Universiteter og erhverv sammen om grid

En ny dansk forening for grid-teknologi skal være med til at udbrede kendskabet til teknologien i erhvervslivet. Grid-teknologien er i rivende udvikling, og derfor er det vigtigt at få industrien med, før toget er kørt, mener en af stifterne, lektor Brian Vinter fra Syddansk Universitet.

Del og hersk. Det gamle romerske princip gælder også inden for it, især når store datamængder skal under kærlig digital behandling. Derfor vinder grid-teknologien stadig større indpas inden for klima-, miljø-, nanotek- og biotekforskning.

Nu går en række danske universiteter og virksomheder sammen for at stifte en ny forening, Gridforum, som skal være med til at udbrede kendskabet til grid-teknologi i erhvervslivet.

- Det, vi kunne se, var, at forskningsverdenen er organiseret, men erhvervslivet er det ikke. Så det kan ses som et forsøg fra akademisk side for at få industrien med, siger lektor Brian Vinter fra Syddansk Universitet i Odense, som er en af initiativtagerne til Gridforum.

Han understreger, at det først og fremmest skal være industriens forum. Derfor sidder der også kun en enkelt akademiker med i foreningens foreløbige bestyrelse.

Del regnekraften

Grid-teknologi går kort fortalt ud på at fordele en beregningsopgave mellem flere computere, som er forbundet i et netværk. Grid-programmet installeres på hver computer, som derefter udfører de beregninger, som den har ressourcer til.

I forhold til klynge-teknologi, hvor flere computere forbindes i et netværk, hvor de fungerer som én samlet supercomputer, arbejder computerne i et grid som oftest mere selvstændigt.

En af de store fordele ved grid-teknologien er, at det er en enkel måde for virksomheder og forskningsinstitutioner at dele beregningsressourcer.

Hvis et universitets supercomputer er koblet til et grid, kan universitetet sælge overskydende computerkraft til andre organisationer, som er koblet på det samme grid.

Toget kører stærkt

Brian Vinter sammenligner udviklingen inden for grid med det, der skete, da World Wide Web blev udviklet.

Forskningsmiljøerne var med fra starten, men industrien haltede bagefter. Han er også bange for, at erhvervslivet ikke når at se potentialet i grid-teknologien, før det er for sent.

- Grid-toget kører stærkt, så personligt har jeg været bekymret for, at industrien i Danmark ikke ville nå at komme med. Men allerede på formødet for foreningen var der stor interesse - også fra de store spillere, så jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, at foreningen skal blive en succes, siger Brian Vinter.

Studerende vil have ægte opgaver

Gridforum skal først og fremmest være industriens forum, men universiteterne skal også bidrage.

Det kan de først og fremmest gøre ved at formidle kontakt til de datalogistuderende, som sidder med en datalogisk viden om grid, men til gengæld savner ægte opgaver fra industrien.

- Nogle studerende synes, det er sjovere, og andre synes, det er mere udfordrende, når opgaverne er ægte. Det kan være uoverskueligt at sætte sig ind i ægte opgaver inden for kemi eller biofysik, så der kan virksomhederne bidrage med deres faglige viden, mens de studerende bidrager med deres datalogiske viden, forklarer Brian Vinter.

Foreningens arbejde vil hovedsageligt bestå af møder, hvor der blandt andet vil være plads til, at universitetsforskerne kan formidle den nyeste forskning inden for grid-teknologi til industrien.

- Der er to typer virksomheder, som har interesse i det her. Dem som udvikler it, og dem som bruger it. Brugerne skal kunne komme i kontakt med dem, som sælger grid-produkterne, forklarer Brian Vinter.

Foreningen holder stiftende generalforsamling mandag den 29. marts på Datalogisk Institut ved Københavns Universitet, DIKU.

Inspireret af den danske forening arbejder man i Norge og Sverige på tilsvarende foreninger, ligesom der muligvis vil blive oprettet en nordisk moderorganisation.

Relevant link

Gridforums hjemmeside

Event: Platform X 2027: Forretning, teknologi og transformation

It-løsninger |

Mød verdens stærkeste og mest effektive platforme der driver den digitale transformation samlet i København - og dyk ned i den nyeste teknologi.

27 maj 2027 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Steen Marquard,  Jabra, er pr. 15. juni 2026 udnævnt som Regional President for Norden og UK. Han er uddannet HD(O). Han beskæftiger sig med I sin nye rolle får Steen ansvar for at videreudvikle salget af virksomhedens professionelle lyd- og videoløsninger, samt styrke samarbejdet med channel teams og partnere på tværs af regionen. Udnævnelse
Comsystem A/S har pr. 15. april 2026 ansat Iver Jakobsen som Technical Key Account Manager. Han skal især beskæftige sig med teknisk løsningssalg. Iver Jakobsen har 25 års erfaring fra TelCo-branchen. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos E.ON Drive ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med rådgivning og løsningssalg. Nyt job

Iver Jakobsen

Comsystem A/S

Pinksky har pr. 1. maj 2026 ansat Alexander Skou Henkel, 39 år,  som Rådgivende konsulent. Han skal især beskæftige sig med optimering af forretningsprocesser i Microsoft platformen. Han kommer fra en stilling som IT forretningskonsulent hos Evobis ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med forretningsudvikling i Microsoft platformen. Nyt job
Netip A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Kristina Svingel Jeppesen som bogholder ved netIP's kontor i Thisted. Hun kommer fra en stilling som Kontorassistent hos DFI Geisler. Nyt job