Hvor meget kan man ændre på en succes og stadig sikre, at både nye og gamle spillere er tilfredse? XCOM 2 ligner ved første øjekast sin succesrige forgænger fra 2012, Enemy Unknown, rigtig meget.
Men der går ikke lang tid, før det viser tænder og afslører sin sande identitet: Et hurtigere, mere aggressivt og ikke mindst voldsomt svært turbaseret strategispil, som ikke tøver med at straffe dig benhårdt for den mindste fejl.
Det bygger videre på forgængeren alle de steder, hvor det virkelig tæller, i karaktergeneratoren, i udvalget af udstyr, i den overordnede sammenhæng i kampagnen. Men spørgsmålet er, om Firaxis samtidig er gået over stregen i forsøget på at præsentere svære, meningsfulde valg for spilleren.
Grundprincippet er ellers det samme: Du leder en base for modstanden mod en udenjordisk invasionsstyrke, og her skal du bruge dine meget begrænsede ressourcer til at opbygge menneskehedens forsvar mod truslen fra rummet. Basen er denne gang et af fjendens nedstyrtede rumskibe, som du kan istandsætte og udnytte.
I praksis betyder det, at du skal opbygge et netværk af forskellige rum med diverse brugbare funktioner, fuldstændig som i forgængeren. Soldater kan rekrutteres, tilpasses ned til mindste detalje, og herefter kan de sendes på en lang række forskellige missioner, der denne gang er tilfældigt genererede.
Det gør XCOM 2 en hel del mere uforudsigeligt end sin forgænger, og da det denne gang også er muligt at destruere dele af landskabet og skyde eller sprænge hul i bygninger, kan man aldrig føle sig helt sikker, selv når man tilsyneladende står i fuld dækning.
Her skilles vandene. Hvor man i XCOM som regel kunne bevæge sig metodisk frem og sætte sine soldater på Overwatch, så de automatisk skød på fjender, der bevægede sig ind i deres synsfelt under modstandernes tur, er XCOM 2 meget glad for at begrænse mange af missionerne til kun 8 ture.
I mange tilfælde er det ikke nok til at bevæge sig sikkert frem, og det betyder, at hvert eneste paniske stormløb mod målene i missionerne kan være dit mandskabs sidste, selv på den såkaldt normale sværhedsgrad.
Det handler langt hen ad vejen om at lære at bevæge sig intelligent, selv under pres, men når spillet samtidig introducerer fjender med decideret unfair fordele, kommer det til at virke, som om alle odds er mod dig som spiller.
Der vil helt klart være en bestemt spillertype, som stortrives under disse forhold, men jeg tvivler meget på, at det gælder alle fans af XCOM. Det reducerer mange af de meningsfulde strategiske beslutninger til pest eller kolera-valg med en skarpladt pistol for panden, og selv om det er et af seriens varemærker, kammer det en smule over her.
Det samme gælder de overordnede valg, da spillet konstant afbryder dig med nye missioner og kriser, som alle skal løses med det samme oven i hinanden. Man får ganske enkelt stress, hvilket klart er meningen. Det er bare ikke optimalt spildesign.
Dermed ikke sagt, at XCOM 2 er dårligt, langt fra. Der er meget få andre strategispil, som sætter spilleren i så ubehagelig en lederrolle. Både i felten, i basen og på det meget forbedrede verdenskort, skal der hele tiden afvejes, hvad man vil satse på.
Du skal beslutte, om der skal fokuseres på indsamling af ressourcer, rekruttering af mandskab, deltagelse i redningsaktioner, udbygning af kommunikationsnettet, så XCOM kan få kontakt til flere verdensdele med dertilhørende fordele. Og hvert eneste valg medfører et fravalg af noget andet.
Samtidig gør de meget begrænsede ressourcer gør det til lidt af en videnskab at vælge den optimale kombination af udstyr. Det er fantastisk at sidde og nørkle med det og derefter tage sine nøje udrustede soldater i kamp, og det grundlæggende gameplay er endnu federe end i XCOM.
Det er bare synd, at spillet falder over sine egne ben i forsøget på at skabe spænding, men heldigvis er det også meget åbent over for moddere, som nok skal introducere muligheden for at tilpasse oplevelsen de steder, hvor Firaxis ikke selv har ramt plet. Og så bliver det her en oplevelse af højeste kaliber.
Læs også: Anmeldelse: Arkham Knight lader dig lege Batman for en aften
