Anmeldelse: Tv-serien Silicon Valley gør tykt grin med it-verdenen

Der er satiriske tæsk til både nørder og it-branche i tv-serien Silicon Valley, hvor det vrimler med Steve Jobs-plagiater og vanvittige optrin. Det er svært ikke at klukke med undervejs.

"Hvis du ikke opfører dig som et røvhul, så dør firmaet!"

Den kontante besked får programmøren Richard, da han pludselig står med ansvaret for en it-iværksættervirksomhed, der er millioner af kroner værd.

Men det er svært kan gå fra at være en introvert nørd med et kæmpe programmeringstalent til pludselig at være benhård forretningsmand med jernpigge på albuerne.

Det er kort fortalt omdrejningspunktet i den nye komedieserie Silicon Valley, som har premiere på HBO Nordic i dag.

Jagten på succes
Ved lidt af et tilfælde har nørden Richard udviklet en komprimerings-algoritme, der kan revolutionere den måde, som vi henter og bruger filer på nettet.

Han arbejder til at begynde med hos firmaet Holli, hvor han er langt nede i hierarkiet og ofte bliver voksenmobbet af de øvrige ansatte.

Men da de opdager hans hobbyprojekt, bliver han pludselig kaldt ind til audiens hos Hoolis grundlægger og topchef.

10 millioner dollar, cirka 54 millioner kroner, får Richard tilbudt for at sælge sin fantastiske algoritme.

I stedet for at tage pengene vælger Richard dog at starte sin egen virksomhed og alliere sig med den selvstændige milliardær Peter Greogry, der som business angel skyder en million kroner i projektet som startkapital.

Men stakkels Richard aner ganske enkelt ingenting om forretningsplaner, og de store pengebeløb giver ham hjertebanken og får ham til spontant at tømme mavesækken ved upassende lejligheder.

Det lykkedes ham dog at samle et hold af nørder, der skal hjælpe ham med firmaet, som han til de flestes ærgrelse insisterer på at navngive Pied Piper (Rottefængeren).

Med på holdet er en anarkistisk og spydig canadier og en mopset pakistaner, der bruger mere tid på at slås verbalt end på at programmere.

Desuden hyrer Richard en projektleder, der som de øvrige er stærkt socialt handicappet. Han er mere pligtopfyldende end en spejderdreng, men er samtidig en stor undskyldning for sig selv.
Med i gruppen sniger dotcom-milliardæren Erlich sig ind.

Han har ladet Richard bo gratis i sit hus - sammen med de øvrige programmører - for til gengæld at få 10 procent af indtægterne af deres hobby-projekter, og nu ser han en stor mulighed for at score kassen på Pied Piper.

Mens programmørerne er introverte, fører Erlich sig frem. Hans ego er mere oppustet end en badebold, og han er lige så sympatisk som kakerlak.

"Vi to...vi er ligesom Steve Jobs og Steve Wozniak," siger Erlich, mens han lægger armen omkring Richard, der ser beklemt ud. Han har svært ved at være et røvhul.

'Startup for dummies'
Tv-serien Sillicon Valley er skabt af Mike Judge, og han er især kendt for Beavis & Butthead samt King of the Hill.

Med Silicon Valley har han skabt en komedieserie, der fungerer som en forrygende og underholdende lussing til it-branchen, hvor ikke mindst hykleri og snobberi udstilles.

Det svært ikke at have sympati med splejsede Richard, der kæmper med flakkende øjne og har panik malet i hele ansigtet.
Især da hans tidligere arbejdsgiver Hooli forsøger at stjæle hans algoritme og lancere den først.

Tv-serien Silicon Valley kan egentlig betragtes som en slags visuel 'startup for dummies' - plastret til med eksempler på hvordan man ikke skal gøre.

Eksempelvis er det en rigtig dårlig idé at få udstedt en check til ens firma, hvis man endnu ikke har fået virksomhedens navn registreret officielt.

Og ligesom TDC, Nets og andre virksomheder har lært, er det fornuftigt at se sig godt for, inden man beslutter sig for et nyt navn - det kunne jo være, at andre allerede brugte det.

Og lad nu være med at hyre en tidligere straffet mexikaner med en graffitidåse til at designe virksomhedens logo: Det er dømt til at gå galt.

Som kugler fra en AK47
HBO Nordic er ikke rigtig slået igennem herhjemme endnu, og ifølge en opgørelse fra DR Medieforskning benytter blot en procent af de danske husstande tjenesten. Til sammenligning har 17 procent Netflix.

Med Silicon Valley har HBO Nordic dog fået en interessant vare på den virtuelle hylde, som især vil appellere til it-folk - og nå ja, nørder.

Der er massevis af referencer til alt fra Steve Ballmer-præsentationer til Steve Jobs' påklædning: Den sorte rullekravetrøje. Den ynder dotcom-millionæren Erlich i øvrigt at føre sig frem i.

Når man spotter de mange it-referencer, er det svært ikke at klukke en smule. Tv-serien kører i et højt gear, og replikkerne fyres af i samme tempo som kuglerne fra en AK47.

Der er ganske enkelt ikke nogen stille passager.

Især Thomas Middleditch i rollen som nørden Richard gør det forrygende, og det er svært underholdende at følge ham i et nervøst forsøg på at træde i karakter som topchef og leder - for pludselig at få momentum og derefter at fejle fuldkomment.

Silicon Valley er - ligesom mange af HBO's andre serier - af høj kvalitet, og samtidig er der satirisk bid, selv om it-branchen naturligvis bliver noget karikeret.

Efter at have set de første fem afsnit er jeg dog hooked og nysgerrig på at finde ud af, hvordan det dog ender med Richard og hans bizarre slæng af medarbejdere i kampen for at få succes blandt arrogante milliardærer, slibrige rygklappere og forretningsmænd med tunnelsyn i verdens it-mekka, Silicon Valley.


Premium
Huawei ville have skriftlig garanti mod udelukkelse på det danske marked - Udenrigsministeriet afviste
Kinesiske Huawei har anmodet om en skriftlig garanti mod udelukkelse på det danske marked. Anmodningen blev afvist af udenrigsministeriet, hvor argumentet lød, at det ikke var "kutyme" at give specifikke selskaber skriftlige tilkendegivelser om, hvorvidt de er velkomne til at gøre investeringer i Danmark.
Computerworld
Kinesiske TikTok lukker ned i Hong Kong efter indførelse af censur-lov
TikToks kinesiske moderselskab Bytedance lukker for adgang til den populære app i Hong Kong. Til gengæld vil en kinesisk version af appen fortsat være tilgængelig i Hong Kong
CIO
Torben Fabrin og Arla måtte på få dage omstille hele deres produktion da coronaen ramte
Da coronaen ramte verden måtte mejerigiganten Arla på få dage omstille sin produktion. Samtidig voksede salget massivt til supermarkeder mens institutioner og restauranter gik næsten i stå. Hør hvordan Arla kom gennem krisen ved blandt andet være klar med realtime analytics.
Job & Karriere
På jagt efter et it-job i Jylland? Her er 10 stillinger fra Aabenraa til Aalborg, der ledige netop nu
Vi har fundet en række spændende stillinger til dig, der jagter et it-job. Her kan du vælge og vrage mellem ledige stillinger lige fra Aabenraa til Aalborg.
White paper
Sådan skaber du mere effektive forretningsprocesser med automatisering
Virksomheder skal kunne håndtere enorme mængder af data, hvilket har affødt et behov for smartere og mere effektive løsninger til håndtering af de daglige, ensformige og rutineprægede processer. Hvor disse opgaver tidligere kunne klares via manuel arbejdskraft, kalder markedets udvikling og efterspørgsel nu i højere grad på automatiserede alternativer. Og det er netop her, at process mining kommer ind i billedet som et operativt værktøj til at kunne maksimere procesautomatiseringernes samlede effekt og afkast – gennem visualisering og analyse af dit komplekse dataflow. I dette whitepaper kan du lære om koblingen mellem procesoptimering og process mining – et intelligent optimeringsværktøj, der giver dig mulighed for at spore og visualisere dine data, så de bliver analyserbare og kan udnyttes til procesoptimering og til at eliminere dine digitale omveje.