Shanghai, Kina. Udefra ligner den 34 etager høje bygning midt i Shanghai ikke et sted, hvor der sælges ulovlige kopivarer.
Fra 6. etage og op er det en kontorbygning, og glasfacaden signalerer eksklusivitet og ikke "Made in China"-plastik.
Havde vores guide ikke ført os mod komplekset, havde det blot været en af de mange andre bygninger i glas- og betonskoven kaldet Shanghai.
Kina har et kopiproblem.
Det ved vi alle, da det jo er en stående joke, at mange af de produkter, der kommer fra Kina, er kopieret fra et andet sted.
Det er et imageproblem, som det meste af Asien er ramt af, og det er et markedsproblem, som hele Europa mærker. Det estimeres, at EU alene går glip af 200 milliarder kroner i fortabt indtjening på grund af kopivarer.
Alt sammen på grund af kopivarer solgt på nettet - og på grund af markeder som det, jeg er på vej ind på i Shanghai.
Inden for er der er en letgenkendelig duft af ny plastik. Den duft finder du også i en Fona eller i Elgigantens computerafdeling. Markedet består af et utal af små tre-kvadratmeterbutikker, som er et fint miks mellem tøj, tasker, slips, briller, og elektronik.
Vores tolk og guide Lilly hjalp os rundt i centret. Hun havde navngivet sig selv Lilly, for der var ingen vesterlændinge, som kunne udtale hendes rigtige, kinesiske navn.
"Hvis I vil købe noget herinde, så tag mig med i handlen. De vil altid forsøge at snyde jer for penge, " siger hun, da vi står og kigger ind i en butik, som umiddelbart sælger Beats Audio-høretelefoner.
"150?"
Imens Lilly forklarer om stedet, der har over 70 små butikker, kommer den første sælger hen og maser sig på.
"Hello Sir. You looking for smartwatch? Very cheap. Very cheap. Look here."
Han viser os et Apple Watch. Eller... det ligner et Apple Watch, men afsløres af et lille frontvendt kamera, som det originale ur ikke har.
"No sorry, we're not interested."
"Oh sir, look here. Only 700 RMB (cirka 750 kroner)."
"No thank you. Just looking."
"350 RMB - very special price."
"No thank you"
"200! Last price."
"No!"
"150?"
Det erførst, da vi går væk fra hans butik, at han stopper med at råbe til os. Herefter er der blot en anden, som tager over. Denne gang er det kopijakker. Her går prisen fra 400 RMB til 50 RMB, inden vi når væk.
"De sætter prisen højt, fordi det næsten kun er turister, som køber herinde, og de er nogle gange dumme nok til at betale fuld pris," forklarer Lilly.
I butikken ved siden af os sælges der smartphones. På en lang række står der en iPhone 6, Samsung S6, et par Huawei-telefoner, og et par produkter, som formodentligt er kinesiske mærker.
Se flere billeder i dette galleri.
Ved første øjekast kan det lige så godt være en ægte iPhone, der stod med ryggen til os på hylden. Men så snart den tages op, bliver det tydeligt, at Apples designere absolut ikke har været over den. Skærmen buer ikke ned over kanten som på en iPhone, og den er tykkere end den originale.
Det handler om detaljer
Da vi spørger butikkens ejer, om vi kan se den i tændt tilstand, ryster hun på hovedet.
Den slags gør man ikke. Så må vi købe. 2.000 RMB - 2.200 kroner. Og det var før, at vi er begyndt at prutte om prisen.
Ofte har kopi-iPhones en meget mingleret Android-version, som ofte ikke kan få adgang til Googles Play Store, og som er forældet helt tilbage til Android 4.2.
Også på de andre smartphones er det tydeligt, at de ikke er ægte, men man må alligevel give lidt ros til kopisterne. Man skal kende det originale produkt, for at kunne se fejlene.
Blandt andet står der en Huawei P8 Plus, en 7 tommer stor Android-telefon fra det kinesiske firma Huawei. Den store, umiddelbare fejl ligger i, at Huaweis mastodont af en 7-tommer telefon ikke hedder P8 Plus, men P8 Max.
Vi tager vores egne telefoner op for at tage et billede, men bliver skubbet ud af ejeren af butikken. "No photos."
En haj blandt ål
Tilbage på markedet i Shanghai hører vi pludselig postyr bag os.
Den lange gang, som før bestod af kinesiske sælgere og varer langt ude på gangen, er nu ryddet, og butiksejerne holder hovederne bøjet.
Seks mænd på række med blå bånd om halsen kommer gående med hastige skridt igennem gangen. En ældre herre i jakkesæt går mellem dem. Alle forsøger at undgå øjenkontakt.
Guiden Lilly forklarer, at det er centerbestyreren. "Centerkongen".
Hvis de mange butikker sælger kopivarer ude på gangen, kan de miste retten til at sælge derinde eller endda få en bøde.
"Er det da ulovligt at sælge kopivarer her?"
"Kun hvis politiet kommer og ser det. Og det gør det aldrig, " svarer Lilly.
En seddel hænger skjult og iturevet i et hjørne af centret. Her har Shanghais politi erklæret i samarbejde med centerbestyrelsen, at cirka 40 forskellige mærker ikke må føres på markedet. Det indebærer Gucci, Louis Vuitton, Chanel og Prada.
Det stopper dog ikke butikkerne fra at føre hundredvis af andre kopimærker.
Da vi kommer ned i bunden af centret, finder vi en lille butik med væggene fyldt med tasker.
Der er en lang række tasker, som i høj grad ligner Fjällräven-taster eller Eastpak, men ejeren, en lille, lidt sky kinesisk kvinde kommer hen til os, og spørger, om vi vil have noget andet end kopivarer.
Nysgerrig og interesseret siger vi ja, og frem finder hun en taske syet i groft kanvas, fin med knapper og små ekstra rum. Den har hun selv designet.
"No copy here," siger hun stolt, men stadig genert.
Ingen af os vælger at købe den, og det er uvist, om det blot er et specielt salgstrick eller et øjeblik af virkelig kinesisk kreativitet.
Læs også: Med Huawei i Kina: Studerende kom helt ind i 5G-maskinrummet
