Test: Denne hovedtelefon gør den digitale musik bedre - men det er designet, der stjæler billedet

Bag sit strømlinede og helt rene design gemmer der sig teknologi, der er med til at gøre din lydoplevelse støjfri og fyldt med god lyd. Sonys 1000XM6 har teknologi, der opskalerer den komprimerede digitale lyd og gør den bedre.

Artikel top billede

Hovedtelefonen fås i både sort og hvid variant – især den hvide er flot, da metalstykkerne i siden er sandblæst metal, mens de er farvet i den sorte variant. (Foto: Sony PR)

1000X er Sonys nye trådløse hovedtelefon fra øverste hylde, og alle teknologiske sejl er da også sat til for at gøre det til en unik oplevelse i den knap 5.000 kroner dyre sag.

Så vi taler ny adaptiv ANC, 360 graders lyd og en opskalering af musiksignalet, hvor især det sidste er lidt usædvanligt – men ikke dårligt tænkt – for en hovedtelefon.

Nærmest New Nordic Design

WH-1000XM6 The Collection, som er det fulde navn, har et meget enkelt designudtryk, hvor form og funktion går op i en højere enhed.

De er ret flade i ørestykkerne i forhold til mange over-ear-modeller, og selve driveren er da også vinklet inde i øret for optimal lyd.

Hovedbøjlen er blød, flot og enkelt designet, ligesom kunstlæderet opleves blødt mod hovedet.

Overfladen på ørekopperne virker lidt sart i den hvide udgave. Til gengæld er indsatserne til stik og knapper flot udført med metalflanger.

Metalstykkerne i siden, der bruges til at justere hovedtelefonen, er endog meget flot lavet med fine detaljer.

De har en sandblæst overflade, som får dem til at se meget flotte ud og føles gode at røre ved. Du får en luksusoplevelse, når du har dem i hånden.

Betjeningen på siden er jeg ikke vild med, da du for let – efter min smag – kan komme til at ramme siderne af hovedtelefonen, hvilket vil udløse, at du justerer lyd eller skifter nummer.

På hovedet opleves de ret gode og føles overraskende lette uden at trykke på hovedet. De sidder godt nok fast, men ikke nok til en løbetur.

Kunstlæderet kan dog godt opleves lidt varmt efter nogle timer. Ikke alarmerende, men jeg har oplevet bedre på feltet.

ANC via 12 mikrofoner

Sony har gennem nogle år været mestre i at lukke støj ude, og det i en grad, så det næsten blev for meget.

1000XM6 har en mere venlig udgave, hvor du holder støjen ude, men ikke på den fulde klaustrofobiske facon som deres forgængere. En heftig processor arbejder derfor sammen med hele 12 mikrofoner for at gøre lyden bedre med ANC og til at nappe et opkald.

Du får via app’en også mulighed for nærmest trinløst at justere, hvor meget du vil høre omgivelserne. Det samme gælder ved samtaler, hvilket gør det lettere at samtale med begge ører lukket til.

Batteritiden er opgivet til 24 timer, hvis du ikke har fuld tryk på ANC-delen. I praksis holder de 17 timer og op til 20 timer, hvis du slår ANC fra indimellem.

Det er min uvidenskabelige måling, og selvom det langt fra er markedsledende, synes jeg, at et lille døgns levetid er godkendt.

Der medfølger et fint, fladt bæreetui med indbygget håndtag og kabel. Du kan bruge kablet direkte, men ikke med hovedtelefonen slukket. Så løber du tør for strøm, er det ikke en mulighed.

Gør komprimeret musik bedre

Med lyd fra en high-res-kilde er det slående, hvor mange mikrodetailler hovedtelefonen kan gengive.

Der er en klarhed og luft mellem instrumenter og stemmer, som er meget betagende. Klangmæssigt er vi lidt til den lyse side, men der er masser af volumen i bassen.

Bassen er meget luftig og ikke komprimeret, hvilket gør den særdeles god til akustisk musik og mindre til hiphop eller techno.

Klangen er meget fyldig i hele registeret, samtidig med at nuancer, detaljer og luft bevares. Sony har et lydbillede, der gør, at du automatisk finder de gode indspilninger, da de ringe afsløres.

Når det er sagt, er det rigtigt, at den til dels kan optimere lyden fra ringe digitale kilder. Hovedtelefonen kan opskalere lyden – reelt hakke den op i finere bidder og optimere det hele.

Det er en kendt teknologi, der normalt findes i selve kilden. Altså den enhed, du spiller fra, men da det med Sony oftest vil være en smartphone, er det ikke her, du får den bedste opskalering.

Så det er godt tænkt, og jeg kan da sagtens høre, at musik fra mindre gode optagelser og dem, der er lige lovlig hårdt komprimeret, lyder lidt bedre. Der er flere detaljer, og musikken virker lidt mere åben.

Det er en fin detalje, men i min optik skal du bruge Sony med gode optagelser, da det er tydeligt, at det er det, den er skabt til – og er god til.

Derfor er jeg heller ikke fan af den 360 graders lyd, du kan benytte til film og for eksempel gaming.

Den giver et større og mere rummeligt lydbillede, men også et upræcist lydbillede, som jeg ikke finder egnet til noget. Det er en lille ting, og du kan jo bare slå den fra.

Lyt til Sony uden alle ekstra features og uden eller med lidt ANC slået til, og du får en stor, åben og detaljeret lydoplevelse, som får dig til at slappe helt af.

I hårdt selskab

I min optik efterlader Sony et godt indtryk og en hovedtelefon, der ikke prøver at imponere, hverken på lyd eller design. Den er underspillet og flot bygget.

Prisen på 4.995 kroner placerer den dog i en smeltedigel af gode konkurrenter.

Jeg nævner i flæng: B&W PX8 til 4.199 kroner, Sennheiser HDB 630 til 3.800 kroner og B&O Beoplay HX til 4.490 kroner, som hver har andre kvaliteter, men det er modeller, der skal overvejes, når du er i prisklassen.

Isoleret set, er den nye Sony et frisk pust, som kan meget og derfor bør være på din liste over dem, du bør se efter. Men i lyset af de ovennævnte stærke konkurrenter nøjes jeg med at give Sony et stort 3-tal i karakter.

Navnenyt fra it-Danmark

Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Michael Schou som Operations Manager ved netIP Aalborg og Aarhus. Han kommer fra en stilling som Senior Director - Head of IT hos BDO. Han har tidligere beskæftiget sig med flere områder indenfor IT-branchen, hvor han bla. også har drevet sin egen IT-virksomhed. Nyt job

Michael Schou

Netip A/S

Sharp Consumer Electronics har pr. 1. april 2026 ansat Daniel Eriksson som salgsdirektør for de nordiske lande. Han skal især beskæftige sig med at accelerere virksomhedens vækst i Norden. Han kommer fra en stilling som nordisk salgsdirektør hos Hisense. Han har tidligere beskæftiget sig med detailhandel, kommerciel strategi og markedsudvidelser med bemærkelsesværdige resultater til følge. Nyt job

Daniel Eriksson

Sharp Consumer Electronics

Renewtech ApS har pr. 1. april 2026 ansat Boris Sudar som Senior IT Specialist. Han skal især beskæftige sig med at sikre, at Renewtech cloudbaseret infrastruktur fortsætter på sit højeste niveau, mens han også skal drive system udvikling. Han kommer fra en stilling som Senior IT Specialist hos Eurowind Energy. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365, Intune og sikker endepunktsstyring for hybrid og cloudbaseret infrastrukturer. Nyt job

Boris Sudar

Renewtech ApS

Trafikstyrelsen har pr. 1. maj 2026 ansat Nihad Hodzic som IT og Digitaliseringschef. Han skal især beskæftige sig med med IT-projekter og digital transformation, herunder især det strategiske løft af Trafikstyrelsens digitale niveau. Han kommer fra en stilling som Kontorchef hos Udviklings og Forenklingsstyrelsen. Han er uddannet i statskundskab og har en lederuddannelse fra MIT Sloan, samt en igangværende Master i IT-Ledelse. Han har tidligere beskæftiget sig med IT-udvikling og større projekter på momsområdet, hvor han har ledet et projekt- og udviklingskontor. Nyt job

Nihad Hodzic

Trafikstyrelsen