Alt det her med, om mennesker bliver overflødige med kunstig intelligens...?
Nej, det gør vi ikke. Den menneskelige hjerne er så forskellig fra, hvordan kunstig intelligens og algoritmer fungerer. Det bedste eksempel, jeg kan give, kommer fra skydiving:
Jeg har sprunget rigtig meget, hvor jeg har personer på maven. Når du springer ud første gang, sker der det, at passageren ikke kan huske noget fra de første fem-seks sekunder.
Det hele forsvinder. Det er nærmest som om, at du går i sort. Din hjerne får en genstart, når du slipper flyveren. Og så vågner du igen få sekunder efter.
Jeg tror, at det er fordi, du tager samtlige sanseinput, din krop nogensinde har haft, væk - og så får du nogle nye ting.
De fem-seks sekunder er den tid, en reboot af vores hjerne tager. Så kommer vi tilbage igen, og så er vi der.
Det interessante er så, at jeg også har taget mange med op for at springe anden gang. Og anden gang er folk vågne fra starten af. De ser flyveren forsvinde, og de ser alle de her flotte ting, og det hele føles generelt mere roligt og kontrolleret.
Med andre ord kan vores hjerne tilpasse sig til et ekstremt miljø. Den kræver et eksempel, og allerede anden gang er du klar til at kunne fungere på normal vis.
Kunstig intelligens kræver tusindvis af eksempler. Det, menneskehjernen kan, som er helt særligt, er evnen til at tilpasse sig.
Det at kunne tage meget få eksempler og så kunne tilpasse sig, er helt menneskeligt unikt. Vores hjerne er en tilpasningsmaskine, mere end det er en regnemaskine.
Kunstig intelligens og algoritmer bliver gode, når du retter dem mod ét specifikt problem. Det er meget, meget svært at lave en generalistmaskine, der bliver ligeså effektiv i et dynamisk miljø som du og jeg.
Men kunstig intelligens og algoritmer klarer det rigtig godt, når de skal løse et bestemt problem.
Morten Middelfart
Stifter i Social Quant, medstifter i Lumina Analytics og
CIO i Genomic Expression. Tidligere CTO i Targit.
