Den ligner til forveksling en helt almindelig kuglepen. Dog har den en knap monteret på den ene side, som du nemt kan nå med din pege- eller tommelfinger. Denne knap kan vippes begge veje og fungerer som højre- og venstreklik.

For at flytte markøren rundt på skærmen skal pennen holdes tæt på pladen uden at røre den. Du klikker ved blot at ramme pladen med pennens spids.

Der er desuden en penneholder på siden, der i praksis er et lille stykke stof, du kan mase pennen ned i. Den fungerer dog ikke ret godt, da det er overordentligt svært at få pennen derned - og ud igen.

Man skal liiige vænne sig til det

Hvis du, som undertegnede, aldrig har prøvet en tegneplade før, skal du godt nok lige vænne dig til det. Du holder intuitivt på pennen, som du ville på en almindelig kuglepen. I testerens tilfælde betyder det også, at ydersiden af hånden ofte hviler på papiret - i dette tilfælde pladen. 

Men gør den det, går der fisk i markøren på skærmen. Pladen fungerer nemlig også som trackpad, som vi kender det fra bærbare computere, så det svarer til, at du bruger to fingre på én gang på en trackpad.

Hvis du er udfordret på finmotorikken, skal du nok opdage det lynhurtigt. Men samtidig er det enormt intuitivt at bruge pennen. Selve følelsen af at holde en pen mod "papir" er en velkendt fornemmelse, og derfor begynder du også hurtigt at få en god forståelse for at bruge den.

Det sværeste som nybegynder er at vænne sig til, at pennen skal holdes 3-5 millimeter fra pladen, for at dens bevægelser registreres. Det vil sige, at pennen skal holdes meget tæt på pladen, når du skal navigere rundt på skærmen. Det kræver helt sikkert tilvænning, og det første stykke tid vil du ofte opleve, at markøren står stille på skærmen, simpelthen fordi du har løftet pennen for højt op.

Når du lige får fat i at styre pennen rigtigt, går det til gengæld som en leg. Det er sjovt at bruge et andet instrument end den traditionelle mus, og du vil måske endda opleve, at din muskulatur i hænderne slapper mere af, når du veksler mellem flere mus, trackpad og digitizer. Hvis du udelukkende bruger eksempelvis en traditionel mus, kan du opleve spændinger i fingre, hænder og underarm - især, hvis du tilbringer meget tid foran skærmen.

I den medfølgende software er der en introduktionsvideo, der gennemgår funktionerne og tilbyder dig øvelser, så du kan lære pennen at kende. Denne lille pædagogiske vejledning kan virkelig anbefales og er en kærkommen feature efter vores mening, ikke mindst til dig, der måske slet ikke har prøvet sådan en sag før.

Hvad skal jeg bruge den til?

Bamboo Fun Pen and Touch kan som sagt alt, din standard-mus kan. Den kan med andre ord fuldstændig erstatte din mus, hvis du ønsker det. 

Men for mange er dens hovedformål at være behjælpelig med præcisionsopgaver. Dette kan være fotoredigering, tegning på computeren eller grafiske opgaver.

Det kan være rigtig svært at redigere billeder præcist ved hjælp af trackpad'en på en bærbar. Her kommer digitizeren virkelig til sin ret. 

I pakken med pladen følger også Adobe Photoshop Elements, der er en slags lillebror til Photoshop. Har du tidligere prøvet at lege med fotoredigering med enten traditionel mus eller trackpad, vil du opleve en verden til forskel. Digitizers er som skabt til den slags, og det føles vitterligt, som om du sidder og tegner direkte på billedet. Det er super intuitivt.

Selve muse-funktionen bliver jo sådan set ikke mere præcis af en tegneplade - men du kan i langt højere grad benytte dig af fingrenes finmotorik, præcis på samme måde som du gør med en kuglepen på papir, og det giver en følelse af markant øget præcision.

Hvis du kan lide at tegne, bliver det også en hel del lettere at have med at gøre, når du bruger pladen her.

Som nævnt kan du sagtens anvende tegnepladen som en helt almindelig mus. Men til almindeligt brug på en computer, det vil sige surfing på nettet og enkelte klik for at åbne eksempelvis et skriveprogram, virker det en smule bøvlet at hive pladen frem, især hvis du har en bærbar computer, og du har en tendens til at sidde med den i skødet i sofaen. I det tilfælde er pladen altså en lidt besværlig affære.

Skal du have én?

Du kan få Bamboo Fun Pen and Touch fra Wacom i Small og Medium. Størrelserne angiver størrelsen på det felt på selve pladen, hvor pennen kan bruges.

Vi har testet størrelse Small, hvor det aktive felt på pladen faktisk ikke er ret stort.

I første omgang ville vi ønske, at feltet havde været større - altså en Medium. Men efter at have vænnet sig til den fungerer en Small altså helt fint, når det reelle behov kun opstår ved lejlighedsvis fotoredigering og tegning på amatørplan.

Har du planer om at tage mere seriøst fat på de kreative udfoldelser, vil en Medium nok være at foretrække. Det fremgår også af kundekommentarerne på eksempelvis Apple Store, der er en af forhandlerne af Bamboo-pladerne.

En Small kan fås fra cirka 750 kroner i skrivende stund, mens en Medium løber op i cirka 1.300 kroner. Fælles for de to er, at Adobe Photoshop Elements følger med i pakken som software download. 

Det vil sige, at der i pakken ligger en licenskode, som du kan bruge til at downloade programmet fra nettet. Det er dog værd at bemærke, at der i vores testpakke var en kode til download af Elements 9 og altså ikke den spritnye version 10.

Efter at have leget med tegnepladen i et par uger synes vi, at den fungerer rigtig godt til sit formål. Har du mod på at lege med fotoredigering eller tegning på computeren, er en tegneplade helt sikkert en rigtig fornuftig hjælpende hånd.

Om du skal have fat i en størrelse Small eller Medium afhænger helt af dit behov og ambitionsniveau. Størrelses- og vægtforskellen på de to er næsten ikke-eksisterende, så det er ikke det, der skal afgøre sagen.

Skal du have det trådløse sæt med, så du ikke behøver fumle med USB-kabler, kan du tilkøbe Wacom Bamboo Tablets Wireless Option til cirka 350 kroner.

Karakteren herfra lander på fem ud af seks. Den høje karakter skyldes, at brugervenligheden er enorm - også for helt grønne nybegyndere. Alligevel mister den en stjerne på de små irritationsmomenter som penneholderen og det lille aktive felt.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

01. maj 2024 | Læs mere


ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere