Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Det er fredag, alle styrtede ud i solen i den forløbne uge og blev halvsyge og snottede, som traditionerne foreskriver, og alt er godt.
I dag er også første fredag i måneden, og det betyder, at Hancock ude på Kirstinehøj på Amager har lagersalg - de giver også altid en Høker, som man kan drikke, mens man går rundt, i øvrigt. Det kan være, at vi ses.
Jeg bringer jer i dag flere sensationer: En revolutionerende, turkis, organisationsform, hvor alle bliver lige og lykkelige, intet nyt om mogens.ai, lidt om en fantastisk dag på DTU og så en sindssyg morsom nyhed om risikovurderinger fra SKI (det KAN næsten ikke blive sjovere, vel?).
Dertil et PS om 6. Pommerske Luftbårne Division, der skulle landsættes i Borup i danske kampuniformer og give den totale magt over Danmark til vores søde, små DKP’ere.
Man forstår jo godt, at Ole Sohn var lidt ked af det, da han måtte opgive drømmen om at blive Diktator af Danmark.
Vamos!
Sidste nyt på organisationsfronten
Mens vi alle går rundt om den varme grød, det vil sige AI, og de forandringer, som det burde medføre med hensyn til arbejdsformer og organisation, så er der som altid mulighed for at studere endnu et modefænomen, der aldrig er blevet verificeret på nogen måde, men lyder så fabelagtig, at det er svært at sige nej.
Jeg taler om TEAL, der er fransk for “turkis”, og det bygger på tillid, selvledelse og mening. Snøft.
Opfinderen hedder Frederic Laloux, og hans bog fra 2014 hedder Reinventing Organisations.
Der er nærmest tale om et kampråb a la Karl Marx, komplet med “Arbejdernes Selvorganisering”.
Læs mere her og græd: Teal organisation - Wikipedia.
Jeg tillader mig et længere citat om de tre grundpiller selvledelse, helhed (wholeness) og evolutionært formål:
“Selvledelse erstatter det traditionelle hierarki med et system, hvor medarbejderne leder sig selv og samarbejder om beslutninger, så autoriteten fordeles mere jævnt.
Helhed opfordrer medarbejdere til at integrere deres personlige og professionelle identitet og fremmer et arbejdsmiljø, der prioriterer følelsesmæssigt velbefindende og autenticitet.
Evolutionært formål betragter Teal-organisationer som levende enheder, der naturligt tilpasser sig og udvikler sig, styret af deres egen retning frem for faste strategiske planer eller rene profitmotiver.”
TEAL er også det sidste nye i det offentlige.
Drømmen om at lave små, agile grupper, der kan træffe hurtige, gode beslutninger og selv håndtere deres budget, I ved, og opleve en nærmest himmelsk arbejdsglæde.
De laver gadedrengehop på vej på arbejde om morgenen og valser hjem nogle timer senere, fyldt med kærlighed, optimisme og selvværd, og dus med himlens fugle.
Bortset fra, at det offentlige har lavet en lille-bitte twist på konceptet, nemlig at holde budgettet helt uden for grupperne, så de stadig ikke kan en skid selv.
Man fastholder naturligvis systemet med kontorchefer og hierarkiske organisationer fra Enevældens Tid, fordi alt andet jo ville være noget værre noget.
Så nu taler vi altså reelt om små grupper med en umulig opgave, nemlig at være selvdrevne, helstøbte, lykkelige mennesker uden penge eller magt.
Nu fornemmer man for alvor Lenin, Mao og Dragsted.
Lidt evolutionshistorie
Malcolm Gladwell citerede i sin første bog noget forskning om stammer i junglen. Så længe de var færre end 150 personer, fungerede alt. Alle kendte hinanden, og man kunne styre røvhullerne.
Når de blev flere, faldt det sociale sammehængshalløj sammen, og så skulle de enten splitte sig op i mindre grupper eller indføre love, politi, domstole og noget høvdingehejs.
Gore-konglomeratet (Gore-Tex, osv) kørte modellen i mange år: Max 150 personer per fabrik. Hvis de blev flere, og folk begyndte at parkere på græsset, byggede man en ny fabrik. Og ingen var mere end andre. Alle havde titel af “Associate” på visitkortet. Smukt.
Nogle englændere, der fremstiller militærudstyr til at bære ting i og med (CQC), fortalte mig for nogle år siden, at de havde haft en del med Gore at gøre, og at nogle af de mange associates var mere lige end andre. Kammerat Napoleon, anyone?
Under de vilde dot com-dage havde en af de svenske konsulent-vanvids-organisationer en lignende model, hvor det magiske tal var 60, før man splittede op.
TEAL har - man kan kun gætte hvorfor - valgt tallet 42. Det ER altså også et godt tal.
Ret skal være ret: Jørn og de andre i Trifork har faktisk kørt TEAL i mange år, og dér virker det, fordi de også får budgettet med og har reel magt. Respekt for det.
Man kunne også vælge 32, som er det maksimale antal høns, som man kan sætte sammen i en hønsegård uden at den sociale rangorden, og dermed ro og fred, bryder sammen.
Derfor er burhøns langt mindre stressede end de såkaldt fritgående, som aldrig ser den samme høne to gange i deres liv.
Intet nyt
Der sker intet med hensyn til mogens.ai - vi har selvfølgelig ikke hørt fra Digitaliseringsstyrelsen endnu, og næste præsidentmøde er 9. marts.
DTU-dagen
Sten Vesterli og undertegnede deltog i en spændende dag på DTU, hvor it-folkene talte om selvstændighed, suverænitet, beredskab og måske også lidt AI.
Der var knap 100 deltagere, langt de fleste rigtige it-folk, heriblandt en hel del kendte ansigter fra Oracle-dagene. Chefen høster Det Grå Guld. Smart.
En gut, der havde proppet et stort, gammelt system ind i Claude, viste mig resultatet, og jeg fik heldigvis samlet min kæbe op fra gulvet efter et stykke tid. Ellers havde jeg haft svært ved at tygge og drikke øl. Det er helt vildt, hvad Claude havde lavet per default.
Der mangler selvfølgelig ting og sager, og gutten bør få en backinggruppe på et par M/Ker til sin rådighed, der kan støtte projektet og hjælpe med at presse fremad.
Men hold nu op, hvor var det vildt. At han så var begyndt med det største og mest komplekse system bortset fra deres CRM-system er også ret sejt.
Anden AI-bølge er her, venner, og det kan være en velsignelse med hensyn tuil legacy-systemer, dokumentation, hurtige tilrettelser, og meget andet godt.
Min gamle ven J gjorde mig også opmærksom på, at rundt om i Danmark befinder der sig MANGE it-systemer, som ingen aner noget som helst om, men som gør noget vigtigt - og INGEN tør røre dem.
J påpegede, at måske kunne man med AI-værktøjer få dem gjort lidt mere gennemsigtige og mulige at håndtere. Fed idé.
Der er skygge-IT, skygge-AI - og så er der de it-systemer, der lever i skyggerne, fordi ingen tør røre ved dem… Indtil nu. https://skygge-it.dk er ledig.
Der er andet end Claude Code: Google kan også
Min danske AI-helt Claus Nygaard har skrevet om Googles svar på Claude Code, og det er til at forstå, så man kan komme i gang:
Galejslaver er intet nyt
Min fantastiske ven Hans mindede mig om, at Monty Python for længst havde beskrevet livet som galejslave i et storrumskontor: https://youtu.be/ecFBcpY9NHI?t=22
Risiko? Det er noget, vi uddelegerer
Hahahahahaha. SKI og juristerne slog til igenigen forleden med en ikke-beslutning, som jeg tror I alle vil elske.
"Vi kan ikke lave lokale risikovurderinger på vegne af vores brugere. Det er dem, der kender deres it-miljøer i dybden. Men vi stiller nu nogle værktøjer til rådighed, så det bliver nemmere for dem at lave deres egne vurderinger," siger hun.
Det dér med at overlade risikovurderinger til slutbrugerne, der netop ikke har ekspertisen, er et dansk speciale i hele den offentlige sektor.
Ingen chefer eller halvledere ønsker at tage en beslutning, så man skubber den nedad til dem, der ikke har en levende chance i Helvede for at vurdere risikoen. Og it-afdelingen?
Slet, slet ikke. Det er slutbrugerne, der bedste kender IT-landskabet og er mest opdateret på cybertrusler med meget mere, ikke? SimSalaBim og Hokuspokus.
Men det er ikke noget nyt.
8. april 1940 tog den danske politiske plus militære ledelse den heltemodige beslutning at udstede en forholdsordre til alle officerer i Forsvaret, hvor de blev gjort ansvarlige for at vise Danmarks modstandskraft.
Ikke noget med en direkte ordre om at kæmpe til sidste patron eller noget - bare den der danske specialitet med at lade dem uden magt have ansvaret. Jeg kalder det PUM - Pligt Uden Magt.
I seneste udgave af podcasten Hitlers Æselører kan man høre et ældre interview med en af de officerer i Sønderjylland, der måtte beslutte, hvor mange af hans folk, han ville lade dø, før han havde vist dansk modstandskraft.
Vi tager lige hendes ævlebævle én gang til og langsomt: "Vi kan ikke lave lokale risikovurderinger på vegne af vores brugere. Det er dem, der kender deres it-miljøer i dybden.”
Øhm, hør nu lige her: I skal fanme ikke lave LOKALE risikovurderinger! I skal lave risikovurderinger! Og hvis I ikke selv ved noget som helst, så må I få det lavet af nogen, der ved og kan noget rigtigt.
Tag ansvar, og undlad venligst at sætte Danmarks sikkerhed på spil ved denne udvanding af ansvar og denne evige skubben ansvar ned til dem, der ikke har en chance for at kunne udfylde rollen. På forhånd tak.
Husk på tommelfingerreglen: Jurister som rådgivere er OK, men hvis de får lov til at træffe beslutninger, bliver der ikke truffet beslutninger.
Kig på vores krigsministeriums departement, der beder McKinsey lave krigsplaner for dem. Kig på den måde, ingen nogensinde er skyld i noget som helst i det offentlige.
Det var dét (og dog - der ER jo lige et PS…). Hvis nogle af læserne kan se rationalet i at lade folk uden viden om et emne træffe vigtige beslutninger (udover det åbenlyse, at juristerne og cheferne slipper for at tage ansvar, endsige beslutninger), så hører jeg meget gerne om det på mogensxy@gmail.com.
PS: Sådan skulle Danmark elimineres
Da jeg blev ung sergent i Hjemmeværnet i 1979/80 kom jeg til nogle briefings i relation til mine krigsopgaver, som bestod i: Bevogtning af Herstedvestersenderen, jævnlig patruljering langs Roskildevej for at sikre, at Den Røde (Varme) Linje mellem Moskva og Washington ikke var blevet gravet over samt overfald på de fremrykkende horder fra Øst ved Afkørsel 45, Albertslund Nord (de ville gå i land i Køge Bugt og sætte kursen mod Værløse Flyveplads).
Dengang fik vi at vide, at en polsk enhed kaldet 6. Pommerske Luftbårne Division lærte dansk og trænede i danske (olivengrønne) kampuniformer.
Min far mumlede også engang om, at der nogle år tidligere var blevet stjålet et større parti af disse uniformer, men det har jeg aldrig kunnet få verificeret.
Jeg kan huske, at jeg engang i gymnasiet holdt et længere, kedeligt foredrag for klassen om truslen fra Warszawa-pagten, inklusive deres syv faste spionskibe i vore farvande og førnævnte polske division, fordi jeg var inderligt træt af vores lærer, der talte lyrisk om “folkedemokratierne” i øst og altid, altid, altid liiiige skulle sværte Nato til. Læreren så helt utilpas ud i de to timer, den stakkel.
Nå, men nu er der skrevet en bog om det (“Planerne om at eliminere Danmark”), og jeg skal have fat på den, når den udkommer på mandag 9. marts. Læs mere om planerne her: Planerne om angreb på Danmark.
Den 6. Pommerske Luftbårne Division skulle landsættes ved Borup, 7. Pommerske skulle gå i land i Køge Bugt og Fakse Ladeplads, og de skulle tilsammen besætte Sjælland, som skulle fungere som en stor flådebase for Warszawa-pagtens skibe i Østersøen.
Det var i øvrigt de scenarier, som vi altid opererede med på øvelserne dengang.
Man må sige, at Warszawa-pagten ikke fuckede rundt med de samme principper om ansvarsfordeling som det offentlige i Danmark: Officerer ned til og med kaptajns-niveau (kompagnichef) kunne give tilladelse til brug af taktiske atomvåben, hvis de skønnede det var nødvendigt, mens Nato-landene krævede godkendelse på det politiske plan, de svagpissere.
DKP’erne, de søde mennesker, skulle overtage magten, styre Danmark sammen med polakkerne, og forbyde al anden politisk aktivitet.
Ib Nørlund lignede egentlig også en øst-europæisk tyran. Preben Madsen fra Sømændende ligeså. Ole Sohn var noget blevet økonomi-diktator.
Man forstår jo godt, at de glædede sig og aldrig rigtigt har opgivet drømmen.
Gid man kunne spørge Mogens Fog, Hans Kirk, Broby Johansen, Martin Andersen Nexø, Jens Peter Bonde, Hanne Reintoft, Peter Aalbæk, Asger Jorn, Frank Aaen, Line Barfod, Ole Sohn og alle de andre, hvor meget de glædede sig til, at vores fjender overtog os, så de kunne få al magt?
Det kunne sætte lidt fut i valgkampen.
Partiet eksisterer i øvrigt den dag i dag. Lederen hedder Rikke G. F. Carlsson, og de har 300 medlemmer.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
