Apple gør sig ikke synderlig ofte i prisvenlige enheder.
Hvilket egentlig er lidt af en skam, for nogle af selskabets mest populære produkter nogensinde, har været, når det er lykkedes Apple at koge sin etos og sans for detaljer og kvalitet ned i produkter, hvor alle kan være med.
Blandt Apples historisk allermest populære produkter kan fremhæves Apples iPod Nano og Apples iPad som enheder, der med et definerede en genre, dannede skole og ultimativt endte med at sætte sig tungt på markedet.
Med Macbook Neo synes Apple at være opsat på at gentagen kunsten ved at tilbyde en enhed, som prismæssigt kan tiltale alle – og derved også har potentiale til grundlæggende at redefinere, hvad en billig computer skal kunne levere.
En vaskeægte Mac
Det er ikke første gang, at Apple tilbyder et lidt mere prisvenligt alternativ til sine fine Macbooks.
Men her underbyder Apple sig selv, ved at lade priserne debutere ved rekordlave 5.499 kroner – eller blot 4.499 kroner, hvis man kan få fingre i Apples studierabat.
Det er en tredjedel billigere end den billigste Macbook til dato – og nærmest kun det halve af, hvad den netop reviderede Macbook Air løber op i i dag.
Her tænker man, at der må være sparet for at nå den rekordlave pris. Men så snart man får fingre i enheden, er der dog intet, der umiddelbart indikerer, at der skulle være sparet.
Ligesom med Macbook Air får man serveret en nydelig sag i afrundet letvægtsmetal, der virker både solid og eksklusiv.
Herligheden vejer 1,23 kilo, nøjagtigt det samme som Macbook Air, og det gør den lige så let at have med allevegne.
Det første indtryk er altså, at vi her har at gøre med en vaskeægte Mac hvad angår kvalitetsindtryk
Der følger dog mindre med selve maskinen. Det eneste, der følger med i pakken, er et USB-C-kabel, som med sine halvanden meter endda er til den korte side.
At der ikke følger nogen oplader med, er dog ingen katastrofe, da den er så nøjsom med sit strømforbrug, at den kan nøjes med en 20 watts iPhone-oplader.
Sammen med kablet vejer ladeløsningen bare 80 gram – den letteste laptop-oplader, jeg nogensinde har haft med at gøre.
Små svaghedstegn
Det er dog når man begynder at bruge maskinen, at man bemærker de første spareøvelser fra Apples hånd.
Her er eksempelvis kun to USB-C-porte at rutte med – og det er kun den ene af dem, der tillader de højere USB 3-hastigheder, der skal til, for at slutte en skærm.
Den anden port er for evigt henvist til at tage imod tilbehør og sløvere dataoverførsler. De to porte ligger desuden så tæt på hinanden, at ekstraudstyr kan skærme for den anden port.
Det næste, som man bemærker er, at tastaturet ikke er baggrundsbelyst. Det er noget, som jeg nu lettere kan tilgive prisen taget i betragtning. Selve touch-feltet er også noget mindre end de store lækre touch-flader, som man får på Macbooks.
Selve taste- og touch-oplevelsen er dog på niveau med det, som man forventer fra Apple.
Der kan tastes, swypes og klikkes ganske effektivt. Touch-feltet virker dog en anelse mere hult end på Apples øvrige maskiner, da den ikke har den særlige ’Force Touch’- teknologi ombord.
Min test-enhed er desuden den tusind kroner dyrere variant med 512 gigabyte lager, som tilmed er født med en dedikeret touch-ID knap, som unægteligt gør det lettere at logge ind og foretage sikrede transaktioner på enheden – såsom betalinger.
Pænere end de andre
Når det kommer til skærmen, er Macbook Neo både noget af en vinder og en taber. Det kommer bare an på, hvad man sammenligner med.
Sagen er den, at der her tilbydes en skarp og livlig skærm på 13 tommer og en ’retina’-opløsning, der svarer til lige knap QHD-opløsning.
Det er klasser over, hvad man typisk finder i Windows-verdenen, hvor budget-maskiner har det med at være plaget af mere eller mindre horrible skærme med blodfattige farver, samt lav kontrast og opløsning.
Her stråler Macbook Neo i forhold til sine budget-konkurrenter.
Sammenligner man med dyrere enheder, blegner Macbook Neo dog lidt.
Her man nemlig undvære de frodige ’P3’-farver, den snedige ’True Tone’ feature, hvor skærmen tilpasser sig farvetemperaturen på det omgivende lys og ’Pro Motion,' som gør, at animationer og spil bliver mere flydende.
Det er dog alt sammen lækkerier, som man snildt kan leve uden.
Højttalerne er noget, som Apple plejer at prioritere i sine enheder, og det har de skam også gjort her, selv om de i Neo’en er blevet klemt ud til siderne af enhederne.
De spiller højt og pænt, om end der altså er mere bund og klarhed i de dyrere Macbooks.
Sammenligner man med det, som Windows-land har at byde på, vinder Macbook Neo dog igen og sætter en ny barre for lydkvalitet for sit prisleje.
Motor fra en gammel iPhone
Det, der kan skabe flest bekymringer ved Macbook Neo er, at Apple her har valgt at spare i maskinrummet på enheden.
Det er nemlig en ældre iPhone-processor med ydmyge otte gigabyte hukommelse, der skal drive maskinen frem.
Jeg har prøvet pc’er med mobil-processorer før, og fælles for dem er, at det på de fleste fronter har været en performance-mæssig katastrofe.
Heldigvis er det langt fra tilfældet her.
Kræfterne kommer nemlig fra Apples bomstærke A18 Pro-processor fra iPhone 16, mens Apples MacOS-styresystem siden 2020 har været optimeret til at køre på Apples egne processorer.
At der er krummer i komboen får man vished om, når man tryktester den med benchmark-programmer, hvor den præsterer særdeles højt i test-discipliner, der alene udnytter en enkel tråd.
Tungere programmer er dog skabt til at udnytte så mange regnetråde som muligt, og her leveres ydelse på niveau med den hedengangne M1-processor, hvis ydelse i sin tid forbløffede i en sådan grad, at jeg døbte den ’et termonukleart kraftværk’.
Denne maskine er altså hurtig nok – og til sammenligning med et af min favorit budget-enheder i nyere tid, Medion S1, leverer den et sted mellem 50 og 80 procent højere ydelse, alt efter hvad du sætter den til.
Den største potentielle svaghed ligger i selve processoren, meni at den alene kan udstyres med otte gigabyte hukommelse.
Heldigvis er MacOS 26 optimeret til Apples hardware og formår at levere en næsten gnidningsfri oplevelse, selv i det jeg forsøgte at overbelaste enheden med skiftevis større projekter i Photoshop, Excel, Civilization VII samt dusinvis af åbne Chrome-faner.
Det hele holdes i live af et overraskende klejnt batteri på 37 Wh, svarende til det, som man finder i de større 13 tommers iPads.
Processoren forbruger dog minimalt, hvorfor det bliver skærmens lysstyrke-indstilling, der bliver afgørende for, om man skal forbi en oplader. I praksis kan man regne med otte timers drift ved almindeligt brug.
Tilbuds-AI
Apples Macbook Neo er modsat flere af de tidligere Macbooks i stand til at levere Apple Intelligence-funktioner. Det er faktisk markedets billigste pc, der kan bryste sig af at være AI-kapable.
Som med Copilot-pc’er fra Microsoft og de øvrige pc-producenter, er det dog stadig begrænset, hvor anvendeligt funktionerne er i hverdagen.
Man kan betvivle, hvor brugbart det er at kunne lave hjemmestrikkede AI-emojis, at få opsummeret notifikationer eller at generere halvdårlige AI-fotos.
Andre features såsom liveoversættelse af beskeder og i Facetime eller at få skriveværktøjer, der hurtigt opsummerer eller læse korrektur på tekster er til gengæld ganske ’nice-to-have’ egenskaber.
Siri synes også at være lidt smartere og bedre til at forstå stemmekommandoer end før – om end det ikke siger så meget.
Smadrer konkurrencen
Min tid med maskinen har været præget af en gennemgående tvivl: Skal maskinen sammenlignes med sine dyrere søskende i Macbook-familien? Eller er det mere rimeligt at sammenligne med det, som man kan få af Windows-maskiner til omtrent 5.000 kroner?
Efter et par døgn med maskinen hælder jeg mest til det sidste, da Neos ’raison d’être’ jo er at være en prisoptimeret maskine.
Med de briller på er Macbook Neo en uomtvistelig vinder fra Apples hånd.
Sjældent har jeg oplevet, at man får så meget ’enhed’ for pengene – ikke alene målt på objektive kriterier som soliditet, ydelse og driftstid, men også på det omfattende økosystem, som Apple jo også tilbyder i form af både apps, tjenester og samspil med selskabets øvrige enheder.
Man får nærmest det hele for det halve – og det er noget, som Apple ikke traditionelt har været kendt for at levere, men som jeg spår bliver lige så definerende og salgsmæssige succeser som Apples iPod Nano og iPad.
Og i den konklusion ligger også en dyster udsigt for hele Windows- og Chromebook-økosystemerne, som længe har levet stærkt på at kunne levere maskiner til de mere prisfølsomme kunder.
Med undtagelse af en bedre understøttelse af 3D-spil i Windows-regi, er det virkeligt svært at se, hvorfor man skal tage sig til takke med middelmådigheden ved at styre uden om Macbook Neo – særligt i en tid, hvor komponentkrisen gør det stadig mere urentabelt at fremstille budget-pc’er.
