Arbejdsløs skabte sit fuldtidsjob på Ebay

35-årige Natalia Balslev har en virtuel arbejdsplads. Hun sælger dansk design på verdens største onlineauktion Ebay og er dermed en af de anslået 150.000 mennesker, som henter en fuldtidsindtægt via web-auktionen, hvis omsætning er større end BNP i de 123 fattigste lande i verden.

Det startede for fem år siden med arbejdsløshed og en interesse for den danske designer Verner Panton.

I dag er russiskfødte Natalia Balslev fra Østerbro i København ligeglad med, at hun aldrig fik job efter endt uddannelse til webdesigner.

Hun tjener sin månedsløn ved at sælge danske designmøbler, tekstiler og lamper på verdens største online-auktion, Ebay.

Panton til hele verden

Natalia Balslev havde aldrig hørt om online-auktionen, før hun faldt over webstedet ved en søgning.

Det var i 1998. Ebay havde et år på bagen, og begrebet net-auktioner var stadig helt nyt for de fleste.

Hun begyndte med at sætte en del af sin egen store samling af Verner Panton-design på den elektroniske auktionsblok.

- Jeg havde en masse ting, som jeg gerne ville sælge, og jeg ville gerne have et job, der gav mig mad på bordet samtidig med, at det var spændende og kreativt, fortæller Natalia Balslev, som har boet i Danmark i 11 år med sin danske mand.

Hun står selv for alt arbejdet fra at finde nye varer til at udarbejde beskrivelser og foretage indpakning og afsendelse samt at svare på e-mailkorrespondance, som ofte tikker ind midt om natten fra alle klodens hjørner.

- Det er hårdt arbejde, og det kræver meget mere end at sælge i en butik, fastslår hun.

Virtuel forretning - økonomisk sværvægter

Hun mener selv at have været blandt de allerførste faste Ebay-sælgere uden for USA, da hun startede for fem år siden.

I de mellemliggende år er sortimentet på auktionen steget enormt. Ebay sælger flere biler end den største amerikanske bilforhandlerkæde, og fungerer blandt andet som overskudslager-udsalg for den amerikanske hær.

Både slotte, øer og jetfly har skiftet hænder på auktionen, som også har lagt blok til en mængde bizarre salgsvarer som kvinden, der satte sig selv til salg som brud til den højestbydende og manden, som lod folk byde på en gammeldags røvfuld, personligt leveret og eksekveret af sælgeren, som samtidig betingede sig sine rejseudgifter betalt.

I alt forventer Ebay, at varer til en samlet værdi af 130 milliarder kroner vil skifte hænder blandt 30 millioner mennesker på auktionen i år.

Den omsætning placerer Ebay i en økonomisk vægtklasse, som overskygger bruttonationalproduktet i verdens 123 fattigste lande.

Auktionen har sit eget banksystem, den elektroniske pengeoverførsels-virksomhed Paypal, sit eget politi, som checker for ulovlige varer og svindel og en virtuel handelsskole, hvor folk kan lære at handle på auktionen.

Ebya har også sin egen samfundskode, hvor man via "feedback" om hver handel, som alle kan se, hjælper de bedste sælgere til at få flere kunder, og straffer snydetampe eller uhøflig betjening ved at advare andre.

Øget konkurrence fra private

Flere end 150.000 mennesker vil i år, lige som Natalia Balslev, hente deres fuldtidsindkomst på web-auktionen.

Og langt flere, heriblandt et stigende antal danskere, supplerer andre indkomster med regelmæssige salg af alt fra Barbie-dukker til slankepiller.

- Der er flere private som sælger. Konkurrencen kommer ikke fra andre professionelle butikker, siger Natalia Balslev, som påpeger, at selv om det kan være fristende at forsøge at gøre hende kunsten efter, så er det ikke lovligt bare at slå sig ned som online-antikvitetsforhandler.

Det er nemlig efter dansk lovgivning ikke tilladt at handle med brugte varer, hvis man ikke har en fysisk butik, påpeger hun. Det afholder dog ikke et stigende antal danskere fra at supplere indkomsten af den vej.

- Jeg kender til folk, der sælger for flere tusind dollar om måneden og får understøttelse samtidig, siger hun.

Natalia Balslev har selv i henhold til lovens bogstav forretningslokaler på Østerbro under navnet Mobilia, men det er på Ebay, at forretningen virkelig lønner sig.

I år forventer hun at omsætte for 1,2 millioner kroner blandt andet på dansk designede teaktræsmøbler. Det er et meget mere arbejdskrævende varesortiment end tekstiler og lamper - ikke mindst når det gælder fragten til kunder over hele verden.

Teakmøbler til Japan

Blandt andet har hun en japansk samarbejdspartner, som hun fandt på Ebay og som nu med mellemrum aftager hele containere fulde af teaktræsmøbler.

Men selv om forretningen er vokset i løbet af de fem år, har Natalia også kunnet mærke den økonomiske afmatning. Lækre danske designmøbler er luksusvarer, som folk vælger fra, når økonomien strammer.

Alligevel er hun overbevist om, at hun også i fremtiden skal tjene sine penge på Ebay.

- Jeg bliver ved. Mange er begyndt, men de gider ikke lægge så meget arbejde i det som jeg, og jeg har overlevet dem alle sammen, siger hun beslutsomt.

Ebay tjente sidste år 1,5 milliarder kroner - en stigning på 176 procent i forhold til året før. Men selskabet forventer om to år hive en nettofortjeneste hjem på 20 milliarder kroner.

Natalia Balslevs webforretning: www.form-land.com

Supplerende kilde: Business Week.

Læses lige nu

    Annonce

    Annonceindlæg fra Jysk IT

    Sikkerhed skal være en del af driften

    Skal virksomheder stå stærkere mod angreb og kunne udvikle sig, skal sikkerhed, drift og forretning tænkes sammen. Det er tanken bag Jysk IT’s ambition om at skabe en “sikker fremtid” for kunderne.

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 1. august 2026 ansat Ronni Randrup som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Aalborg. Han kommer fra en stilling som Operations Consultant hos Complea. Nyt job

    Ronni Randrup

    Netip A/S

    Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation, har pr. 1. september 2026 ansat Maria Juliane Friedrichsen, 47 år,  som Office Manager. Hun skal især beskæftige sig med at holde overblik og sikre, at alt på kontoret kører, som det skal. Hun kommer fra en stilling som Office Manager hos Kontorhotellet H2M. Hun er uddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed og har en korrekturlæseruddannelse. Hun har tidligere beskæftiget sig med korrekturlæsning og den daglige drift af kontorer. Nyt job

    Maria Juliane Friedrichsen

    Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation,

    Norriq Danmark A/S har pr. 2. februar 2026 ansat Andreas Dyngberg Pedersen som Solution Architect. Han skal især beskæftige sig med at sætte de overordnede rammer for leverancerne med afsæt i best practice og skalerbarhed. Han kommer fra en stilling som Solution Architect hos Impact commerce. Han er uddannet Hos EUC Syd som Datatekniker og Programmering. Nyt job

    Andreas Dyngberg Pedersen

    Norriq Danmark A/S

    Elbek & Vejrup A/S har pr. 15. august 2026 ansat Anne-Sofie Andreasen som Project Manager i Projekt & Service. Hun skal især beskæftige sig med ledelse og koordinering af projekter og serviceopgaver. Hun kommer fra en stilling som konsulent med fokus på digitale løsninger hos XFLow. Hun er uddannet cand.it. i IT, Kommunikation og Organisation. Hun har tidligere beskæftiget sig med analyse, udvikling, test og implementering af løsninger samt udarbejdelse af brugervejledninger. Nyt job

    Anne-Sofie Andreasen

    Elbek & Vejrup A/S