15 vilde år med Google: Nu kommer de store udfordringer

Det er 15 år siden, at virksomheden Google kom til verden og ændrede alt med en søgealgoritme. Nu begynder de store udfordringer at vise sig i horisonten.

Artikel top billede

Computerviews: 277 milliarder kroner.

Så mange penge omsatte Google for i 2012 - selskabets hidtil bedste år i økonomisk forstand.

Overskuddet efter skat lød på 59 milliarder kroner, så det må siges at være helt fornuftigt for virksomheden med "blot" 44.777 ansatte.

Ikke at det er specielt unikt med den slags resultater for Google, der netop i disse uger kan fejre sin 15 års fødselsdag.

Ser man på virksomhedens regnskaber de seneste mange år, er vækstrater omkring de 30 procent det typiske billede.

Interessant Google-tidslinje

Google markerer selv jubilæet med en ny tidslinje over de seneste 15 års udvikling for selskabet og dets efterhånden ret mange produkter.

Google.com blev regristreret som domæne den 15. september 1997, to år efter at stifterne, Larry og Sergey, havde mødt hinanden på Stanford.

På den måde er Googles historie ikke bare historien om et enkelt selskab i internetbranchen, men snarere historien om branchen i det hele taget.

Jo, selskaber som Altavista, Yahoo og Webcrawler kom før Google, men da først Google-projektet begyndte at gribe om sig, kunne ingen andre følge med.

Fra 1997 til i dag har internettet udviklet sig til en allestedsnærværende teknologi, der er er omdrejningspunktet for både vores professionelle og private liv.

Det, der startede som en søgealgoritme, har udviklet sig til en stor global koncern med milliarder og atter milliarder på bundlinjen år efter år.

Produktporteføljen er vokset og omfatter i dag alt fra annoncer til Android til Google Apps, Maps og YouTube.

Så vild er Googles succes

Google-brandet er i dag verdens næstmest værdifulde med en anslået værdi på 512 milliarder kroner i en ny opgørelse, kun overgået af Apple.

Det skyldes i høj grad, at selskabet bliver ved med at spytte nye, populære produkter ud på markedet, der kan forstærke internetselskabets position.

At Google er helt og aldeles urørlig på visse områder, ses blandt andet i denne figur over søgemaskinernes markedsandele over de seneste fire år.

Til trods for, at Microsoft har investeret stort i sin Bing-søgemaskine, er Googles markedsandel ifølge Statcounter faktisk lidt højere, end den var for fire år siden.


Eller hvad med et andet tal, der kan tage pusten fra de fleste: Der findes nu en milliard Android-enheder.

Og se dette billede af Google-aktien på Nasdaq-børsen over de seneste fem år:


Google har al mulig grund til at fejre sig selv og 15-års-jubilæet.

Men med den succes, selskabet har haft i de forgangne år, og med den status, selskabet har her i 2013, begynder vi også at se Googles udfordringer forude.

For jo, problemerne vil også ramme Google før eller siden - præcis som de tidligere har ramt selskaber som Microsoft og Apple.

Googles to største udfordringer

Selv om Google har klaret sig umådeligt godt i de seneste 15 år med en hæsblæsende innovation, et hav af populære produkter, og en økonomisk vækst og indtjening, meget få selskaber kan matche, er det netop også på baggrund af dette, at de første store udfordringer er begyndt at vise sig.

Udfordring nummer 1: Retssager
Microsoft har oplevet det, Apple har oplevet det, og det samme har selskaber som Intel og IBM: At blive anklaget for monopol-misbrug.

Selvom sagerne er vidt forskellige, har de det tilfælles, at de bunder i, at selskaberne vokser sig så store og dominerende på et marked, at andre begynder at stille spørgsmål ved, om det har udviklet sig til et decideret monopol, der hindrer konkurrerende virksomheder i at deltage i festen.

Nu er turen så kommet til Google, der er genstand for en formel EU-undersøgelse af, om selskabet har overtrådt forbuddet mod at misbruge dominerende markedspositioner.

En lang række virksomheder står bag anklagerne mod Google i den ganske komplicerede og omfattende sag, der blandt andet handler om, hvorvidt selskabets egne produkter automatisk kommer før konkurrenternes i Google-søgemaskinen.

Uanset hvordan sagen (eller rettere sagerne) ender, er der næppe tvivl om, at Google qua sin store succes kommer til at skulle forholde sig til forskellige anklager i fremtiden også.

Læs mere om Googles EU-sag her.

Udfordring nummer 2: Overvågning
Et af de varmeste emner i disse år er overvågning af web- og tele-brugerne både fra myndighedernes side og fra de kommercielle selskabers side.

Googles grundlæggende forretningsmodel er anvendelsen af information i digitale tjenester, og dermed havner selskabet - retfærdigt eller ej - helt automatisk i midten af den til tider ophidsede debat om manglende privacy og gennemgribende overvågning af vores digitale liv.

Det skal retfærdigvis siges, at Google faktisk er en af de it-virksomheder, der gør meget ud af at være åben omkring brugen af data i de forskellige tjenester og blandt andet udgiver gennemsigtighedsrapporter, så man kan få et indblik i, hvor ofte Google modtager anmodninger fra myndigheder og domstole rundt om i verden om at udlevere brugerdata.

Google vil - på lige fod med selskaber som Facebook og Microsoft - i stigende grad skulle forholde sig til hele privacy-situationen i de kommende år.

Læs mere om overvågningen på internettet her.

Her skal Google passe på

Udfordring nummer 3: At bevare innovationen
Hvis der er én ting, Google ikke mangler i år 2013, er det evnen til innovation. Fra Google Glass til stadig vildere funktioner i Google Earth og hele Android-projektet: Google buldrer afsted med innovative projekter.

Men Google er i sidste ende næppe anderledes end andre selskaber. Før eller siden vil koncernen opleve at miste lidt af den ellers så imponerende opfindsomhed.

Det er ikke sket endnu, fordi Google-koncernen formår at tiltrække de bedste og mest kreative it-folk, men jo større og ældre Google bliver, des større bliver risikoen for, at det kan ske.

Innovation er for virksomheder i al almindelighed - og for internetvirksomheder i særdeleshed - det magiske brændstof, der gør, at farten kan opretholdes og måske sågar øges, selvom skibet vokser i størrelse, og et uvejr eller to kan skimtes i horisonten.

Formår Google at undgå innovations-krisen, er der i princippet intet til hinder for, at selskabet kan fortsætte den vilde vækst 15 år endnu.

Du kan se Googles tidslinje over de seneste 15 år her.

Følg @kimstensdal på Twitter

Læs også:

Få overblikket: Alle disse steder bliver du overvåget

Derfor varmer EU op til forlig med Google i speget sag

Fra garagekode til nettets guldæg - her er historien om Google

Sådan fungerer apps til Google Glass: Tør du se med?

Derfor har Google det svært mod Microsoft i Danmark

Læses lige nu

    Event: Computerworld Summit 2026 - København

    Digital transformation | København

    Styrk din digitale strategi med konkret brug af AI og ny teknologi. Mød 250 it-professionelle, få indsigter, løsninger og netværk på én dag. Computerworld Summit i København viser hvordan teknologi skaber forretningsværdi – her og nu.

    28 april 2026 | Gratis deltagelse

    G. Tscherning A/S

    IT & Digitaliseringsansvarlig

    Københavnsområdet

    Capgemini Danmark A/S

    SAP S/4HANA Finance Lead

    Københavnsområdet

    NOVAX A/S

    QA Consultant

    Midtjylland

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 1. februar 2026 ansat Henrik Mejnhardt Nielsen som ny kollega til Product Sales Teamet i Herlev. Han kommer fra en stilling som Business Development Manager hos Arrow. Nyt job
    Immeo har pr. 1. februar 2026 ansat Claes Justesen som Principal. Han kommer fra en stilling som Director hos Valtech. Nyt job
    Renewtech ApS har pr. 1. februar 2026 ansat Mads Linné Kaasgaard, 31 år,  som Marketing Specialist. Han skal især beskæftige sig med med at løfte Renewtechs brand og kommunikation yderligere ud globalt. Han kommer fra en stilling som Marketing Manager hos Induflex A/S. Han er uddannet fra Aalborg Universitet og har en Cand. Merc. i Sprog & International Virksomhedskommunikation. Nyt job

    Mads Linné Kaasgaard

    Renewtech ApS

    Immeo har pr. 1. marts 2026 ansat Theo Lyngaa Hansen som Consultant. Han kommer fra en stilling som Data Manager hos IDA. Han er uddannet i Business Administration & Data Science. Nyt job