Anmeldelse: Journey er et rørende og smukt spileventyr

PlayStation-klassiker er tilbage med fornyet styrke på PS4.

Artikel top billede

Billedtekst 1: Journey er et rørende eventyr for to spillere, der sammen må løse mysteriet om den golde ørken.

Juli måned har den danske tradition tro budt på ustadigt og overvejende kedeligt vejr.

Heldigvis kommer PlayStation os til undsætning med genudgivelsen af en moderne klassiker, Journey. Her får du både sol, sand og ørken-tan i rigelige mængder.

Journey er landet på PlayStation 4 med ny og forbedret grafik, men ellers forbliver spillets præmis den samme. Fuldfør dit eventyr i ørkenen med hjælp fra de omrejsende, du støder på undervejs.

Men før vi kommer så langt, bliver jeg nødt til at understrege, hvor flot Journey tager sig ud på PlayStation 4. For det gør det. Ikke på sådan en "ejjjj, se en Krøyer"-måde, men på en måbende ud-af-kroppen-oplevelse. Det leger med dig og stemningen ved hjælp af små, effektive justeringer på både lys, lyd- og billedsiden.

Sceneriet er fortryllende på et helt nyt niveau, og det er let at fortabe sig i spillet, når du skøjter ned ad sandbakker på størrelse med Kilimanjaro, omgivet af flyvende arabiske tæppetissere i verdens største sandkasse. Og ikke får sand i underbukserne.

Journey er udadtil et simpelt spil, uden fokus på præstationer, erfaringspoint og alt det, som forbrugere efterhånden falder savlende på snotten over, men under de mange sandbakker er det alligevel komplekst, hvis spilleren ellers tillader det.

Hvem er jeg? Hvad laver jeg her? Hvor kommer alle de andre skikkelser fra? Fortsætter ørkenen i det uendelige? Journey er en sandkasse af refleksion. Ja, stemningen i spillet er ren følelsesporno, og hvis ellers du kan give dig selv hen til et ømt øjeblik, er du garanteret en rørende spiloplevelse som få.

At Journey er medrivende, skyldes i mine øjne, at du kan udforske den her enorme, ensomme ørken med andre spillere. Mens jeg spillede, var der pludselig en anden person, der besluttede sig for at holde mig med selskab. Og det gør en kæmpe forskel.

En ting er på enmandshånd at opleve spil, der overvælder på den ene eller anden måde. Noget andet er at vide, at der sidder en anden person, et eller andet sted i verden, og deler lige netop det samme magiske online-øjeblik med dig.

Sammen må I finde ud af, hvilke hemmeligheder ørkenen gemmer på, og af en eller anden grund gør det en melankolsk til mode. Det har lidt en Avatar-effekt. Det er så flot og fantastisk, at virkeligheden virker trist og kedelig den første times tid efter, du har lagt controlleren fra dig.

Normalt har jeg en hel masse at sige om de spil, jeg anmelder, men Journey er et af de spil, der har efterladt mig mere eller mindre tom for ord.

Journey er et helt unikt spil, der skal opleves på førstehånd - og en oplevelse, måske endda en følelse, jeg egentlig ikke har lyst til at spolere for dig. Og slet ikke med den nye bjergtagende version.

Journey er et minimalistisk, intimt og frem for alt anbefalelsesværdigt. Et lille mesterværk og en sand (hehe) fornøjelse på PlayStation 4.

Læs også: Anmeldelse: Arkham Knight lader dig lege Batman for en aften

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Circle Of Bytes ApS har pr. 1. maj 2025 ansat Jeanette Kristiansen som Account Manager. Hun skal især beskæftige sig med at opbygge og styrke relationer til kunder og samarbejdspartnere, samt sikre det rette match mellem kunder og konsulenter. Nyt job

    Jeanette Kristiansen

    Circle Of Bytes ApS

    Idura har pr. 1. januar 2026 ansat Martin Ingolf Broberg, 43 år,  som webmaster. Han skal især beskæftige sig med at få idura.eu til at spille på alle digitale tangenter og sikre, at siden genererer nye leads. Han kommer fra en stilling som team lead hos Danmarks Radio. Han har tidligere beskæftiget sig med blandt andet at stifte og lede et analyseteam i DR med fokus på web og lyd. Nyt job
    Sourcing IT har pr. 2. februar 2026 ansat Susanne Sønderskov som Salgsdirektør. Hun skal især beskæftige sig med at styrke Sourcing IT’s kommercielle fundament, skalere salgsindsatsen og øge tilstedeværelsen bl.a. hos jyske kunder. Hun kommer fra en stilling som Salgsdirektør hos Right People Group ApS. Hun har tidligere beskæftiget sig med salgsledelse inden for IT-freelanceleverancer og komplekse kundeaftaler, både privat og offentligt. Nyt job

    Susanne Sønderskov

    Sourcing IT

    Lars Jul Jakobsen, chefkonsulent hos Region Nordjylland, har pr. 28. januar 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Aarhus Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

    Lars Jul Jakobsen

    Region Nordjylland