Artikel top billede

Her er resultatet af Microsofts milliard-køb af Skype

Computerviews: Et halvt år efter Microsofts køb af Skype blev godkendt, er resultaterne begyndt at vise sig. Men er de 44 milliarder værd?

Læs også:

Officielt: Microsoft køber Skype for gigant-beløb

Ballmer: Derfor betaler vi 44 milliarder for Skype

Computerviews: Den 10. maj sidste år kunne Microsoft annoncere, at man havde indgået en aftale med Skype om at købe det dansk-stiftede selskab for hele 44 milliarder kroner.

I starten af oktober 2011 blev købet endeligt godkendt af både de europæiske og de amerikanske konkurrence-myndigheder.

Det er et halvt år siden i disse dage, og det er derfor oplagt at se nærmere på, hvad Microsoft rent faktisk har fået ud af Skype-købet.

Det har Microsoft lovet

Allerede fra starten af var Microsofts Steve Ballmer ude med klare meldinger om formålet med Skype - dels for at forklare den store købssum, dels for at berolige de 663 millioner registrerede brugere af Skype.

Ballmers budskab var - og det er siden blevet gentaget - at Skype skal integreres med produkter som Xbox, Kinect, Windows Phone og Windows, og at Skype skal kunne fungere sammen med Microsofts egenudviklede kommunikationsplatform, Lync.

"Ved at bringe det bedste fra Microsoft sammen med det bedste fra Skype kan vi udstyre folk med nye teknologier, der kan bringe dem tættere sammen."

Samtidig har Microsoft lovet, at man vil fortsætte med at udvikle og supportere Skype på konkurrerende platforme, eksempelvis Mac OS X, iOS, Linux og Android.

"Jeg er sikker på, at mange brugere efter dette opkøb spekulerer på, om oplevelsen af Skype vil forandre sig. Svaret er et eftertrykkeligt nej," har Steve Ballmer udtalt.

Det har Microsoft gjort


Når man i dag besøger Microsofts Skype-side er det da også svært at få øje på de store forandringer.

Det er stadig de samme blå Skype-farver og logoer, og man skal lede længe for at finde noget om Microsoft på siden.

Alt i alt indikerer det, at Steve Ballmers snak om, at oplevelsen af Skype ikke vil forandre sig, ikke bare var tomme løfter.

Alligevel begynder Skype-nyheder med et klart Microsoft-islæt nu for alvor at dukke op.

Den måske største nyhed efter købet er Skype til Windows Phone. App'en ventes klar i april, og allerede nu har Microsoft vist betaen frem (se video på næste side).

"Det her er kun begyndelsen for Skype til Windows Phone... Det vil kun blive bedre og bedre. Vi ser et fantastisk potentiale for at inkludere Skype-funktioner i Windows Phone for at kunne give dig en fantastisk oplevelse."


Microsoft er også begyndt at certificere sit eget hardware-udstyr som webcams og hovedtelefoner som særligt velegnede til Skype.

I februar var Microsoft desuden ude med yderligere information om samspillet mellem Skype og Lync.

"En af grundene til, at vi elsker Skype-handlen er, at når du tænker på integrationen mellem Skype og Lync, mellem virksomhederne og forbrugerne, så er det faktisk en ret interessant mulighed fremadrettet," forklarede Microsoft-chef Bill Koefoed til vores kolleger på amerikanske PC World.

Indtil videre har de "interessante muligheder" dog ikke resulteret i konkrete tiltag.

På samme måde har Microsoft også meddelt, at Skype selvfølgelig skal integreres i Xbox-konsollen, men heller ikke her har det endnu resulteret i konkrete nyheder.

Læs også:

Officielt: Microsoft køber Skype for gigant-beløb

Ballmer: Derfor betaler vi 44 milliarder for Skype

Her er Microsofts Skype-udfordringer

Tilbage står, at Skype-betaen til Windows Phone er det mest håndgribelige eksempel på, hvordan Microsoft har tænkt sig at anvende Skype og sikre, at investeringen på 44 milliarder giver gevinst.

Som videoen herunder viser, har Microsoft nemlig tænkt sig at integrere Skype dybt i telefonen - og formentlig også mere, end IP-tjenesten er i produkter med iOS og Android.

Cisco har for nylig forsøgt at blokere for Microsofts køb af Skype med på grund af bekymring om kompatibilitet mellem løsningerne fra Microsoft/Skype og Ciscos løsninger samt løsningerne fra andre leverandører.

Spørgsmålet i den kommende tid bliver derfor, om Microsoft formår at balancere den opgave, at man på den ene side skal udnytte det faktum, at man nu ejer Skype og derfor kan integrere dybt i egne produkter, mens man samtidig også skal tilgodese alle de andre Skype-brugere på andre platforme.

Spørgsmålet bliver dog også, om Microsoft formår at tjene den store pris for Skype ind igen - noget, som den tidligere ejer, eBay, aldrig formåede trods mange gode idéer og intentioner.

44 milliarder kroner er rigtig mange penge, og som det ser ud nu, har Microsoft et pænt stykke vej, inden pengene er tjent ind igen.

Men dels er der jo alle de løbende indtægter på Skype-samtaler, dels er Skype-integrationen i Microsofts produkter stadig en rigtig god idé set med Microsoft-briller.

Det skal blive spændende at se, hvad der kommet ud af konkrete nye tjenester og funktioner i det kommende år. Med en investering på 44 milliarder skal der trods alt ske ikke så lidt.

Læs også:

Officielt: Microsoft køber Skype for gigant-beløb

Ballmer: Derfor betaler vi 44 milliarder for Skype




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere